Chris (smilende, men med et træt blik): “En elefant, der var gledet i olie…” Chris holdt en lille pause og fortsatte: “Google Translate kan være nyttig, men jeg har lært at spørge lidt dybere. Det viste sig, at elefanten var i must – parring parat. Det var derfor, den udskilte olie fra en hormonkirtel. De måtte skærme den for publikum, fordi den i den tilstand kunne være dødsensfarlig.” Chris tog sig til ryggen og sukkede. “Jeg kan mærke smerten i ryggen og ved, at det vil sidde i flere dage efter de mange timer i bilen. Knæene protesterede hele vejen over de mange ind-og udstigninger, men det var det hele værd.”

Wendy (med et anerkendende nik): “Ja, bilsæder er virkelig ikke lavet med os i tankerne. Jeg tror ikke, at bilfabrikanterne på nogen måde, har tænkt på passagererne og deres komfort, det er jo som regel føreren som sidder på økonomien og er køber af bilen.”

Grip (med et grin): “Måske skulle vi sende dem en besked: Hej designer prøv , at sætte dig i din egen bil som passager, i 4 timer.” Grip eftertænksomt,” så kom der snart andre boller på suppen, eller nye  funktionelle sæde design.”

Chris (ler og fortsætter): “Men det var fantastisk at se, hvad de kunne gøre for elefanterne. Jeg blev så rørt. De er store og voldsomme, men samtidig utrolig sårbare. Det mindede mig om os selv – vi ser måske robuste ud på ydersiden, men vi har alle vores skrøbelige øjeblikke.”

Wendy (medfølende): “Det minder mig om den elefant, som dyrlægen fortalte om. Den ville ikke lægge sig ned for at sove, fordi den engang havde oplevet rygproblemer og var bange for ikke, at kunne rejse sig igen. Det var ren psykologi, så de arbejdede terapeutisk med den.”

Chris (tænksomt): “Ja, den historie ramte noget i mig. Efter min ulykke… ryggen minder mig konstant om, hvad der er sket.” Chris gned sig på ryggen. “De to hospitaler, vi besøgte, var afhængige af donationer. Det var tydeligt, hvor meget arbejde og ressourcer det kræver – personale, foder, medicin, bygninger. Alligevel var det rørende at se, hvor dedikerede de var. Man kunne mærke, at de var dybt engageret i hver eneste elefant.”

Grip (ser bekymret ud): “Og så var der den mor-elefant med sin nyfødte unge… personalet virkede som en familie i aktion. Jeg vil aldrig glemme synet af kranen, der holdt hende oprejst, mens dyrlægerne arbejdede intenst. Der var en ro over det hele, som om alle vidste nøjagtigt, hvad de skulle gøre.”

Wendy (med lav stemme): “Ja, og midt i alt det kunne man se, hvor professionelt og ydmygt de arbejdede. Det var ikke bare et job – det var en mission. Den eneste, der måtte være derinde under behandlingen, var mahutten, eller ‘kwan chang’ som de siger på thailandsk. Han sad tæt ved elefantmoren og talte beroligende til hende og elefant kalven, som var urolig over hvad der forgik  med dens mor, mens han også forsøgte, at berolige alle de andre, rundt om.”

Grip: “Ja, ligesom den vilde elefant, der trådte på en landmine og måtte transporteres gennem junglen, sejles over floder og til sidst køres til hospitalet. Den havde overlevet en frygtelig smerte, adskillelse fra sin mor og nu havde den fået en protese, men sådan en fortælling, viser jo også lidt om hvilken arbejdsbetingelser personalet har, der er jo ingen veje og man har jo ikke lige en fragt båd på floden, så de arbejder under de forhåndenværende søms princip”.

Wendy: “Og så var der den lille fireårige elefantpige, som blev blind efter en fejlbehandling. Den måde, hun altid fulgte sin mahut med hovedet, var rørende. De kommunikerede hele tiden, selv uden ord, at være mahut er et 24 timers job, hele året og de sover samt bor lige ved siden af deres elefant, lagde I mærke til, vinduerne var åbne, ikke på grund af varmen, men så de hele tiden kunne høre hinanden.”

Chris: “Jeg har så meget respekt for de frivillige dyrlæger. Det hele kunne ikke lade sig gøre uden dem. Det minder mig om, hvor mange mennesker i Danmark – tandlæger, psykologer, læger – der også arbejder frivilligt i deres fritid.”

Skip (med et glimt i øjet, men stadig alvorligt): “Og så kom vi fra hotellet med vores ‘trampolin-seng’. Ikke ligefrem så dramatisk som en elefant i nød, men alligevel…”

Chris (ler): “Ja, det gik heldigvis fint. Jeg havde faktisk glemt det med sengene, selvom vi havde sovet der før. Men det, der også imponerede mig igen, var servicen på emigrationskontoret. De tog hensyn til ældre og handicappede, og så personalet der var klædt i Halloween-kostumer med hatte og flagermus-hårbånd. Det var som en fest!”

Grip (ryster smilende på hovedet): “Det er noget, vi kunne lære lidt af i Skandinavien. Vi har det med at være lidt stive og formelle.”

Wendy (tænksomt): “Ja, det var en god kontrast til de enkle, men funktionelle elefanthospitaler, hvor alt handler om prioriteringer. Selvom det var spartansk, var det stadig kørestolsvenligt. Det siger meget.”

Chris (med et smil): “Og så var der de små stop på markederne for, at købe frisk frugt og maden fra de lokale spisesteder. De har måske aldrig haft en turist før som kunde, for det virker på mange turister for fremmede og uden at have for mange fordomme, så kan det virke så primitivt, men de aner ikke hvad de går glip af, maden er fantastisk.”

Skip (med et glimt i øjet): “Nu er du jo også hardcore Chris og bliver kaldt den udenlandske thailænder, men ja, det var det hele værd – en oplevelse, der var lige så rig på smag som på indtryk.”

Wendy (slutter med et smil): “Nogle oplevelser sidder bare fast i hjertet, og den her tur var en af dem, forøvrigt er der så mange mennesker der altid siger, hvad kan jeg gøre i det globale billede?, tja de kunne jo gå ind på deres hjemmesider og donere nogle penge, så gør de noget aktivt, tager ansvar for en problematik, som politikerne ikke gør noget ved.”

De andre nikkede.