“Jeg snakkede i går om, at vi i dag skulle lave lidt status på vores projekt,” sagde Chris, mens de sad ved morgenbordet. “At vi har fået afslag fra det etablerede kunstsystem overrasker mig ikke. Det styres hårdt, kynisk og konservativt.” Chris løftede et øjenbryn og pegede på brevet. “Der står klart, at vi ikke kan klage over beslutningen, da den har fuldmagt fra bestyrelsen.” Han smilede skævt. “Ja ja, stift skal det være, og stift skal det blive.”

Wendy spurgte: “Sådan er det, men hvordan går det med de andre projekter?”

Skip kommenterede hurtigt: “Fra min position, hængende ved siden af sengen, kan jeg se, at du faktisk sover længere og bedre med den runde pude. Gør du ikke det?”

Chris nikkede. “Jo, det er helt fantastisk. Jeg er faktisk oppe på at sove næsten 6 timer. Jeg bliver så overrasket hver morgen, når jeg vågner, og det er lyst. Nu er den afprøvet i over en uge, og den bliver min fremtidige hovedpude.” Hans øjne lyste op. “Jeg får fremstillet en til, fordi dette virkelig er en game changer. Jeg er sikker på, at mange andre også kunne have glæde af denne type med kapokfyld.”

Skip klappede med foden i gulvet. “Det var da en god nyhed! Langt bedre end kunstpenge til de indledende gymnastiske øvelser for skulpturen.”

Chris lo. “Ja, det er ubetaleligt, og det betyder også, at jeg ikke falder i søvn, når jeg bare sidder.”

Wendy spurgte igen: “Og de andre projekter?”

Chris svarede glad: “Silikoneprojektet går fremad. De tests, jeg har lavet, virker fint. Til min overraskelse var det den simple udformning, der var bedst, så nu skal det omsættes til et rigtigt produkt og afprøves. Dette kan også blive en forbedring af søvnoplevelsen.”

Grip spurgte: “Hvordan går det med hageservietterne?”

Chris svarede: “Jeg har fået de fedeste farver i bambusfiber og hentet lokalt produceret bivoks, kokosolie, en malerrulle og en varmeblæser. Men de magneter, vi bestilte, er for små. Skrædderen og jeg blev enige om, at de næsten ikke kan håndteres. De nye kommer heldigvis i morgen. Der er nok at tage fat på.” Han smilede og fortsatte. “Og så skal vi have anmeldt ‘Elefanten’. Den har virkelig forandret min dagligdag, og jeg vil gerne have, at mange andre også får glæde af den.”

Skip nikkede. “Ja, det kan jeg godt forstå. Jeg har ikke fået mange skrammer siden, og jeg tror faktisk ikke, jeg er faldet på gulvet, siden du testede, om Grip kunne trække mig op.”

Grip tilføjede: “Det overraskede mig også. Jeg er altid i nærheden af dig, Chris.”

Skip hoppede en gang. “Og jeg kan se, hvad du laver. Man har vel lov til at være nysgerrig!”

Chris smilede og fortsatte: “I går snakkede vi om noget vigtigt, nemlig hverdagshelte og heltinder. De kæmper i stilhed – uden rampelys eller stor anerkendelse. Det er forældre, der balancerer arbejde og familieliv, dem, der tager sig af syge eller ældre, og mennesker med kroniske sygdomme, der stadig finder overskud til at være der for andre. Det er også dem, der hjælper naboen eller bringer lys i andres liv med små venlige handlinger.”

Han kiggede rundt på de tre. “Disse hverdagskampe kræver mod, styrke og vedholdenhed. Skal vi ikke dele nogle små historier, der viser, hvad jeg mener?”

Chris begyndte: “En tidlig mandag morgen, hvor byen stadig vågner, udfolder små heltefortællinger sig overalt.”

Wendy nikkede. “Okay, jeg starter. Sygeplejersken Maria trådte ind på hospitalet kl. 06:45 med trætte øjne efter en nat med sit febersyge barn. Hun tog sig tid til at berolige en ældre mand og ringe til hans datter, alt imens hun håndterede en travl afdeling. Ingen takkede hende direkte, men hendes varme blik var nok for manden.”

Chris nikkede. “Det er lige præcis sådan noget, jeg mener.”

Grip fortsatte: “Skolelæreren Henrik brugte sin weekend på at finde en måde, så Mikkel kunne forstå matematik. Da han så drengens smil, vidste han, at det var det hele værd.”

Wendy og Skip nikkede. “Rørende,” sagde Skip.

Grip tilføjede: “En mekaniker, Lars, opdagede, at en ældre dame ikke kunne betale for reparationen på sin bil. I stedet fandt han en billigere løsning og fik bilen til at køre igen. Hendes smil sagde alt.”

Skip tog over: “Buschaufføren Tage kender sine faste passagerer. En dag stoppede han ekstra længe for en mor med klapvogn og hjalp hende ind. Ingen klagede over forsinkelsen, fordi hans venlighed smittede.”

Wendy tilføjede: “En ung pige, Amalie, købte mad til en hjemløs mand, hun så lede efter flasker. Han blev så rørt, at han begyndte at græde. En lille gestus med stor betydning.”

Chris nikkede og kiggede på Grip. “Har du flere historier?”

Grip nikkede og fortalte: “Postbuddet Jens opdagede, at en ældre dame på hans rute ikke havde hentet sin post i flere dage. Han ringede på døren, men ingen svarede. Bekymret kontaktede han naboerne, som fik fat i damens familie. Det viste sig, at hun var faldet og havde brug for hjælp. Jens’ opmærksomhed gjorde en kæmpe forskel.”

Chris smilede og vendte sig mod Wendy. “Hvad med dig?”

Wendy fortalte: “En butiksejer, Louise, opdagede, at en kunde havde glemt sin pung. I stedet for bare at vente, satte hun sig i bilen og kørte til kundens adresse, som hun fandt på kvitteringen. Kunden blev overvældet af hendes hjælpsomhed og sagde, at hun aldrig havde troet, folk kunne være så venlige.”

Chris lænede sig frem. “Små handlinger, der får hverdagen til at glide. Det er sådan helte og heltinder skabes – en dag ad gangen.”

De sad et øjeblik i stilhed og lod historierne synke ind.