“Ingen tvivl om, at dette er det bedste slik,” sagde Chris, mens han guffede sin khao lam i sig. Han lænede sig tilfreds tilbage og fortsatte: “Khao betyder ris, og lam betyder bambus, men heroppe i nord betyder lam også lækkert. Og når vi omtaler et bambustræ, hedder det mai phai.”
Chris tog en bid til og fortsatte med munden fuld af ris: “100 % naturligt: klisterris, kokosmælk og palmesukker. Nej, ikke palmesukker – palmeblomst-sukker. Kæmpe forskel!” Han smilede bredt, tog en ny bid og talte stadigvæk med munden fuld: “Bland og kog det hele, rist det på gløder, så aromaen fra bambusrøret blander sig med ris, kokosmælk og palmeblomst sukker, og så har du, i min verden, det bedste slik overhovedet.”
Wendy kiggede på ham med et skævt smil: “Ja, så er der vist ingen her, der er i tvivl om det. Men jeg ville være glad, hvis jeg fik lidt olie og fik vasket mine betræk. En lille justering ville nok heller ikke skade.” Hun så mod Chris med et glimt i øjet.
Skip, som hang i sin elefant på en stol, rømmede sig og sagde: “Ja, og hvis jeg kunne få tørret håndtaget af efter dengang med sukkerstadsen, så skal du ikke høre et ondt ord fra mig.” Han smilede til Wendy og vendte sig derefter mod Grip. “Hvad med dig, Grip? Grib chancen!” Skip lavede en attitude som en sportsjournalist, holdt sin hånd op som en mikrofon og begyndte at kommentere: “Og herre Grip greb chancen – eller var det herre Grip, der mistede grebet?”
Skip kluklo af sin egen morsomhed. Grip som dinglede på bordkanten i sin elefant, kiggede på ham og sagde: “Ja, morsom på andres bekostning. Det koster ingenting,” mens han smilede underfundigt. “Men det har vi jo talt om, ikke? Ikke også, Chris?”
Grip så på Chris, som hurtigt forstod og svarede: “Jo, den uheldige side ved Skip har vi snakket om.” Han blinkede til Wendy, som forstod spøgen, men hans blik blev pludselig fjernt. Han kiggede ned på sine hænder, der rystede svagt. Han forsøgte at skjule dem ved, at lægge dem i skødet.
Chris sukkede og sagde lavmælt: “Nogle gange tænker jeg på, hvordan usikkerhed rammer os alle sammen, selv når vi føler os mest trygge.” Han så op, hans blik nu mere alvorligt. “Som nu – jeg sidder her og taler om khao lam som verdens bedste slik, men samtidig kæmper jeg med tanken om, hvor afhængig jeg er blevet af andre. Om hvordan jeg bliver nødt til at bede om hjælp, selv til små ting.”
Wendy så på ham med varme i øjnene og sagde blidt: “Chris, det er noget, vi alle sammen oplever – det med at miste kontrollen over ting, vi troede, vi havde styr på. Men det gør dig ikke mindre. Det gør dig menneskelig.”
Skip, der stadig hang på stolen, sagde mere eftertænksomt: “Ja, og ved du hvad? Når man sidder der og tænker, at man har mistet grebet, så er det godt, at der er nogen, der kan gribe én.” Han smilede skævt og nikkede mod Wendy og Grip. “Vi er her, Chris. Så bare rolig – hvis du mister grebet, så hjælper vi dig.”
Grip kiggede på Chris og sagde med et roligt smil: “Og nogle gange er det okay ikke at holde fast i alt. Nogle ting er bare for at blive delt.”
Chris smilede svagt og tog endnu en bid af sin khao lam. “Måske har I ret. Og måske er det også dét, der gør noget som khao lam så særligt – at det ikke bare er lækkert, men at det er noget, man altid deler. Noget, der er bedst, når det er sammen med andre.”
Stemningen blev stille et øjeblik, ikke tung, men eftertænksom, før Wendy brød stilheden: “Men Chris, hvis vi skal dele, så bliver du altså nødt til at lade os smage det der verdens bedste slik.”
Alle grinede, og Chris rakte khao lam’en frem med et smil, der nu var lidt lettere. “Okay, men kun hvis I lover at hjælpe mig med, at tørre alle håndtagene af bagefter,” sagde han og blinkede til Skip.