Skip: “Nu kan det godt være, at nogle af vores læsere står af og det ville være trist, men vi er nødt til at tale om de her ting. Vi kan ikke lade som om, det ikke eksisterer, og vi kan ikke undgå at tage del i løsningerne, bare fordi vi ikke orker, at høre på det eller tænker ‘Hvad kan jeg gøre?. Jeg har jo ingen indflydelse.’ Så nu håber jeg, at læseren hænger på, for dette er vigtigt.” Skip sætter Elefanten fast på bordkanten og fortsætter: “Mange mennesker har så travlt, at de ikke får taget sig tid til at reflektere lidt over deres liv – hvad de egentlig er i gang med, og hvorfor de gør, som de gør. De undskylder for ikke at tage stilling og bliver enten fornærmede eller føler sig uretfærdigt behandlet, når man siger: Stop op, lyt til dig selv, lyt til dine omgivelser, lyt til livet. Mange føler sig fanget i et hamsterhjul, men de har muligheden og valget for at bryde den onde cirkel.”
De andre kigger på Skip og ved, at de lige så godt kan sætte sig ned, for nu skal diskussionen tages.
Skip: “Citatet ‘alle vil udvikling, men ingen vil forandring’ er nok meget rammende. Der skal drastiske ting til, før vi vågner op af vores tornerosesøvn eller kommer ud af vores automatiserede gear. Men nu tager vi 10 minutter og håber, nogen hænger på – om ikke andet taler vi om det, og det er også væsentligt.”
De andre bliver nysgerrige. Skip plejer at være den sjove og kreative, men hans beslutsomhed i dag virker næsten retssalsagtig.
Skip: “Har I nogensinde tænkt over, hvor ironisk det er, at børns vilkår, besluttes af voksne?”
Wendy: “Ja, og det er jo det samme med så mange andre ting. De syges vilkår besluttes af dem, der nok aldrig har været syge.”
Chris: “Og ældre? Det er middelaldrende politikere, der sidder og fastsætter deres forhold.”
Grip: “Præcis, og i uddannelsessystemet – unge bliver undervist og vurderet efter rammer fastsat af generationer, der selv blev uddannet i en helt anden tid.”
Wendy: “Miljøbeslutninger er heller ikke bedre stillet. Det er ældre politikere, der typisk fokuserer på resultater her og nu, selvom konsekvenserne bliver langvarige.”
Skip: “Det samme gælder arbejdsmarkedet. De velstillede sætter rammerne, mens de, der rent faktisk er afhængige af arbejdsmarkedet, knap nok bliver hørt.”
Chris: “Se på udsatte boligområder – de vilkår bestemmes ofte af mennesker, der aldrig har boet der.”
Grip: “Ja, og hvad med kultur og kunst? Beslutningerne om støtte går næsten altid i de traditionelle retninger, hvilket kvæler nye initiativer.”
Wendy: “Og så er der flygtninge og asyl – dem, der bestemmer vilkårene, har sjældent nogen kontakt med de mennesker, de påvirker.”
Skip: “Jeg tænker også på familier. Ofte besluttes rammerne for børnefamilier af voksne, der selv ikke har små børn længere.”
Chris: “Digitalisering er et godt eksempel. De, der bestemmer forholdene, har ofte ikke engang de tekniske færdigheder, der skal til for at forstå konsekvenserne.”
Grip: “Ja, og strafferammerne i retssystemet? De fastsættes typisk af folk, der selv lever i trygge forhold og sjældent møder udfordringer på den front.”
Skip: “Og hvad med landbrugspolitikken? Små landbrug presses af store industrikræfter og lovgivning, som de store spillere har haft meget lettere ved at påvirke.”
Chris: “Ja, og den samme dynamik ser vi inden for sundhedsvæsenet. Beslutninger om sygehusstrukturer og behandlinger træffes af politikere og økonomer, der sjældent forstår presset på sundhedspersonalet.”
Grip: “Hvilket også gælder inden for forskning og innovation. Forskningsmidlerne går ofte til projekter, der passer ind i traditionelle rammer, fordi beslutningstagere er præget af gamle paradigmer.”
Wendy: “Og ikke at forglemme de sociale ydelser. Mange beslutninger om kontanthjælp og pension træffes af folk, der selv lever trygge liv og ikke har oplevet økonomisk usikkerhed.”
Skip: “Hvad med offentlig transport? Ofte er det dem med egne biler, der sidder og skærer ned på bus- og togdriften i yderområderne.”
Chris: “Det samme gælder ungdomskriminalitet og rehabilitering. De, der beslutter straframmerne, har sjældent indsigt i de sociale forhold, der kan føre unge ud i kriminalitet.”
Grip: “Og uddannelsesvalg? Mange gymnasier og erhvervsskoler bliver styret efter politiske dagsordener, der ikke nødvendigvis matcher de unges interesser eller fremtidens arbejdsmarked.”
Wendy: “Det føles som om, vi konstant overlader beslutningerne til dem, der selv aldrig oplever konsekvenserne.”
Skip: “Måske er det det største problem – beslutningerne mangler simpelthen perspektiv og forståelse fra dem, der virkelig berøres.”
Chris: “Og hvem bestemmer egentlig over de handicappedes vilkår?”
Grip: “Det gør som regel de raske – mennesker, der ofte ikke har nogen reel forståelse for de daglige udfordringer, som handicappede står overfor.”
Wendy: “Det bliver en slags paradoks, ikke? Dem, der har magten til at ændre forholdene, har sjældent nogen indsigt i, hvad der rent faktisk skal til for at forbedre dem.”
Skip: “Det gør, at vi skaber løsninger på andres vegne uden at inddrage deres stemmer – hvilket alt for ofte resulterer i halvhjertede tiltag, der ikke løser de virkelige problemer.”
Grip: “Hvad kunne en løsning egentlig være?”
Wendy: [drejer sig en kvart omgang] “Måske kunne vi begynde med at inddrage de mennesker, det faktisk handler om. Forestil dig en struktur, hvor beslutningstagere har en form for rådgivende råd bestående af børn, syge, ældre og andre relevante grupper. Det ville give en mere direkte forståelse af deres behov. Men Chris, man har jo forsøgt med elevråd på skolerne, ældreråd på plejehjem og så videre. Er det en narresut, eller hvorfor hører vi ikke rigtig noget om deres indflydelse? Eller er det kun lokalt, at disse i gåseøjne ‘samarbejdsgrupper’ findes?”
Chris: “Godt spørgsmål, Wendy. Mange af disse råd er måske skabt med de bedste intentioner, men ender som symbolske tiltag. De bliver sjældent taget alvorligt, og beslutningstagere hører dem nok, men lytter de egentlig? Det er sjældent, at der bliver lavet reel handling ud fra de råd.”
Skip: “Ja, og det skyldes måske, at disse grupper ikke har nogen reel magt. De kan komme med forslag og input, men beslutningerne træffes stadig af dem, der sidder på magten. Det er lidt som om, man giver dem en plads ved bordet uden at give dem bestik til at spise.”
Grip: “Lige præcis. Hvis de skal have reel indflydelse, så skal deres stemmer vægtes og have betydning i de endelige beslutninger – ikke kun være en ‘høringsproces’ uden reelle konsekvenser.”
Wendy: “Så måske er løsningen, at vi gør disse råd obligatoriske i beslutningsprocessen og sørger for, at deres input bliver en del af den formelle politik. Ellers bliver de jo bare den narresut.”
Chris: “Enig. Måske skal vi begynde at presse på for strukturer, hvor disse råd har mere end blot rådgivende magt. De skal kunne udfordre beslutninger og kræve gennemsigtighed, så vi sikrer, at de faktisk bliver taget alvorligt.”
Skip: “Og hvis vi ikke gør det, ender vi bare med de samme problemer igen og igen. Men hvis vi tør at give de berørte grupper mere magt, så kunne vi få en ny type politik – en, der er mere nærværende og menneskelig.”
Grip: “Det kræver nok både mod og vilje fra dem, der sidder på magten. Men hvis vi som samfund kræver, at de her stemmer bliver hørt og respekteret, kan vi måske rykke noget.”
Wendy: “Det ville i hvert fald være et skridt mod et mere inkluderende og empatisk samfund. Vi må bare blive ved med at tale om det – og ikke lade det blive ved ord.”
De følte alle, at de ligesom havde fået luft, og stemningen lettede.
Wendy: “Jeg forestiller mig ofte en verden, hvor kørestole og krykker har deres eget råd. Vi kunne debattere glatte gulve, utilgængelige bygninger og lade hæve-sænke borde være lovpligtige. Måske skulle jeg foreslå en ‘Wendy-lov’!”
Skip: “Vi kunne gøre hele byen til en kæmpestor forhindringsbane. Så kunne alle, inklusiv politikerne, få lov til at prøve en dag i ‘hop-kravl-sving-dig-udenom’-stilen! Det ville være et uforglemmeligt syn.”
Grip: “Forestil jer politikere, der selv skulle åbne en pakke smør med én hånd. Mon ikke de ville ryste på hovedet og sige, ‘Vi må få designet noget bedre?’”
Chris: “Nogle gange tænker jeg, at der burde være en ny minister – en ‘Menneske-logik minister’, der kunne sørge for, at beslutningerne ikke bare ser godt ud på papir, men også fungerer for folk som os.”
Wendy: “Hvis der fandtes en ‘køreplan’ for at få tingene til at give mening for os alle, så skulle vi helt klart være med til at lave den. Og jeg stemmer for, at den skal indeholde skæve, men realistiske løsninger. Bare fordi vi triller, betyder det jo ikke, at vi ruller efter.”
Grip: “Jeg ville foreslå en ny lov: Alle varer i butikkerne skal kunne åbnes af en finger – måske kunne de kalde den for ‘Grip-loven’!”
De kiggede på hinanden og lo af hinandens fjollerier.
Chris sluttede af med :“I morgen skal vi snakke om hverdagens helte og heltinder, for dem findes der rigtig mange af og vi skal have snakket om nogle af projekterne og hvordan det går me dem”.
Wendy:”Et sidste spørgsmål”. Wendy smækkede armlænet ned og spurgte med en vis alvor, men kunne ikke helt skjule et smil, over hvor komisk det måtte se ud, at hun smækkede med armlænet.
Wendy:”Chris hvordan har du det med politikere?”
Chris smilte det der, forunderlige smil, man ikke vidste helt hvad betød.
Chris:”Jeg kender 2 citater, det ene af Winston Churchill som havde en hvis ironi i meget af det han sagde “Politikere tænker altid på det næste valg. Statsmænd tænker på den næste generation.” Og så det jeg bedst kan lide, sagt af forfatteren Mark Twain:“Politikere og bleer skal skiftes ofte – og af samme grund.”
