“Du ser noget klatøjet ud, Chris,” sagde Grip med et skævt smil.

“Klatøjet?” Skip rystede på krykken. “Næh, han ligner mere noget, katten har slæbt ind – og måske tygget lidt på først!”

“Det var pokkers, som I tager på vej,” sagde Wendy og drejede rundt. “Jeg så godt, at I hang på sengemøblet hele natten og snorkede, mens Chris her kørte rundt med mig ude i køkkenet. Der var ikke meget hjælp at hente fra jer!” Hun så alvorligt på dem, men et lille smil gemte sig i mundvigen.

“Så, så,” mumlede Chris med en stille stemme. “Det har bare været en af de nætter igen. Jeg sover halvanden time og vågner, fordi det er umuligt at finde en ordentlig sovestilling – og smerterne gør det bestemt ikke bedre. Så ruller jeg rundt i sengen en halv times tid, falder måske lidt i søvn igen. Det gentager sig tre-fire gange, og til sidst ved jeg, at jeg lige så godt kan stå op. For nu bliver alt et problem: apnømaskinen og slangen stritter som en uregerlig haveslange, sengen føles som en sauna, hovedpuden klistrer fast til hovedet, og arme og ben opfører sig som marionetdukker, der ikke gider samarbejde. Jeg føler mig som en gammel bil, der ikke kan starte uden en masse skub og spark!”

Chris gnider øjnene og lader et lille gab slippe ud. “Af bitter erfaring har jeg lært, at hvis jeg bliver liggende, så begynder de tunge tanker at trille ind. Og dem har jeg ærligt talt ikke lyst til at invitere indenfor – hverken i tide eller utide. Så jeg tager kontrol over, hvad jeg kan. Jeg har mit vand klar på elkedlen, pulverkaffen står parat, og jeg ved præcis, hvor mit tøj er. Og selvfølgelig har jeg ble, T-shirt og andet lige ved hånden – så jeg ikke skal bruge energi på at lede og blive irriteret. Alt er timet og tilrettelagt.”

Han kigger rundt og fortsætter: “Jeg har udviklet nogle rutiner, så jeg prøver at vende en dårlig nat til en god oplevelse. Nogle gange sætter jeg mig i min yndlingsstol og blunder lidt, eller jeg laver noget, jeg ved, gør mig glad. Men én ting holder jeg mig langt væk fra: aviser og dårlige nyheder. Nej, her handler det om positiv energi. Det dårlige kræver mere overskud, end jeg gider bruge på det.”

Wendy løfter det ene armlæn og siger: “Jeg har da set dig se lidt film en gang imellem.”

“Ja,” indrømmer Chris. “Men kun noget, der får mig til at grine eller tænke lidt. Helst ikke noget med skumle nyheder og dystre dramaer, men mest tænker jeg i nye løsninger eller prøver, at bruge min meditation.”

Skip kigger på ham og spørger: “Er det rigtigt, at du ikke har haft almindeligt fjernsyn i 15 år?”

Chris smiler. “Jeps! I gamle dage tændte jeg det hver aften helt på autopilot. Ikke at der er noget galt med fjernsyn, men jeg blev overrasket over, hvor meget tid det kunne suge ud af dagen. Det var alt for nemt bare at blive underholdt. Men de cirka 15.000 timer, jeg ikke har set fjernsyn, har jeg brugt på andre ting. Og jeg bilder mig ind, at det har givet mig flere oplevelser, flere ting, jeg har skabt, og ikke mindst mere sjov.” Han stryger sig over skægget: “Så ja, det er jeg faktisk ret glad for.”

“Vil det sige, at du altid kan styre situationen?” spurgte Skip.

“Nej, bestemt ikke,” svarede Chris. “Der er mange ting, som ligger uden for min kontrol. Men jeg prøver at bruge de metoder, jeg kender, til at få styr på tankerne. Nogle gange må jeg dog bare acceptere kaos og stole på, at der kommer orden igen.”

“Ja,” sagde Grip, “man kan jo sige, at din uddannelse som psykoterapeut også kom dig selv til gode. Med de enkle metoder og indsigter, du udviklede, kan du jo nu se, hvordan de gavner dig i praksis.”

Chris nikkede. “Det er rigtigt. Det er både interessant og en øjenåbner at opleve det hele fra begge sider.”