Chris: “Hvad har du nu gang i?” spurgte Wendy nysgerrigt.
Chris kiggede op. “Kan du huske, jeg fortalte dig om en hemmelighed forleden dag, og at du var lidt nysgerrig?”
Chris trak på smilebåndet.
“Ja, det husker jeg godt,” svarede Wendy og kørte hen til enden af bordet.
“Det er faktisk det, jeg står med nu. Jeg eksperimenterer med en idé, hvor jeg påfører medicinsk silikone som små prikker eller tynde streger på bomuldsstof for, at skabe friktion. Samtidig tilføjer jeg en smule silikone på bagsiden af et andet stykke stof, så det ikke glider rundt,” forklarede Chris. “Og silikonen er medicinsk og hudvenlig, så den irriterer ikke huden.”
Wendy kiggede forbavset. “Det lyder spændende!”
Skip og Grip, som hang i deres elefanter på en stoleryg og døsede, vågnede og blev straks interesserede – de elskede Chris’ eksperimenter og projekter.
“Fortæl, fortæl!” sagde Skip, som hurtigt kunne blive fyr og flamme.
Chris smilede og blinkede til Wendy. “Jeg ved, I elsker at spille ‘gæt en idé’! Kom med jeres bedste bud, professor et og to.”
Grip: “Jeg tror, du har rodet med silikone før – da du lavede dukker til dukketeater, men jeg har ingen idé om, hvad det handler om denne gang.” Han lænede sig frem mod bordet. “Hvad med dig, Skip?”
Skip smilede forlegent. “Jeg ved, det ikke har noget at gøre med hageservietterne – dem skulle du jo imprægnere med kokosolie og bivoks. Og det runde pudeprojekt tester du stadig, så jeg kan ikke se, hvordan silikone skulle indgå der.”
Wendy: “Må jeg komme med et bud?”
Chris: “Selvfølgelig, Wendy – fyr løs!”
Wendy kørte hen til Chris’ side. “Det lyder måske lidt skørt, men jeg ser, der også er silke her. Kan det være et specielt lagen? Jeg husker, du nævnte noget om det før.”
Chris’ ansigt lyste op i et stort smil. “Bingo! Førstepræmien går til Wendy Wheelchair!” Chris tog fat i hendes armlæn. “Godt gået, frøken. Ja, jeg er træt af, hvor svært det er at dreje rundt i sengen, især når man har motoriske udfordringer. Silkens glatte overflade kan hjælpe med at gøre det lettere, men det her handler om meget mere end bare komfort.”
Wendy kiggede nærmere på stoffet. “Jeg kan se, at du har valgt en typisk hvid, men den lyseblå er da utrolig smuk.”
Chris smilede. “Selvom man lukker øjnene og sover, må det jo gerne være smukt, det man sover i. Tænk, hvis det kunne være både smukt og praktisk – så vi ikke behøver at vælge mellem dem.”
Skip: “Det giver god mening, Chris. Det, du gør, er en form for empowerment – at tage kontrollen tilbage ved at skabe løsninger, der virker.”
Chris: “Ja, og det er derfor, jeg eksperimenterer med materialerne her. Bomuldsstykket får de små silikoneprikker for at give friktion i bunden af sengen, så fødderne kan få et godt greb. Silken på resten af lagenet gør det nemmere at dreje sig, og med en smule silikone på bagsiden af kanten forbliver det stabilt. Hvis det virker, kan det måske inspirere andre til, at lave deres egne løsninger, jeg ved godt der findes noget på markedet, og jeg har prøvet det, men jeg synes stykket der var syet ind i lagenet var alt for lille og for øvrigt tror jeg det var polyester som var vævet som satin, det jeg bruger er rigtig Silke og det med silikone har jeg aldrig set eller hørt om.”
Skip: “Så det er ikke bare et lagen, men en hel tanke bagved – noget, der giver os alle muligheden for, at få lidt kontrol tilbage, men jeg troede, at satin var et materiale, men det er en form for et mønster.”
Chris: “Præcis, Skip. Men når man udvikler noget, der fungerer, kan det gøre en stor forskel, ikke bare fysisk, men også mentalt. Det er ikke altid nemt, men de små sejre, man kan få ud af det, gør det det hele værd.”
De tre andre kiggede på Chris med en blanding af respekt og varme – de havde set hans utrættelige arbejde, når han fik en idé og forstod nu endnu bedre, hvorfor han blev ved med at skabe.
Chris: “Så hvis testene virker, måler jeg op efter min længde og finder de bedste placeringer for bomuld og silke, så kan andre også kan få glæde af de erfaringer jeg gør.”
Wendy: “Du gør virkelig en forskel, Chris. Du tager udfordringer og gør dem til muligheder – det er inspirerende!”
Chris: “Og hvis det ikke inspirerer nogen, så har jeg haft fornøjelsen af at lave det, og det allervigtigste er, at jeg har noget, der fungerer for mig og jeg elsker jo den kreative proces.” Chris smilte et af sine forunderlige smil, som man ikke altid vidste, hvad betød, men det var også det, der var meningen.
Grip: “Kunne det ikke være et godt forretningskoncept – de ting, du udvikler?”
Chris: “Det kunne det sikkert, og det ville komme mange til gode. Men min erfaring er, at man ikke producerer for at hjælpe som førsteprioritet, men for at tjene penge på en mangelvare. Jeg har nok det forkerte fokus, og så er der det økonomiske – det koster mange penge at starte noget op. Selvom det kunne skabe arbejdspladser og på sigt måske spare mange penge, er der ikke nogen, der er interesseret i at investere i denne form for udvikling. Det burde være i samfundets interesse, at vores ældre og dem med udfordringer trives godt. For som vi har snakket om før, hænger det fysiske og det psykiske sammen. Staten kan give tilskud til alt muligt underligt og bruge enorme summer på ingenting, men gode ordninger til gode ideer findes vist ikke. Det kan jeg i hvert fald ikke få øje på. Man er vel bange for – og det kan jeg godt forstå – at der er for mange plattenslagere og uhæderlige forretningsfolk uden moral og etik, som lugter penge. Grådighed lader sig ikke fornægte.”
