“25 %! Det er jo lige til at blive helt svimmel af. Man bliver høj og udhvilet,” sagde Chris og lænede sig tilfreds tilbage i stolen.
“Ja, du er blevet en rigtig syvsover,” svarede Skip, mens han legede med sit håndtag som en trommestik.
“Ja, og det har stået på i over 14 dage – bortset fra den nat, jeg prøvede den gamle hovedpude igen. Den virkede stadig ikke. Jeg har smidt den helt ned i bunden af skabet, hvor den kan ligge og gå på pension,” sagde Chris med et glimt i øjet.
Wendy: “Det spørgsmål, vi må stille, er: Er det kun dig, der sover bedre, eller kunne det her faktisk gælde for mange andre? Vi er jo alle forskellige – nogle vil have det koldt, andre varmt, og nogle midt imellem.”
“Og nogle vil have det blødt som en sky,” tilføjede Skip og blinkede til Grip.
“Men det hele startede jo, fordi du havde brug for noget specifikt, Chris,” fortsatte Wendy. “Med Parkinson, artrose og tre trykkede ryghvirvler kræver det en pude, der passer helt perfekt i både højde og fasthed. Og det fandt du – en pude, der støtter dig, ånder og ikke bliver varm. Det er jo nærmest som at opfinde søvnens Rolls-Royce.”
“Og så er den jo heller ikke stor som et lokomotiv, så jeg føler, at jeg rangerer jernbanevogne hele natten,” tilføjede Chris med et grin. “Den er lige præcis, som den skal være – diskret, støttende og uden at forstyrre.”
Grip, med en alvorlig mine: “Det er, som jeg siger: Logik og erfaringer skaber forandring. Og når man har de rigtige materialer, de rigtige ideer, kan man opnå mirakler.”
De andre stoppede og kiggede på ham.
“Grip,” sagde Chris og hævede øjenbrynene, “har du været på biblioteket igen? Du lyder mere og mere som en filosofisk selvhjælpsbog.”
Grip rettede sig lidt op og sagde stolt: “Viden er aldrig spildt.”
Wendy, med et koket grin: “Problemer eller viden?”
Grip svarede selvsikkert: “Begge dele. Vi lærer af begge.”
Skip brød ind: “Ja, nøgen nød lærer at spinde en kvinde, som de siger.”
Wendy: “Skip! Det hedder faktisk, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Punktum.”
“Åh, detaljer, men hvorfor er hun nøgen?” spurgte Skip og ville have rullet med øjnene, hvis han altså havde nogen. “Men jeg tænker mere på rejsen tilbage. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal føle om det.”
Wendy sukkede: “Det er ikke mærkeligt. Vi glæder os – og er lidt vemodige. Det er bare sådan, det er.” Der blev lidt stille iblandt dem.
Chris, med et stille smil: “Det føles som en endestation, når næste seng minder om, eller faktisk er, en hospitalsseng. Når vi kommer hjem, er den opsat, men der er lyspunkter. Nogle kameler er store, og nogle er en hel karavane.” Chris strakte armene i vejret. “Men det skal nok blive okay. Min nye pude – den gør virkelig en forskel. Jeg føler mig mere udhvilet og mindre stiv om morgenen.”
Grip: “Lad os fejre det positive – den nye pude! Det er et breakthrough og noget, vi skal fokusere på.”
Chris nikkede: “Måske er det tid til at dele den med andre? Skal vi få den produceret? Ja, vi skal altså ikke selv gøre det. Jeg er blevet for gammel og ikke motorisk i stand til det.” Chris kiggede på de andre. “Jeg ved godt, at jeg snakkede om, at vi kunne lægge mønstrene op på vores side, men hvad er sandsynligheden lige for, at nogen syer puden?”
“Og glemte jeg at sige, at version 2 allerede er ved at blive syet og kommer i morgen?” spurgte Chris med et skævt smil.
“Ja,” sagde Skip, “og hvis du er hurtig, kan vi både nå en version 3 og 4 også.”
De kluklo alle sammen.
Wendy: “Lad os kontakte et firma, der tænker som os: Hjælpemidler skal virke, være tilgængelige og ikke koste spidsen af en raket.”
Skip, ivrig: “Chris, hvis du spørger, kan du vinde noget. Hvis du ikke gør, mister du intet. Du har alt at vinde.”
Chris grinede: “Du lyder snart som Grip. Men du har ret – intet vover, intet vinder. Vi kan da prøve, så viser vi dem også hageservietterne og lagerne.”
Grip: “Lure mig, om ikke Chris allerede har snakket med skrædderen her.”
Chris smilte igen, et af de der underfundige smil, som man ikke vidste, hvad betød, og blinkede til Grip.
