“Der er virkelig for mange uvidende mennesker, som sidder på magten og fungerer som en bremseklods for udvikling. Politik og folkesundhed burde være som at sparke til en fodbold – den ligger lige til højrebenet, klar til at blive skudt fremad. Hvor svært kan det være?” Chris tænkte højt. De tre venner kiggede på ham, målløse, men alligevel ikke overraskede.

“Hvad nu, Chris?” spurgte Wendy, som normalt var frontløberen.

“Okay,” sagde Chris. “Jeg går ud fra, at folk kan bruge deres hjerner og tænke mest på det, de skal lave, når de er folkevalgte, og ikke så meget på sig selv.” De tre venner så stadig spørgende ud.

“Kunne herren forklare lidt mere, hvad det drejer sig om?” spurgte Skip.

“Det drejer sig om noget, der pludselig er blevet relevant for mig som handicappet – eller rettere sagt, en person med udfordringer. I mange år har jeg sagt, at det er bæredygtigt og i samfundets interesse at dyrke hamp. Det kan bruges til foder, tekstiler og udvikling af nye produkter. Det kræver ikke gødning, giver et stort udbytte per kvadratmeter og kan dyrkes fra de nordligste til de sydligste egne. Desuden kan fibrene erstatte mange syntetiske materialer i industrien.”

Chris tog sig til hovedet. “Jeg slås med min hovedpude hver nat. Vi har en kamp cirka hver anden time. Jeg ønsker, at den skal være kølig, have en vis hårdhed og højde og være nem at håndtere. Det tager mig dage at finde en ny pude, når den gamle er slidt, og som I ved, rejser jeg ingen steder uden min egen pude.” Chris’ ansigt forandrede sig en smule i retning af håbløshed og irritation.

“Nu hvor jeg blandt andet får lavet handicapvenligt tøj her i Thailand, snakkede jeg med min skrædder om problemet med puden. Han sagde: ‘Jamen Chris, du skal have en pude i god kvalitetsbomuld, og den skal være fyldt med kapok.’ Da han sagde det, ringede en klokke. Jeg kom i tanke om en dukke fra en børneserie, ‘Professor Kapok og mekaniker Nik’. Pludselig huskede jeg også noget, jeg havde læst om kapok i madrasser.”

“Nu har jeg undersøgt det, og kapok har nogle fremragende egenskaber. Det er naturligt, og de træer, der producerer kapok-kapsler, har mange andre fordele. Efter fem år kan de høstes år efter år. Kapok er et af de bedste materialer til allergikere, men det hører vi aldrig om.”

Grip, der altid var rolig og vidende, drejede sig lidt rundt og udbrød: “Det var pokkers.”

Skip, som altid var lidt mystisk, tilføjede: “Det var kapokkers!”

De begyndte alle fire at le.

“Så hvad er næste trin?” spurgte Wendy.

“Nu har jeg bedt om at købe noget kapok og noget bomuld af god kvalitet. Så vil vi designe en pude og se, hvilken effekt den har.” Chris smilede, og hans stemme var fyldt med forventning. “Jeg glæder mig vildt meget til det her projekt. Tænk, hvis man kunne få en pude, man virkelig var glad for, og som kunne give en god søvn.”

“Og for at runde det af med politikerne,” Chris tog en dyb indånding, “vi snakker om miljø og politikernes mål, og alligevel virker det, som om der ikke sker noget. Hvor svært kan det være at plante hamp og stoppe det cannabis-hysteri? Hvor svært kan det være, at starte projekter, som støtter den tredje verden og samtidig skaber et fantastisk miljø? Både hamp og kapoktræer er en gevinst for naturen og dyrelivet og giver betingelser for andre planter, som vi kan omsætte til fødevarer.” Chris holdt en pause”, meget har jeg hørt, men det meste har jeg set, med egne øjne og aldrig har man haft, med få undtagelser, så dårlige politikere i verden, igennem de sidste 30 år, som man har nu. 

Skip tog ordet. “Så de max 5 % af puder og dyner, der har kapokfyld, bør virkelig øges til en meget større procentdel, til gavn for klima og befolkningssundhed. Så here we go, kapokkers klar til, at aftage vores andel.”

Grip: “Rolig nu, man skal ikke sælge jægeren, før bjørnen er løbet.” De grinte alle fire.

“Men hvad var det, Chris, med bomuldsstykket?” spurgte Wendy, som kiggede spændt på Chris. Hun ville så gerne have styr på tingene og være på forkant med begivenhederne. Det havde hun lært af erfaring; mange farlige situationer kunne være undgået, hvis hun vidste, hvad Chris lavede. Hun huskede tydeligt, da han kørte op og ned ad Hanois små gader, hvor motorcyklerne kørte skulder ved skulder. Hun troede, hun ville ende som en enhjulet cirkus cykel og Chris som kølerfigur på mindst fem biler. Men Chris havde bare sagt: ‘Hvor intet vover, intet vinder.’

Chris kiggede på hende, som om han vidste, hvad hun tænkte. “Det får du ikke at vide, frøken nysgerrig… endnu.” Og sådan blev det.