Chris sad og stirrede ud over marken, mens morgentågen lagde sig som et blødt tæppe over landskabet og gav det en drømmende ro. Wendy bemærkede hans alvorlige blik og brød tavsheden: “Du ser så betænksom ud, Chris. Hvad tænker du på?”

Efter en pause tog Chris en dyb indånding og svarede stille: “Tiden. Jeg tænker på, hvordan tiden er så uigenkaldelig. Når man mister nogen, eller når noget forsvinder… sorgen og længslen… men også alle de gode minder, der føles som om de står stille. Og så er der barndommens tid, hvor alting bare er, og alderdommen, hvor vi ved, at tiden løber ud. Det er, som om vi har hele livet til at forstå det, men stadig ikke helt fatter det.”

Skip og Grip lyttede opmærksomt, begge fanget af øjeblikkets dybde.

Wendy nikkede og brød stilheden igen: “Ja, man kan let miste tidsfornemmelsen og tage det for givet, indtil det er for sent. Men heldigvis var det først i morgen, vi skulle af sted og ikke i dag.” Hun blinkede til Chris. “Det giver dig en ekstra dag til at hvile og tænke.”

Chris lo lidt og svarede: “Det er godt nok. Jeg har ikke sovet særlig godt i nat – tankerne har vandret mellem minder og tab. Det er som om, tiden nogle gange flyver, og andre gange snegler den sig afsted.”

Wendy tænkte over Chris’ ord og sagde: “Der er en gammel visdom, der siger, at tiden er som en flod. Den fortsætter uanset hvad vi gør, og vi kan hverken stoppe den eller svømme tilbage mod strømmen. Vi kan kun flyde med – og huske at værdsætte øjeblikkene, som de er.”

Chris smilede og så ud over marken igen: “Måske er det netop det, vi skal gøre – følge med, men også tage os tid til at stoppe op og værdsætte det, vi har lige nu. For der er altid kun dette øjeblik, og det er alt, vi faktisk ejer.”

Skip kiggede tænksomt på Chris: “Jeg tror, du har ret, Chris. Som sangen siger, ‘slægter følger slægters gang,’ men det betyder også, at vi har vores tid nu – vores øjeblik her, som vi ikke skal tage for givet.”

De sad sammen i stilhed og lod morgentågen og de dybe tanker fylde rummet omkring dem. Og måske var det netop her, i stilheden, at livets dybde blev allerklarest.