Chris Crutch rettede sig op i stolen og kastede et blik rundt på sine tre trofaste livsrejsefæller: Wendy Wheelchair, Skip og Grip. Emnet i dag var tungt som en blytung dør uden automatisk åbner, men vigtigt: Hvordan blev beslutninger om tilgængelighed egentlig truffet, og hvor meget lyttede beslutningstagerne til de fagfolk, der rent faktisk havde styr på det?

Chris (med et teatralsk suk og et blik, der kunne smelte beton): ”Jeg har længe spekuleret over det her. Vi får igen afvist vores artikler om elendige kørestole og ubrugelige adgangsforhold til ældre og handicappede. Det er som om, der sidder en nisse og klipper vores forslag i stykker med en saks af arrogance.”

Wendy Wheelchair (med et ironisk smil og et løftet øjenbryn): ”Det er mere som om, de lytter med et øre og lader det ryge ud af det andet. De fagfolk, der kan deres kram, bliver hørt med et ‘jaja’, men når budgetterne skal godkendes, er det pludselig ‘kør et billigt trick af’-tilgangen, der vinder.”

Grip (med en dyb, filosofisk rynke i panden): ”Netop, Wendy. Beslutningstagere har ofte en helt anden dagsorden end fornuft. De leder efter en løsning, der ser pæn ud på papiret og holder budgettet nede som en skosål i modvind. Det er sjældent, de forstår, at de der ‘små’ ændringer faktisk er forskellen mellem en tur til supermarkedet og en omgang ‘det blev hjemme-aften’.”

Skip (med et glimt i øjet og et dask med sin krykke): ”… Og så er der den gode gamle ‘det-går-nok’-attitude. De tror, de kan ordne det hele med en rampestump her og et stykke tape der. Hvis de selv sad i en kørestol en uge – eller bare skulle gå på stylter gennem kontorbygningen – ville vi nok se dem hyle som børn, der har mistet deres is.”

Chris (med et nik og et småkøligt grin): ”Du rammer hovedet på sømmet, Skip. Arkitekter og designere sidder med guldet i hånden, men får det byttet ud med plastikmønter. Det er som om, man spørger en Michelin-kok til råds, men ender med, at servere toast med ketchup.”

Wendy (eftertænksomt og med et strejf af komisk tragedie): ”Ja, og så er der industridesignerne, de glemte helte. De, der arbejder med menneskers behov, ender som statist i en budgetfilm. Tilgængelighed bliver set som luksus – som om komfort og brugervenlighed kun er for dem med platin-kort.”

Grip (med et fingerpeg og en teatralsk stemme): ”Og så er der politikken. Ah, politikken. Beslutninger truffet med flere tanke pauser end handling. Hvordan det ser ud på overfladen, og hvor mange stemmer det kan lokke til næste valg, er vigtigere end, at folk rent faktisk kan komme ind i bygningen, uden at skulle tage tilløb.”

Chris (himler opgivende): ”Resultatet? Halvøde lappeløsninger, som ikke fungerer for nogen. Det er som at bygge en bro med to brædder og håbe på, at ingen falder i vandet.”

Skip (med optimistisk energi og en finger i vejret): ”Men tænk, hvis vi kunne vende det. Hvis de rent faktisk satte sig ned og lyttede – ikke bare hørte, men LYTTET – til de folk, der har forstand på det. Så ville verden se en hel del anderledes ud.”

Wendy (med et skævt smil): ”Vi må opfordre alle til at ytre sig. Der er trods alt ingen, der har opfundet en tanke-læser endnu.”

Chris så rundt på sine venner. Diskussionslysten lyste fra deres ansigter. ”Vi må blive ved med at påminde dem, der træffer beslutningerne, om at det, de vælger, påvirker os alle. Og kun ved at tale sammen kan vi finde vejen frem.”

Pludselig rømmede Wendy sig og kiggede på de andre med et glimt i øjet: ”Lad os gøre det lidt sjovere. Hvad siger I til at spille et lille skuespil? Vi er politikere, og specialister. Emnet? De nyeste forslag om tilgængelighed.”

Grip rejste sig hurtigt og trak sin jakke stramt om skuldrene, som om han bar en imaginær ministerfrakke. ”Så, mine damer og herrer, vi skal drøfte de nye forslag til automatiske døre til handicaptoiletterne. Selvfølgelig med den billigste løsning.”

Skip (ruller dramatisk med øjnene): ”Tak, ærede minister. Men har De selv prøvet at sidde fast med en dør, der er for smal, mens De balancerer en pose æbler og en mobiltelefon?”

Wendy (som politiker, med et affejende smil): ”Vi har naturligvis taget det i betragtning, men vores eksperter siger, at en bredere dør er… luksus.”

Chris (med en ironisk stemme, som specialisten): ”… Og hvad med et kamera ved hovedindgangen, så folk kan se, hvem der ringer på? Det er ikke bare for sjov, men for sikkerhedens skyld.”

Wendy (politiker med et skævt smil): ”Vi noterer det som ‘anbefaling’ og så ser vi, om der er råd i budgettet efter nytår.”

Grip (med en dyb latter): ”Ja, lige efter de flyvende biler og gratis kaffe til alle.”

De brød ud i latter, og i et øjeblik forsvandt den tunge alvor fra lokalet. Men under latteren lå alvoren stadig og ulmede – det var på tide, at nogen lyttede.