Alt lå klar, line-up ready to go: tasken med ekstra bleer, bukser, Parkinson-piller, pas og penge. Wendy var halvt opladet, Skip og Grip var med, telefonen var pakket – jo, alt var klar. Chris havde endda samlet det hele i en mulepose, han selv havde fået lavet, stor nok til også at kunne rumme hans computer, hvis han skulle få brug for den.

De havde kørt godt halvanden time, da alarmen på mobiltelefonen ringede for at minde ham om, at det var tid til pillerne. Chris udbrød: “Det er løgn!” Han rodede rundt i tasken én gang til. Så tog han den anden taske og gennemsøgte den – nej, Parkinson-pillerne var der ikke.

“Shit,” mumlede han lavt. Det var første gang, han ville være væk så længe uden sine piller. De næste 12-14 timer måtte han klare sig uden. Han havde ikke lyst til at vende om og køre halvanden time tilbage. “Det må gå, som det går,” tænkte Chris.

Chris: (træder ud af bilen og går om til Wendy, Skip og Grip, der småsnakker oppe på ladet) “Jeg har noget at tilstå, venner. Jeg har glemt mine Parkinson-piller derhjemme.”

Skip: “Hvad?! Chris, hvordan kan du glemme noget så vigtigt? Du er altid så grundig med at pakke!”

Chris: (sukker og slår ud med armene) “Jeg ved det, Skip. Alt lå ellers klar. Men åbenbart ikke pillerne. Jeg rodede i tasken og kiggede i den anden også. De er der bare ikke.”

Grip: (prøver at være trøstende) “Rolig nu, Chris. Så længe du ikke begynder at danse breakdance midt på gaden, klarer vi det nok.”

Chris: (smågriner trods alt) “Breakdance? Nej, den tid er vist forbi. Men jeg kan allerede mærke, at dagen er imod mig.”

Wendy: (prøver at tage kontrollen) “Okay, vent lige. Vi har stadig halvvejs i dag foran os. Lad os tage et hurtigt kig på planen. Kan vi finde et apotek i nærheden?”

Chris: (ryster på hovedet) “Ikke her. Det tager tid at få de rigtige piller, og vi har ikke en recept med. Vi må bare komme igennem dagen.”

Skip: (ser bekymret ud) “Men hvad nu, hvis du bliver dårlig? Skal vi vende om?”

Chris: (med beslutsomhed) “Nej. Det tager halvanden time at køre tilbage, og jeg har ikke lyst til at bruge hele dagen i bilen. Vi klarer den. Det må gå, som det går.”

Wendy: (forsøger at opmuntre) “Hvis det er nogen trøst, Chris, så har du allerede klaret værre dage. Husk dengang i Bangkok-trafikken, hvor vi sad fast i fire timer og ingen havde batteri på telefonerne? Du klarede den dengang, og du klarer også det her.”

Grip: (nikker) “Ja, og vi er her for dig, selvom vi står her oppe på ladet og ikke kan gøre meget. Det bliver en historie til samlingen, ikke?”

Chris: (smiler og tager fat i sine krykker) “Tak, venner. Det skal nok gå. Men lad os komme videre, inden jeg fortryder, at vi ikke vendte om.”

Resten af dagen gik heller ikke som planlagt. Hans visit blev mødt af bureaukrati – den ene hånd vidste ikke, hvad den anden lavede. Trafikken føltes ekstra tung, og alt gik langsommere end normalt. Han bemærkede også, at han sad dårligere i passagersædet, end han plejede. Passagersædet var tydeligvis ikke designet til handicappede, måtte han endnu engang konstatere.

Bilfabrikanterne tænkte kun på føreren – underligt, når nu deres reklamer handler om komfort, køreglæde, design og moderne teknologi. En simpel lille pumpe til at løfte sædet eller en gevindstang med et lille håndtag til at justere tilt – det var åbenbart uden for bilfabrikanternes forestillingsevne. Chris rystede på hovedet og tænkte på citatet: “Verden vil bedrages – og det bliver den.”

Dog var der et enkelt positivt højdepunkt på dagen. På vejen tilbage stoppede de på en hyggelig restaurant, hvor både maden og udsigten var i top. Fire mennesker, syv lækre retter, øl og sodavand – og det hele for under 1.000 baht. Det var en positiv overraskelse! Dog kunne Chris ikke helt undgå, at en lille dårlig samvittighed sneg sig ind. Havde de glemt at tage betaling for noget? Eller lavet en regnefejl? Ja, der er slanger i paradis – også i tankerne.

“Det bliver godt med lidt søvn,” tænkte Chris. Det var en af de dage, man bare skal springe hurtigt videre fra. I morgen åbner som altid med nye muligheder.