Eller er Chris et synonym for kloge Åge ? 

Chris: “Jeg har endnu ikke været på en restaurant eller et spisested her i Thailand, hvor jeg ikke kunne komme ind.” Han smiler tilfreds og klapper kærligt på Wendy.

Wendy: “Det er dejligt at høre, Chris! Så jeg kan altså rulle dig lige hvor som helst her – Thailand må virkelig være tilgængeligt.”

Chris: “Ja, det er det virkelig. Og ved du hvad, Wendy? Jeg har ikke spist hverken hvedemel eller sukker i over to måneder, og jeg kan virkelig mærke forskellen i kroppen.”

Skip: “Det lyder spændende! Hvordan føles det? Er det virkelig så stor en forskel?”

Chris: “Det er utroligt! Jeg føler mig lettere og har mere energi. Det er, som om min krop arbejder bedre uden alt det der forarbejdede stads.” Han klapper sig på maven og griner. “Jeg blev faktisk så nysgerrig, at jeg undersøgte, hvordan folk spiste fra 1900 til 1930. Ved I, hvad jeg fandt?”

Wendy: “Det lyder spændende! Hvad fandt du ud af, Chris?”

Chris: “Ja, kort sagt, så levede de sundere på mange måder, selvom gennemsnitslevealderen var lavere. De spiste naturlig, uforarbejdet mad, som de selv dyrkede, og de fik masser af næring fra sæsonens råvarer. Måltiderne var sociale, og fysisk aktivitet var en del af hverdagen.”

Skip: “Det giver god mening. Den kombination må have gjort dem både sundere og gladere.”

Chris: “Ja, og jeg tænker, at vi kunne lære meget af deres livsstil. Hvis vi fokuserer på at spise naturlige fødevarer uden alle de tilsætningsstoffer, tror jeg, at vi alle ville få det bedre.”

Wendy: “Det lyder som en fantastisk plan, Chris! Tænk, hvis vi kunne få nogle af de gamle principper ind i vores moderne liv – det kunne gøre os både sundere og gladere.”

Grip: “Præcis! Hvis vi genindfører nogle af de gamle principper, kunne vi forbedre vores trivsel og få en mere balanceret livsstil.”

Chris: “Men det er jo ikke så simpelt, for hvem har lige råd til at spise sundt hele tiden? De sunde fødevarer er ofte dyrere end de forarbejdede. Det er ligesom en skjult diskrimination – særligt ældre, børn og handicappede er afhængige af andres valg for, hvad de får serveret.”

Skip: “Og i stedet for at gøre det billigere og mere tilgængeligt, tillader politikerne, at vi bliver bombarderet med sukker og tomme kalorier. Hvorfor skulle det være så svært at sørge for, at folk kan få kvalitetsmad?”

Chris: “Det er lige det! Måske burde vi fritage basisvarer fra moms, så det bliver billigere at vælge det sunde valg. Derudover kunne vi have langt bedre tilsyn med prissætning i butikkerne – så priserne ikke løber løbsk på de fødevarer, som folk reelt har brug for.”

Wendy: “Det ville virkelig hjælpe mange mennesker. Men der burde også være kontrol med alt det sukker og de fyldstoffer, producenterne propper i vores mad!”

Chris: “Ja, og det burde lovgives omkring! Mindre tilsætning af sukker og salt i de færdigvarer, vi køber, så folk ikke ubevidst får dårlige varer indenbords. Vi kunne også indføre nationale regler, der faktisk er strengere end dem i EU – så vi sætter en højere standard herhjemme.”

Skip: “Præcis. Og vi har da også brug for store kampagner fra staten, ligesom de kørte ‘stop rygning’-kampagnen. Tænk, hvis de samme midler blev brugt på at lære folk om god kost – det ville virkelig gøre en forskel!”

Chris: “Og vi kunne have bedre kontrol med kvælstofudledning. Der skal være store konsekvenser for overtrædelser – ellers kommer vi jo ingen vegne. Og jeg er også træt af, at man kan finde på at ændre anbefalinger, uden der bliver lavet kildeundersøgelser af de påstande, forskere og politikere bringer frem.”

Wendy: “Jeg kan bare ikke se logikken. Hvis man virkelig ønskede at forbedre folkesundheden, skulle vi da plante haver og højbede til ældre og handicappede på institutioner – lad dem dyrke deres egne grøntsager. Det ville være en simpel, men sundhedsfremmende løsning.”

Grip: “Præcis! Det ville give dem mulighed for at være selvforsynende i det små og få friske grøntsager og urter. Men der er selvfølgelig ingen penge at tjene på folk, der selv kan dyrke deres mad.”

Chris: “Ja, og så spørger man sig selv, om kostpolitikken bare er blevet solgt til dem, der bliver rige af det hele. I stedet for at sikre god ernæring til folket støtter man systematisk produktionen af dårlige fødevarer – og det betaler vi alle for i sundhedsudgifter.”

Skip: “Og her kommer så ‘geniale’ produkter med tilsætningsstoffer, fyldt med kemikalier, som om de gør os en tjeneste. Men måske er det på tide, at vi kræver noget andet – noget, der rent faktisk støtter vores helbred.”

Chris: “Præcis. Jeg har besluttet mig for at fortsætte med at prioritere naturlige fødevarer og daglige eventyr med jer. Og så må vi håbe, at flere følger trop. Men venner, jeg er oprigtigt dybt bekymret for, hvordan vores mad og forsyningssikkerhed i fremtiden skal se ud, og jeg frygter, hvem der bliver ofret, når det kommer derud, for så er det Darwin’’s regel der træder i kraft og den sidste rest af moral og etik vil forsvinde. Uden at male fanden på væggen, så går det den forkerte vej, og hvis vi tror, vi kan stikke hovedet under dynen, og fornægte eller ignorer det og tro det så går væk, så forsætter vi af samme spor, som skabte situationen, al forandring starter med, at man anerkende der er en problematik . Allerede nu snakker bønderne i området her om en stor krise – de mangler 70 % af deres indtægt, og de mangler 70 % af deres appelsinproduktion. Det er dybt traumatisk og kaotisk. Det rammer ikke bare de venner, vi har, der er appelsinbønder, men også vores andre venner, som står for fragt, har jo ikke noget at fragte og dermed heller ikke indtægt. Hvem skal betale for deres børns uddannelse? Hvem skal betale deres lån i banken? Dette bliver et globalt problem. Vi ved allerede, at Danmark har krise med havvandet, og Norge oplever også store problemer. Og undskyld mit ordvalg, men de hundehoveder til politikere har snydt, bedraget og løjet for os de sidste 30 år. Og de fortsætter.”

Grip: “Det lyder som en plan. Men Chris, hvad skete der egentlig med det der bomuldsstykke, du arbejdede på i forgårs? Jeg har en følelse af, at du har flere projekter oppe i ærmet.”

Wendy: “Ja, og det vil jeg gerne vide noget om! Jeg vil helst være på forkant – det har erfaringen lært mig. Som dengang i Hanois gader, hvor jeg nærmest blev forvandlet til en enhjulet cirkuscykel.”

Chris: “Nuvel, frøken Nysgerrig, de nye får du ikke at vide … endnu.” Han blinker og smiler hemmelighedsfuldt. “Vi skal jo lige have fulgt de andre til dørs, men bare rolig – I skal nok alle få en rolle i de nye eventyr; I er jo en del af teamet  Men nu skal vi have 4 dage med oplevelser for, at fejre Loy Krathong, en festival dedikeret til lyset og  taknemmelighed for vandet, måske noget vi kunne lærer i Skandinavien.” 

Skip:” Ja apropos vandforurening.”

De smilede til hinanden, velvidende at deres rejse var udfordrende, men de havde hinanden som stærke følgesvende på vejen.