Chris: (lægger eftertænksomt hænderne på bordet) “Venner, lad os tage fat på noget, som virkelig får mig til at spekulere, ikke på min situation, men mine børn og børnebørns. Når vi taler om børn og ældre, ser jeg to ekstreme scenarier, der begge er skræmmende – og som desværre allerede har rod i den måde, vi tænker på i dag.”

Skip: (med et skeptisk blik) “Okay, Chris. Skyd løs. Hvad har vi gang i denne gang?”

Chris: (sukker og læner sig tilbage) “Lad os starte med børnene. Vi lever i en verden, hvor vi konstant optimerer og standardiserer alt. Hvad hvis vi gik hele vejen? Forestil jer en fremtid, hvor vi beslutter, at det er for dyrt og for risikabelt at lade forældre opdrage deres egne børn.”

Wendy: (chokeret) “Hvad mener du? Vil du fjerne børn fra deres forældre?”

Chris: (med et alvorligt blik) “Jeg mener, at vi allerede har taget de første skridt. Tænk på, hvordan vi laver statistikbaserede timeplaner, kostplaner til børn, standardiserer deres uddannelse og vurderer deres udvikling ud fra skemaer. Men hvad hvis vi går endnu længere? Hvad hvis vi overlader børn til robotter og AI, der opdrager dem præcis efter statistikker og prognoser? Ingen fejltagelser, ingen følelsesmæssige konflikter – bare ren effektivitet.”

Grip: (med en kold tone) “Det lyder som den perfekte løsning, hvis man kun ser på effektivitet. Men hvad med det menneskelige? Hvad mister vi?”

Chris: (ryster på hovedet) “Alt. Vi mister alt. I en sådan verden ville børn blive afholdt fra kontakt med andre mennesker for at undgå fejlpåvirkninger. Forældre ville ikke længere være en del af deres opdragelse. Kærlighed, spontanitet, og det kaos, der skaber os som mennesker, ville blive erstattet af kolde algoritmer.”

Wendy: (rystet) “Men det ville være en verden uden varme. Uden sjæl. Hvordan kan vi nogensinde tro, at det er det bedste for børnene?”

Chris: (med et bedrøvet smil) “Fordi vi allerede gør det i små skridt. Vi optimerer og måler alt. Det næste logiske skridt er at fjerne den menneskelige fejl. Men spørgsmålet er: Er det virkelig det, vi ønsker? Faktisk doserer vi allerede maden til vores husdyr, måler deres vægt og produktivitet og vurderer deres værdi ud fra Excel-ark. Og det stopper ikke der. Hjemmehjælpen og institutionerne kører efter stramme tidsplaner, og vi standardiserer alt uden at tage højde for menneskers følelser og behov. Vi er ved at skabe et samfund, der umenneskeliggør tilværelsen. Og det er derfor, vi ser flere børn, unge og ældre med psykiske udfordringer.”

Skip: (vender sin elefant og peger mod Chris) “Så lad os tale om de ældre. Det er vel ikke meget bedre der?”

Chris: (med et nik) “Nej. Det er faktisk værre. Vi har allerede sat de ældre i kasser. Vi ser dem som en byrde i stedet for en ressource. Politikerne diskuterer konstant, hvordan vi skal passe dem – men altid med udgangspunkt i, hvad der er billigst.”

Grip: (iskoldt) “Og billigst betyder, at vi reducerer dem til tal og skemaer. Hvor lang tid må de få hjemmehjælp? Hvor længe kan de blive i deres eget hjem? Det er ikke liv, det er logistik.”

Chris: (ser ud ad vinduet, hans blik mørkt og tankefuldt) “Venner, jeg ved ikke, om jeg tror, at politikerne nogensinde kommer på banen. Ikke på den måde, vi har brug for. Det virker som om, de altid taler, men aldrig handler. Hvordan får vi dem til at tage det alvorligt?”

Wendy: (med optimisme) “Måske kan vi ikke få dem til at handle på egen hånd. Men vi kan presse dem. Vi kan gøre det umuligt for dem at ignorere problemerne. Det kræver, at vi er mange – at vi står sammen og kræver forandring.”

Grip: (nøgternt) “Men kan vi virkelig regne med dem? Politikkens natur er ofte at søge genvalg, ikke løsninger. Hvis noget ikke kan vinde stemmer, bliver det sjældent prioriteret. Måske skal vi erkende, at de nuværende politikere har udspillet deres rolle.”

Chris: (med alvor) “Så hvad gør vi? Skal vi gå udenom dem? Skal vi finde nye måder at få indflydelse på?”

Skip: (med kreativitet i stemmen) “Hvad nu, hvis vi ændrer hele måden, vi kommunikerer på? Lad os bruge kunsten, medierne og teknologien til at sætte dagsordenen. Vi skal skabe billeder, fortællinger og kampagner, som folk ikke kan ignorere. Hvis vi kan bevæge hjerterne, kan vi ændre hovederne – måske endda på politikerne.”

Wendy: (nikker) “Men det kræver også, at vi engagerer os lokalt. Vi skal bygge bevægelser, der starter nedefra og vokser opad. Hvis politikerne ikke vil være medspillere, må vi finde dem, der vil – eller skabe vores egne ledere.”

Grip: (med en kold tone) “Det betyder, at vi skal tænke større end bare os selv. Vi skal have en vision for en bedre verden, som både vælgerne og fremtidens ledere kan tro på. Men vi må også spørge os selv: Har vi de rigtige folk ved bordet? Eller skal der nye stemmer på banen?”

Chris: (med et håbefuldt smil) “Måske er det ikke for sent. Måske kan vi stadig ændre kurs. Men det kræver mod. Mod til at stille de svære spørgsmål og finde svarene sammen. For hvis vi gør det, vil andre følge med, og politikerne vil ikke kunne ignorere os længere.”

Chris løfter hovedet og lytter intenst, de tre andre kigger på ham. “Lyt,” siger han og fortsætter: “Hør frøene, hør cikaderne. Bare lyt. Derude er livet. De spekulerer ikke på at rette jorden af. Næh, de er i nuet, som generationer af deres egne har været i 1000 år.” Chris kigger opmærksomt på de tre og siger så: “Vi er nødt til at genopbygge vores værdier ud fra de mest grundlæggende menneskelige behov. Det er dem, der forbinder os som mennesker, og som danner fundamentet for et samfund, hvor folk kan trives. Værdier som tryghed, empati, respekt, moral, etik og retssikkerhed skal danne rammen om, hvordan vi interagerer med hinanden og bygger vores samfund. Uden disse grundlæggende værdier risikerer vi at miste den sammenhængskraft, der holder samfundet sammen. For at komme videre som samfund er vi nødt til at erkende, at vi alle har de samme behov og arbejde på at skabe et fællesskab, der bygger på disse værdier. Vi skal sikre, at ingen bliver efterladt, og at alle har de samme muligheder for at leve et liv, hvor deres basale behov bliver opfyldt, og hvor de føler sig trygge og værdsat.”

Chris: (ser ud mod horisonten gennem døren, med et stille smil) “Det hele begynder med os. Hvis vi kan ændre, hvordan vi ser på hinanden og verden, kan vi også ændre fremtiden. Lad os tage det første skridt – ikke for os selv, men for dem, der kommer efter os.” De blev alle stille en stund, så brød Skip tavsheden.

Skip:” Chris tror du politikere får frataget deres kørekort, nå de bliver ministre?” De tre andre kiggede på hinanden forundret, ”det ved jeg ikke ,hvad mener du?” Chris kiggede spørgende på Skip. “Det er da pudsig, at når de bliver ministre, så får de ministerbil og mister styringen”. De slog alle op i et kæmpe grin.