“Ja, venner, om 14 dage på denne tid lander vi oppe nordpå. Sidste bulletin lød på sne og -5°. Så begynder en ny hverdag – faktisk et 180° skift med alt: vejret, temperaturen, maden, sproget, kulturen og meget mere. Blandt andet den ‘larmende stilhed,’” sagde Chris med et skævt smil.

Wendy tilføjede: “Ja, og jeg føler, at jeg lander i kosteskabet, var jeg lige ved at sige. Det bliver mærkeligt, når vi har været sammen 24 timer i døgnet så længe, at pludselig skulle adskilles og kun blive taget frem til ‘pæn brug.’”

Skip svarede: “Jeg ved godt, hvad du mener, og hvad du tænker og føler, Wendy. Men vi skal nok klare det. Vi må sørge for, at Chris forbliver aktiv. Og vi håber jo stadig, at vi er heldige nok til foråret til at få den nye bil.”

Grip tilføjede: “Ja, det er en trist begivenhed, men vi må tage det, som det kommer. Og mon ikke du bliver taget med på en del indkøbsture her i julen?”

Chris: “Det er ikke kun underligt, det der med, at det er svært at sige farvel til noget, som har været godt. Jeg husker som dreng, at når man havde haft en god ferie, mødt en masse venner eller måske fået en lille sommerforelskelse, så var det næsten ikke til at bære, når det var slut. Jeg husker også en reklame for et rejseselskab, der havde sloganet: ‘En rejse, du ikke vil hjem fra,’ og de viste en mand, der gemte sig på afrejsedagen for guiden. Mange af os genkender nok situationen.”

Chris tog et glas vand og sank, før han fortsatte: “Selvfølgelig er vi glade for forandringer og nye oplevelser, men det handler jo om det, vi kalder hverdagen. Bare hør, hvordan det klinger: ‘hver dag.’ Det får det næsten til at lyde negativt. Men hverdagen kunne jo være sådan, at hver dag bliver en god dag. Det handler om, hvad vi vil gøre den til, og hvad vi vil bruge livet på.”

Skip: “Ja, når nogen siger: ‘En ny dag truer,’ så ligger der noget alvor selv i den spøg.”

Grip: “Men hvad er det, der gør, at vi bliver så låst? Det er jo faktisk os selv, der sætter grænserne, og der er ingen, der siger, at vi ikke kan udvide dem.”

Wendy: “Ja, det er jo lidt interessant at se i forhold til din situation, Chris. Du vil gerne have kontrol og forudsigelighed, men du har altid været spontan og klar.”

Chris: “Ja, jeg tror, det handler om for mig og mange af mine ligesindede om tryghed. Fordi vi kan ikke handle rent fysisk hurtigt mere. Blandt andet tænker jeg på, hvis der sker noget, hvor vores handicap forhindrer os i at flygte, hvilket er en naturlig respons. Hvis vi ikke kan flygte, skal vi måske kæmpe. Men vi kan hverken kæmpe eller flygte, så vi bliver fanget og pacificeret. Det er dybt frustrerende.”

Skip: “Det kan jeg godt forstå. Men hvad er det med mennesker, der gør, at de ikke vil nyde hver dag? Hvorfor taler de om trommerum?”

Chris: “Jeg talte med mange thailændere, og de havde faktisk ikke lyst til at rejse. De ville helst være hjemme i deres habitat – for at bruge et smart ord. Det var selvfølgelig ikke de unge, som måske er mere orienteret mod verden, men folk fra omkring 40 år og opefter. De var generelt glade for livet og det, der skete omkring dem, og havde ikke noget behov for at rejse væk.”

Chris tog endnu en slurk af sit glas med vand og fortsatte: “Her ser man en stor forskel. Her taler man med hinanden, er sociale, er hjemme når ungerne kommer fra skole, arbejder i det lokale område og passer deres ældre og handicappede hjemme, forudsat at de ikke har brug for helt speciel hjælp. Man lever generelt et mere enkelt liv og jagter ikke forbrug og behov for nye ting hele tiden. Jeg ved ikke, hvor meget klima og udeliv spiller ind, men vi ser jo det samme i Spanien, Portugal og nogle områder af Europa, hvor en stor del af livet leves udenfor.”

Chris kiggede på de tre andre. “Men for mig og i min situation må jeg indrømme, at det er noget helt andet at være handicappet og bruge kørestol sydpå end nordpå om vinteren. Du skal ikke have så meget tøj på, jeg kan have bare tæer som det mest naturlige i verden.” Chris lo. “Du fryser ikke, der er fremkommeligt at køre, vasketøj bliver hurtigere tørt, der er friske grøntsager, og du skal ikke være bange for at gå med dine krykker, for der er ikke noget is eller sne. Men vi ved det jo fra, når foråret kommer – så ændres hele billedet jo også op nordpå.”

Wendy: “Men du kan jo godt lide at være nordpå.”

Chris: “Ja, jeg elsker at være nordpå. Jeg elsker lyset, specielt de lyse nætter, og så er der også en stilhed, som jeg godt kan lide. Og så bor vi jo et fantastisk sted i et fantastisk hus med nogle fantastiske venner.”

Skip: “Det bliver hyggeligt at komme hjem til jul. Den gode mad, den nordiske hygge, de vante omgivelser, venner og bekendte, det kulturelle – og ikke mindst sproget.”

Chris: “Det har du helt ret i, og jeg ser da også frem til det. Men alligevel forlader man altid noget med et stik i hjertet.”

Grip: “For at bruge et fortærsket citat: Når en dør lukkes, åbnes en ny.”

Skip: “Ja, så længe man er i live, for der er ingen, der ved, mig bekendt, hvad der sker, når den sidste dør lukkes.”

Chris: “Jeg har da lært i livet, at man ikke kan være sikker på noget. Nogle døre bliver lukket, og pludselig står man et helt andet sted. Livet er uforudsigeligt på nogle områder.”

Wendy: “Ja, det har vi jo snakket om før. Bare sig til dig selv: Det eneste, der er sikkert, er, at der ikke er noget, der er sikkert.”

Chris: “Ja, vi tror jo, alt er fremgang, men måske er vi bare godt i gang med tilbagegang. Når jeg ser de tendenser, der rører sig nu, kan jeg godt blive meget bekymret for synet på kvinder, handicappede og folk med en anden seksualitet eller andre grupper, som bliver lagt for had. Vi er midt i en brydningstid, hvor de såkaldte machoer og fede hvide mænd prøver at skubbe tiden tilbage til deres glade dage, hvor de undertrykte alle, der ikke var enige med dem. Det minder om en uhyggelig højredrejning, der bygger på 30’ernes og 40’ernes ideologi. Jeg kan godt analysere mig frem til, hvorfor vi landede der, men jeg kan ikke acceptere det.”

De sad lidt stille og smilede afvæbnende til hinanden, for det var jo sandt. Grip brød tavsheden: “Nå, men der er heldigvis mange, der tænker som os, og livet er cirkulært. Så det går vel over. Fat masten – der er smult vande i sigte.”

Wendy: “Ja, og som vi snakkede om – vi vil skabe vores eget liv.”

Chris smilede og kiggede rundt på sine venner: “Måske handler det hele om at finde den rette balance. Vi bevæger os gennem livet med forandringer og udfordringer, men det er i hverdagen, i de små øjeblikke, vi bygger vores fundament. Det handler om at værdsætte det, vi har, samtidig med at vi tør åbne dørene til noget nyt.”

Wendy nikkede og sagde: “Og selvom vi ikke altid kan styre, hvilken dør der åbnes eller lukkes, kan vi stadig vælge, hvordan vi går gennem den.”

Grip smilede: “Så længe vi husker, at vi har hinanden og selv kan skabe mening, er vi altid et skridt foran.”

Skip afsluttede med en forløsende latter: “Og hvis vi mister grebet, så hjælper vi hinanden med at holde fast.”

De lo sammen, og en ro sænkede sig over dem. Livet var måske ikke altid forudsigeligt, men det var deres eget – og det var nok.