Skip:
“Det er utroligt, hvilken magt og indflydelse grossisterne har på økonomien, og hvordan det rammer os alle som forbrugere. Over de sidste 20 år er vi gået fra en tid, hvor mange mindre leverandører konkurrerede på markedet, til en situation, hvor få store aktører dominerer det meste. Ifølge undersøgelser har de største grossister og supermarkedskæder mere end fordoblet deres markedsandele i flere brancher, og det er kun blevet værre under globaliseringen, hvor store spillere køber de små op og gør konkurrence næsten umulig.”

Wendy:
“Har de virkelig så meget magt?”

Skip:
“Ja, tænk over det. Grossisterne bestemmer, hvilke varer der kommer ud i butikkerne, og hvad de koster. Når de store grossister dominerer markedet, begynder vi at nærme os monopoltilstande, og det er farligt. Når få aktører kontrollerer næsten alt, kan de nemt manipulere priserne og udvalget. Det går ikke kun ud over de små producenter, der presses ud, men også os forbrugere, der mister valgmuligheder og ender med at betale mere for mindre.”

Chris:
“Og det bliver kun værre, når grossisterne kynisk vælger, at importere alt fra udlandet eller endda etablere deres egen produktion der. Alt, hvad de har i tankerne, er profit – ikke forsyningssikkerhed eller kvalitet for os herhjemme. Tænk bare på alle de basisfødevarer, der kunne blive produceret lokalt og understøtte vores egne landmænd og producenter. Når vi overlader produktionen til udlandet, bliver vi afhængige af internationale markeder og risikerer mangel, hvis forsyningskæderne går i stå. For mig burde basisvarer produceres i vores eget land.”

Wendy:
“Men hvorfor er det et problem? Kan de ikke bare sætte priserne, som de vil?”

Skip:
“Jo, men netop fordi de har så stor magt, kan de presse små producenter til at sælge varer ekstremt billigt – ellers kommer de slet ikke på hylderne. Det pres rammer små virksomheder hårdt og kan føre til, at kun de store virksomheder overlever. Når monopolet bliver en realitet, mister vi mangfoldigheden på markedet, og det kan få store økonomiske konsekvenser for både forbrugere og producenter. Flere rapporter fra de seneste to årtier viser, at koncentrationen af markedsmagt blandt få aktører har skabt en kunstig prisstigning på op til 30% i dagligvarer og almindelige husholdningsprodukter, hvilket rammer de svageste grupper hårdest.”

Wendy:
“Det er jo helt skørt! Når jeg tænker på, hvordan det rammer de mest udsatte – især børnene – bliver jeg virkelig ked af det. Mange familier har ikke råd til det basale, og børnene ser til, når andre fejrer jul og fødselsdage, men selv må de undvære. Til store begivenheder, hvor andre børn glæder sig til gaver og fest, føler de sig udenfor og bliver ofte til mål for mobning. De bliver set som ‘dem, der aldrig har noget’, og det gør ondt. De føler sig forkerte, og det sætter dybe spor. Det burde ikke være sådan for nogen, og slet ikke for børn.”

Grip:
“Det er netop det! Grossisterne indgår så mange studehandler og aftaler bag kulisserne, at vi forbrugere slet ikke får at vide, hvad der foregår. De køber sig til markedsandele og bruger deres størrelse til at kvæle konkurrenter. Hvis en mindre producent endelig kommer ind på markedet, går der ikke længe, før de er presset ud igen.”

Chris:
“Ja, og det påvirker os alle. Når grossisterne har så meget magt, kan de presse priserne, som det passer dem, og de har ingen interesse i at støtte de mindre producenter herhjemme. Resultatet er, at vi mister både arbejdspladser og forsyningssikkerhed. Jeg mener, at basisvarer burde være en lokal prioritet – så vi kan forblive uafhængige af udenlandske markeder og sikre, at vores egen befolkning har adgang til kvalitetsfødevarer uden prisgennemskæring.”

Skip:
“Præcis! Og politikerne gør det kun værre. De er langt fra rollemodeller, og jeg vil slet ikke begynde på det, der foregår i verden lige nu.”

Chris:
“Hold nu, venner – jeg orker ikke at høre om politikere, især ikke efter det seneste valg. Men jeg må indrømme, at mange hjælpemidler er blevet så dyre, at folk ikke har råd til dem. Priserne er vanvittige, og dem, det går ud over, er de mest udsatte – børnene, de ældre, og de handicappede, faktisk ifølge statistikker de sidste ti år, mangler pensionister 5000 kr. årligt, i 2024. Der er ikke meget at købe hjælpemidler for, husk på det er ikke alle hjælpemidler man kan få tilskud eller hjælp til. Hvad skal man med et glas syltede agurker, hvis man ikke kan få låget af? “

Wendy:
“Siger du dermed, at grossisterne og mellemhandlerne har skylden?”

Chris:
“Jeg siger, at de er medskyldige.”

Grip:
“Det burde ikke være så svært at gøre noget, hvis der var politisk vilje. Tiltag som loft på grossistavancer, krav om prisgennemsigtighed og begrænsning af deres markedsandele kunne hjælpe. Regulering af vertikal integration, prisloft på basisvarer og rabatter til mindre forhandlere ville styrke konkurrencen og beskytte både forbrugere og små producenter.”

Grip drejede rundt om sig selv og sagde så lidt sarkastisk,” mennesket dræber mangfoldigheden, det gælder sig i naturen som blandt dem selv, de er sådan en flok myre der har mistet deres dronning eller bier for den sags skyld, og midt i kaos udnytter de kyniske situationen.” 

Skip:” Ah du mener som Desmond Tuto berømte bemærkning: “Da de hvide kom til Afrika, havde de en bibel, og vi havde landet. De sagde, ‘lad os bede.’ Vi lukkede øjnene og bad. Da vi åbnede dem igen, havde vi biblen, og de havde landet.”

De kiggede på Skip som tit kunne hive et eller andet ud af ærmet … Chris forsatte.

Chris:“Men det kræver politisk enighed, og som vi blev enige om i går: Penge står over mennesker. Tag for eksempel nu, hvor alverdens politikere mødes igen for at snakke om miljøet, og det viser sig, at flere og flere falder fra, fordi det hele er en narresut. Der er ingen reel vilje, og dem, der vil noget, har ingen magt – de er kun marionetter for dem, vi snakkede om i går.”

Chris gned sig over panden og fortsatte: “Som gode gamle Storm P sagde – og ham kender nok ikke mange under 35 år – ‘Alle snakker om vejret, men ingen kan gøre noget ved det.’ Og hvis de kunne, ville de ikke gøre det – for der er ingen kortsigtet profit i det.”

Wendy:
“Det lyder trist, som om der ikke er noget håb, men det er der da. Vi skal bare huske på det allervigtigste, og vi ved godt, hvad det er.”

Hun smilede til dem, og de smilede tilbage.

Skip:
“Tak, Wendy, for at minde os om det. Du har så evigt ret.”

Skip lænede sig over mod Wendy og rørte hende kærligt på armlænet. “Vær i nuet og sans det, der er omkring dig. Du kan lige så godt være til stede der, hvor du virkelig er – og for det meste, være positiv.”