“Der hersker da noget travlhed,” sagde Wendy med et lidt forvirret tonefald, mens hun rullede rundt i huset. Det hele mindede hende om, hvordan Chris engang for sjov havde drejet hende rundt som i en dans. “Jeg bliver helt svimmel – som en kørestol på vals! Har man nogensinde hørt om en køresyg kørestol?” Hun lo, men satte sig hurtigt ved bordet for at finde lidt ro.

Chris smilede. “Det har jeg aldrig hørt om før, Wendy, men sæt du dig her ved mig. Jeg tror, der er nogen, der har styr på det – selvom det bestemt ikke er mig.”

Skip: “Men hvorfor har de så travlt?”
Grip: “Du kan jo spørge dem.”
Skip: “Spørge? Jeg taler ikke thailandsk, og de taler ikke krykkesprog!”

Grip klemte “elefanten” ekstra fast til stolekanten for ikke at grine højt. “Så er der vel ikke andet, at gøre end at vente og se, hvad der sker.”

Chris lænede sig tilbage og lod blikket glide rundt i det summende rum. “Hver gang vi har været her, har vi mistet nogen derhjemme,” sagde han stille. “En tidligere nabo, en ven, familiemedlemmer. Det er en smerte, der aldrig helt forsvinder.”

Wendy: “Men denne gang fik vi også noget. Et nyt familiemedlem. Det er som om, livet hele tiden balancerer på den fine linje mellem det skrøbelige og det stærke.”

Chris nikkede eftertænksomt. “Det er jo sådan, livet er. Vi bliver mindet om, hvor kort det kan være – men også om, hvor vidunderligt det er. At miste gør ondt, men det minder os også om at værdsætte, hvad vi har, og at fejre de nye begyndelser.”

Chris løftede glasset med vand og smilede lidt. “Og der er noget at glæde sig til. Når vi kommer hjem, venter der noget, som virkelig vil gøre livet lettere for mig.”

Skip: “Den nye seng?”
Chris: “Ja, den bliver fantastisk. Og så stolen, der kan tage mig op til første sal. Jeg har savnet at komme derop uden at det føles som en hel ekspedition.”

Grip: “Det bliver virkelig godt, Chris. En påmindelse om, at selv små forbedringer kan gøre en kæmpe forskel.”

Wendy: “Og mens vi glæder os til det, kan vi tage de sidste øjeblikke her til at nyde det, vi har nu. Solen, varmen – og måske den sidste portion mango sticky rice

Grip kiggede nysgerrigt på Chris. “Så Chris, er du egentlig ladet op til en vinter derhjemme? Det bliver jo noget andet end solen her.”

Skip hoppede en enkelt gang og udbrød: “Ja, og hvis du kun kører på solceller, rækker energien vist ikke langt derhjemme. Der er jo ikke ligefrem mange solskinstimer på denne tid af året.”

Wendy: “Så hvad foreslår vi for nogle batterier, han skal køre på? Litium-ion? Eller måske en god, gammeldags oplader med et stik til motivation?”

Chris lo højt. “I behøver ikke bekymre jer! Jeg er ladet op med masser af energi – og lidt ekstra gåpåmod oveni. Jeg har jo jer til at holde skruen i vandet.”

Grip: “Det er godt at høre. For vi ved alle, at vinteren kræver lidt ekstra. Når sneen lægger sig, og dagene er korte, skal vi bruge hver eneste reserve.”

Chris smilede og sagde: “Og ved I hvad? Jeg tror, hemmeligheden er at finde energien i de små ting. En kop varm kakao, en hyggestund med venner, eller bare det at vågne op til en ny dag. Det er ikke solen, der oplader mig – det er livet.”

Chris trak vejret dybt og smilede til sine tre trofaste venner. “Det hele minder mig om, hvor meget livet er en dans. Nogle trin føles tunge, når vi mister, men så kommer de lette trin igen, når vi får noget nyt. Det er en evig rytme, og den holder os i bevægelse.”

Grip: “Og vi er med dig hvert skridt på vejen.”

Wendy: “Jeg er måske kun en kørestol, men jeg føler mig som en del af holdet. Jeg vil altid være der for dig, Chris.”

Skip: “Og hvis vi mister grebet, holder vi fast i hinanden. Det er det, vi gør bedst.”

Chris lo og nikkede. “Ja, vi klarer det sammen. Og mens vi ser frem til det, der venter, vil vi nyde det, vi har lige nu.”

Chris tilføjede med et smil:
“Man siger, at livet ikke handler om at vente på, at stormen lægger sig – men om at lære at danse i regnen. Jeg skal bare lære, at danse med sne på fødderne og  krykker i hænderne.”