Chris (kigger ud ad vinduet og rystede på hovedet): “Tænk, hvor meget vi går glip af, fordi alting skal foregå i overhalingsbanen. Det er som om, samfundet har mistet bremsen. Men se på de ældre – de kan se værdi i de små ting, i detaljerne. ‘Jo langsommere man går, desto mere ser man,’ plejer min gamle bedstefar at sige.”
Wendy (nikkede): “Ja, Chris, og det er ikke kun os ‘langsomme typer,’ der har gavn af lidt ro på. Børnene i dag? De lever som om, det hele er et kapløb fra dag ét. Hvor er tiden til at kede sig, til at bygge noget, der bare falder sammen, og til at opfinde nye idéer? Som de siger: ‘Hastværk er lastværk.’”
Skip (vred sig lidt på sin krykke): “Præcis! Alt handler om tempo og præstation. Men Chris, du har jo altid sagt, at det var Parkinsonen og krykkerne, der hjalp dig til virkelig, at fordybe dig i kreativiteten for alvor, kunsten, opfindelser, det at putte hele dit liv ned i en gryde og koge den ind til det eksistentielle?”
Chris (smilede og nikkede): “Det var det. Det var, som om livet sagde: ‘Chris, nu tager du det lige med ro!’ Og det viste sig, at det langsommere tempo åbnede op for kreativiteten, refleksionerne og prisen for der, hvor vi nået til som samfund. Jeg kunne for første gang rigtig fordybe mig i mine tanker og kreativitet, jeg blev tvunget til, at om tænke livet og min situation, hvilket satte mange ting i perspektiv, ikke for at jeg havde fundet de vise sten, med noget fandt jeg da. Man kan sige, at kreativiteten blev min bedste medicin, og den holder mig i gang hver dag.”
Grip (smiler skælmsk): “Og det kan man altså se, Chris. Dine tanker og konsekvenserne deraf, om det er ord, billeder eller en kommende skulptur, så får det mange til at stoppe op og se de ting, vi ellers ville haste forbi. Men samfundet er åbenbart kun klar til det, de kan måle og sætte i skema. Hvor mange ældre sidder ikke derude med livserfaring nok til at skrive en hel roman – men bliver sjældent hørt?”
Chris (alvorligt, men med et glimt i øjet): “Det er jo det. Samfundet har glemt, at erfaring er som et godt lagret ost – den bliver bedre med tiden. Vi har bygget et system, hvor kun dem med hastigheden på fuld tryk når noget. Der er brug for en ny balance.”
Wendy (bekymret): “Og børnene lærer jo hurtigt, at deres værdi afhænger af præstationer og likes – som om de skal leve for, at få topkarakterer i livet. Hvis vi kunne give dem lov til at lege, tage fejl og endda kede sig lidt, ville de opdage, at kreativiteten ikke kun ligger i en iPad, men også i deres egen fantasi. Som man siger: ‘Det er ikke værket, men arbejdet, der skaber kunst.’”
Chris (smilende): “Netop. Og det er det, jeg prøver at vise med min nye skulptur, den har været undervejs i mange år, men jeg kunne ligesom ikke definer den, den startede med en lille historie om ,at finde sit indre barn, som mange mistede på et tidspunkt. Den stærke underkrop symboliserer vores evne til at stå fast – en evne vi alle har, når vi står sammen eller holder fast i vores værdier. Og så overkroppen… en konservesdåse, der er tom. Det symboliserer tomheden, vi risikerer at ende med, når vi jager hurtigere resultater og glemmer det, der betyder noget. Derfor skal underkroppen laves i bronze, eller messing og overkroppen i rustfrit stål. Det er jo også praktisk når den skal stå ude.” Chris ler ,” men materialerne forstærker budskabet. Jeg håber, folk vil se på den og tænke: Er vi ved at miste os selv i farten?”
Skip (alvorlig): “Det er et stærkt billede, Chris. Man kan jo næsten se det for sig: en tom dåse på stærke ben – det er samfundet i en nøddeskal! Spørgsmålet er, om de vil stoppe op og virkelig forstå det.”
Grip (løfter håndtaget som en finger): “Ja, men husk – man kan ikke hælde fra en tom kop. Så måske skulle vi begynde med, at fylde lidt mere indhold i vores liv, end hvad der kan opgøres i likes og tal.”
Wendy (smiler): “Ja, forestil jer, hvad vi kunne opnå, hvis vi både lyttede til de ældres erfaring og lod børnene have deres fantasi og leg i fred. Der er noget helt særligt i både visdom og uskyld – de minder os om, hvad der egentlig betyder noget.”
Chris (ser rundt på sine venner og smiler): “Det er som en ond cirkel, hvor alle skal holde tempoet, men ingen tør sige stop. Derfor laver jeg denne skulptur – jeg vil vise, at livet har værdi, når vi tager os tid til både at reflektere og lege. Hvis børnene fik lov til at være børn, og vi lyttede til de ældre som vejledere, så ville vi måske finde en balance, hvor alle havde en plads.”
Skip (grinende): “Og så siger de, at ældre og handicappede ikke bidrager til samfundet! Chris, du får os alle til at tænke over, hvor vi er på vej hen. Så er det lige meget, hvor hurtigt det går.”
Chris (ler og ser alvorligt på dem): “Lad os håbe, at nogen en dag lytter. Måske vil de opdage, at dem, der går lidt langsommere, ser mest og bedst – både børn, der undrer sig over verden, og ældre, der forstår den lidt dybere.”
