“Sådan en todages udflugt kræver jo forberedelse,” sagde Wendy. “Og jeg tænker, der bliver vel også plads til mig?”
Skip smilede. “Ja, nu må vi se.” Han bankede lidt i gulvet og fortsatte: “Jeg fylder heldigvis ikke så meget som dig.”
“Du er jo bare et rør,” svarede hun og hviskede til Chris: “Og der er ingenting indeni.”
“Jeg hørte godt, hvad du sagde,” sagde Skip, lidt stødt. “Er du klar over, hvor meget vi skal kunne bære? Ligesom med dig er der regler for, hvordan vi skal udformes, og hvordan vi skal se ud.”
“Jeg ved det,” svarede Wendy, “men jeg har da trods alt mulighed for, lidt mere variation end dig og Grip.” Wendy dyttede med det indbyggede horn og fortsatte: “Men jeg må indrømme, at I er blevet pænere efter, at I har fået monteret elefanterne på, for ikke nok med at de er praktiske og giver Chris en helt ny frihed, så er de faktisk ret søde.”
“Nå, nå,” sagde Chris. “Er I færdige med småskænderierne? Vi skal gøre klar til i morgen, hvor vi skal rejse. Puh, jeg kan blive helt svedt ved tanken. Når jeg får idéen, er jeg fyr og flamme, men når det så kommer dertil, så bliver det godt nok op ad bakke.” Chris kiggede på vennerne. “Men jeg ved, at det bliver godt; det gør det næsten altid. Jeg skal bare sørge for, at have pakket de rigtige ting.”
“Men der er altid én ting, du ikke kan have styr på,” sagde Grip. Der blev et øjeblik stille, så råbte Skip og Wendy i kor: “Sengen!”
“Ja, præcis,” sagde Chris. “Det værste er, hvis det er en trampolin! Men nu gider jeg ikke sætte fokus på det. Det er trods alt kun én nat, og hvis det går helt galt, må jeg sidde og sove i en stol.”
Grip, Skip og Wendy højt i kor: “Hvis der altså er nogen!”
De grinte alle ved seancen, for de vidste alle fire, at der ikke var nogen lænestol på værelset, men højst sandsynligt en taburet.
“Hvad skal vi have med?” spurgte Grip.
“Ja, vi skal have snorkemaskinen med, så jeg kan blive holdt i live.” Chris lagde armen over panden og lavede en rallende lyd. “Vi skal have tre par bukser og fire T-shirts. Vi skal have den lille taske med til nødbleer, og så skal vi have pakket en hel pakke bleer ned. Vi skal have sandaler med, tandbørste med tilbehør, shampoo og sæbe. Vi skal have mobiltelefoner med, den nye stof skuldertaske,” eget design,” tilføjede Wendy, Chris smilede og nikkede ,” min hovedpude skal med, tisseflasker, medicinen må også med mobil oplader.” “Skal du have computer med?” spurgte Grip ” nej , det skal jeg ikke bruge tiden på, ingen blog“ .
” Blog eller brok” hviskede Skip til Grip.
“Tager du alle bøtterne med, eller tager du kun løse piller med?” spurgte Wendy.
“Jeg tager bøtterne med, det er det nemmeste.” Chris kiggede på hendes dæk. “Er der noget galt?” spurgte Wendy.
“Lidt luft kan du nok bruge,” svarede Chris og mærkede efter. “Vi må nok også have din oplader med, så kan du føle dig både oppustet og i stødet.” Chris blinkede til Wendy.
“Jeg glæder mig sådan,” sagde Wendy.
“Nå ja,” Chris kiggede stadig på Wendy. “Du var jo ikke med på den lange tur; det var jo en anden kørestol.”
Wendy kiggede lidt fornærmet. “Ja, jeg skulle jo blive hjemme, men for øvrigt har jeg hilst på hende, den anden.” Wendy satte en sur mine op.
Chris svarede: “Du behøver ikke at være fornærmet. Og for øvrigt er det ikke en ‘hende’, men en ‘ham’.”
“Ja, hvad ved jeg? Jeg forstod ikke, hvad han sagde, og jeg kunne jo ikke se noget, når han var blevet slået sammen.” Hun lagde tryk på han, da hun udtalte det. “Men den var rød, så jeg troede, det var en pige.”
“Troede at vi havde snakket meget om fordomme?” Chris kiggede på dem alle tre.
“Hold mig udenfor,” sagde Skip.
“Og mig med,” sagde Grip.
Chris fortsatte: “Nogle gange skal man vide og ikke gætte; det kan der opstå mange misforståelser omkring, og det er jo et af formålene med denne her blog – at oplyse og ikke vildlede.” Der blev et øjebliks pause. “Og hvis det skulle passe herskaberne, dameskaberne og klædeskabene, skal vi så få pakket?”
