Chris satte sig på kanten af sengen, blikket hvilede tungt på det lille spejl på væggen. Det var ikke et spejl, der havde fulgt ham gennem hele livet, men der havde stort set altid været et spejl i de rum, hvor han havde vågnet op. Engang reflekterede det en ung drengs ansigt med runde kinder og en uforbeholden nysgerrighed i øjnene. Ligesom da han var ung, var det drengen med de nysgerrige øjne, han så. Senere var det teenageren med den hastigt forandrende krop, så var det kæresten med drømmene i blikket. Der kom en tid, hvor spejlet reflekterede familiefaderen, der så til sine børn med stolthed. Senere var det morfaren og farfaren med et blik fyldt af varme og erindringer. Gennem mange årtier og livsepoker havde han set meget, men nu så han den gamle mand i forfald.

Han strakte sine hænder ud foran sig og betragtede de tørre, sprukne fingre, der engang havde været hans mest betroede værktøj. Nu var de fyldt med pletter og underlige ujævnheder. Hans fødder, der i ungdommens tid havde båret ham ubesværet gennem livets udfordringer, var nu tæret af stivhed og smerte.

„Lille spejl på væggen der, hvem er den mand, du viser mig?” mumlede han med et bittersødt smil. Det var ikke blot alderen, men erindringerne om, hvad kroppen havde været i stand til. Han huskede, hvordan blæren engang kunne holde på væsken som en hel luftballon. Nu skulle han lade vandet konstant, og risikoen for lækage var uundgåelig. Det var som om, hans vandvogn var blevet utæt, og bleen var blevet en uundværlig del af dagligdagen, irriterende og påmindende om, at Parkinson og artrose havde gjort det umuligt at flytte benene hurtigt nok.

„Det er ikke nemt at se det, vel?” sagde Wendy med en usædvanlig blid stemme. „Men du er stadig her, og det betyder noget.”

„Ja, men det er frustrerende,” indrømmede Chris og skævede til det små blå mærker, der tog evigheder om at forsvinde. „Selv det at finde en sove-stilling er en kamp. Jeg kan ende med at sidde op, som om jeg skal starte forfra igen bare for at lægge mig.”

„Tænk på det som endnu en dans, vi tager sammen,” sagde Skip med sin velkendte optimisme. „Ikke en elegant wienervals, men mere som en skør rock’n’roll, hvor du sådan set bare holder fast og håber på det bedste.”

Grip nikkede, men tilføjede med sin tørre humor, „Og heldigvis er vi her for at gribe dig, når dansetrinene går galt. Husk, Chris, skønheden ligger ikke kun i det ydre, men i viljen til at fortsætte, selv når kroppen siger noget andet.”

Chris kiggede på spejlet en sidste gang, denne gang med et smil, der var mere fuldendt. „Ja, til os. For vi er ikke kun vores alder, men alle de kapitler, vi har levet. Og vi er ikke alene om at leve dem.”

Wendy klirrede let, som om hun løftede en imaginær skål. „Til alle de rejser, vi har taget og dem, vi stadig skal tage.”

„Og til alle de gange, vi griner i stedet for at græde,” tilføjede Skip.

Grip afsluttede, „For det er i det, vi finder os selv – ikke i styrken af vores muskler, men i hjertet af vores sammenhold.”