Chris: “Det er faktisk koldt i dag. 20 grader nu og 17 i nat. Jeg kan næsten ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så køligt.”

Grip (trækker på krykken): “Måske har vi bare vænnet os til varmen? Vi har jo været her et godt stykke tid.”

De sidder lidt stille, tankefulde, og nyder roen.

Chris: “Har I nogensinde tænkt over det der med Maslow og behovspyramiden?”

Wendy: “Hvordan mener du?”

Chris: “Når man ikke har kontrol over kroppen, føles det, som om hele fundamentet smuldrer. Magtesløsheden bliver næsten… altopslugende. Som terapeut har jeg altid vidst, at kroppen og sindet hænger sammen, men nu kan jeg mærke det på egen krop, mere end nogensinde.”

Wendy: “Det giver mening. Når kroppen svigter, mister man jo det basale. Man føler sig ikke tryg længere, som du altid har sagt, man ved ikke hvordan det er, før man selv har været der.”

Skip: “Det er som at spille fodbold uden ben, Chris. Når kroppen ikke spiller med, bliver det hele også en mental kamp. Magtesløsheden kan tage over.”

Grip: “Ja, og Jung sagde noget om det. Han mente, vi skulle finde balance. At vi skal acceptere de sider af os selv, vi helst ikke vil se.”

De andre ser undrende på Grip, der fortsætter:

Grip: “Det er som at spille på hold med sin egen skygge. Jung ville sige, at vi kan vokse, hvis vi lærer vores sårbarheder at kende.”

Chris (griner lidt): “Så jeg skal tage min magtesløshed under armen og tage en snak med den?”

Grip (smiler): “Ja, noget i den stil. Det kaldes individuation – at acceptere alle sider af sig selv, også dem, vi helst vil ignorere. Jung ville kalde det psykologisk alkymi – at forvandle oplevelser til noget, vi kan lære af.”

Wendy: “Alkymi? Jeg ser for mig, at du står i et laboratorium og blander frustration og magtesløshed.”

Chris: “Haha, det lyder som en opskrift på katastrofe. Men jeg forstår pointen. Måske handler det om at fokusere på de små ting, jeg stadig kan styre, i stedet for det, jeg ikke kan ændre. Det har jeg jo fortalt andre patienter så mange gange, men først nu mærker jeg, hvor svært det kan være.”

Skip: “Lige præcis. Find de små sejre og nyd dem. Jung ville sige, at det er sådan, vi bevarer vores følelse af kontrol.”

Chris: “Så i stedet for at kæmpe imod det, jeg ikke kan styre, skal jeg bare lære at leve med det? Jung var vist lidt af en vismand. Som terapeut har jeg guidet mange gennem deres frustrationer og sårbarheder, men det føles helt anderledes, når det er mig selv. Jeg begynder at forstå, at det kræver noget særligt at acceptere de svære sider af livet.”

Grip: “Ja, og husk – det er okay at have det svært. Jung mente også, at smerte kan være en mulighed for vækst.”

Chris: “Måske har han ret. I stedet for at slå mig selv ud, kunne jeg begynde at se de små ting, jeg faktisk kan glæde mig over. Mine egne teorier og erfaringer som terapeut giver faktisk mere mening nu, hvor jeg selv står midt i stormen.”

Skip: “Præcis. Mere grin, mindre kamp mod dig selv.”

Chris smiler og ser ud ad vinduet, mens han tænker.

Chris: “Nattens tanker og den manglende søvn ender måske alligevel med noget godt. Ved at acceptere mine sårbare sider kan jeg måske finde en ro. Måske er det netop de svære følelser, der fører til vækst.”

Grip: “Ja, og smerten er en del af livet. Jo før vi lærer at acceptere den, jo bedre klarer vi os.”

Chris (nikker): “Helt sikkert… Nå, men nu vil jeg tage en kop kaffe og senere en god portion suppe. Det er da en positiv start.”

De smiler alle sammen og deler et øjeblik af ro og fælles forståelse.