Chris rettede sig op i stolen og kiggede på sine venner, som allerede var opslugt af dagens samtale. “Jeg læste en artikel om madspild og Fødevarebanken,” begyndte han. “De gør et fantastisk stykke arbejde, men hvorfor skal det overhovedet være nødvendigt? Vi producerer nok mad til hele verden, men alligevel går millioner sultne i seng. Det er ikke bare madspild – det er madsvineri!”
Skip nikkede og svang elefanten fra side til side. “Er det nu, vi skal tale om monopoler og de supermarkedskæder, der presser priserne op, mens de smider perfekt spiselig mad ud øg samtidig giver producenten eller landmanden, latterlige små priser for deres produkter?”
Grip tog et fast greb om bordkanten, med elefanten. “Ja, og det værste er, at det altid rammer dem, der allerede kæmper – børn, ældre, ensomme og handicappede. Hvad er det for et samfund, vi har fået?”
Wendy rullede frem og tilbage med et suk. “Mad bliver behandlet som en vare, ikke som en menneskeret. Men hvorfor skal nogle mennesker spise skrald, mens andre får frisk mad? Vi har alle arvet denne jord. Hvor er retfærdigheden? Og hvad med fælleshaver? Hvis vi nu forestiller os haver, hvor handicappede også kan deltage – med hævede bede eller specialdesignede områder, der er kørestolsvenlige – så kunne det ikke bare give adgang til frisk mad, men også skabe fællesskaber. Ensomhed er jo en kæmpe udfordring for mange af os, der lever med handicap. Det kunne forene madproduktion med sociale netværk.”
Chris nikkede og tilføjede: “Ja, og hvis det blev sat i system med kommunal støtte eller frivillige organisationer, kunne man kombinere dyrkning af mad med en slags terapi. At grave i jorden, dyrke noget fra bunden – det giver både fysisk og psykisk velvære. Der er studier, der viser, at det reducerer stress og fremmer mental sundhed.”
Chris lo bittert og lænede sig tilbage. “Retfærdighed? Glem det. Politikerne beskytter de store kæder. Måske skulle vi låse dem inde i 14 dage og lade dem leve af overskudsmad. En dag med broccoli, en dag med citronyoghurt, der er udløbet, og en dag med tørret rugbrød.”
Skip lo højt. “Det ville faktisk være den ultimative reality-check. Nu ved jeg godt, hvad et parallelsamfund er – det er der, politikerne bor!”
Grip grinede og tilføjede: “Og når de når dag 14, kunne vi servere kyllinger, der næsten har udviklet deres egne ben.”
Chris rystede på hovedet med et smil. “Okay, ironi til side, vi bliver nødt til at finde løsninger. Det handler ikke kun om at pege fingre – det handler om handling.”
Skip bankede elefanten mod bordet. “Og hvad med teknologi? En digital platform, hvor folk kan købe overskudsmad direkte fra producenterne, kunne løse en stor del af problemet. Især for handicappede, der har svært ved at komme til supermarkederne.”
Grip tilføjede med et alvorligt blik: “Og hvorfor ikke droner til levering? Teknologi kan gøre det muligt for selv de mest isolerede at få adgang til sunde fødevarer. Og tænk, hvis vi kunne få færdigpakket måltider, der også tager hensyn til særlige diæter – for eksempel for dem med diabetes eller fødevareallergi.”
Chris lænede sig frem. “Og det starter med os. Lad os dele idéer og få folk til at tænke anderledes om mad og ressourcer. Når vi designer systemer, der fungerer for de mest udsatte, fungerer de for alle. Det er det, vi burde stræbe efter.”
Wendy var enig. “Og hvis det hele går galt, kan vi altid starte vores eget landbrug. Jeg kan jo trække en plov, hvis I spænder mig ordentligt fast.”
De lo, men alvoren i samtalen lå lige under overfladen. For mens de talte, gik millioner stadig sultne i seng, og tonsvis af mad blev smidt væk. Deres samtale var måske kun et lille skridt, men det var et skridt i den rigtige retning.
