Chris kigger på monumentet: “Prøv lige at se den her lille statue. Den er godt nok simpel, men der er noget ved den, som fanger det hele – kamp, håb og lidt humor. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan en dreng har fået sat det her op. Måske fik han hjælp af skolen?”

Wendy med et glimt i øjet: “Det er helt sikkert rørende… og tænk, han skulle sikkert ikke engang udfylde fem forskellige ansøgningsskemaer! Noget der kunne tage livet af enhver, og især dem af os med motoriske udfordringer.”

Skip svinger krykken: “Lige præcis! Du har ret, Wendy. Bare se Chris – han har masser af idéer og erfaring, men alligevel skal han slås med papir og skemaer, der ikke er skabt til os med Parkinson og andre motoriske udfordringer. Hvis vi skal kalde det, hvad det er, så er det jo en form for diskrimination!”

Chris nikker alvorligt: “Hver gang jeg prøver at søge støtte til et projekt, føler jeg mig næsten til grin. Når man ikke kan bruge tastatur og er afhængig af tale-til-tekst, men skal overholde maksimum tegn og ord, alt sammen skrevet i små kasser, så bliver man hurtigt udmattet. Jeg har gennem årene skabt så mange ting – glas, metal, træ, malerier og akvareller – og nu arbejder jeg også med 3D-print. Men bare fordi jeg ikke har en formel kunstuddannelse og fordi ansøgningsskemaerne er næsten umulige at navigere i, bliver det en næsten umulig opgave at søge støtte. Normalt vil jeg ikke pege fingre, men Statens Kunstfond i Danmark – deres ansøgningsformular er helt umulig, at have med at gøre. Det er absurd!”

Grip læner sig frem mod kørestolen og ser på Chris: “Og der er ingen tvivl om, at dine værker er lige så reflekterende og debatskabende som noget fra en ‘rigtig’ kunstner – uanset hvad systemet mener om formel uddannelse. Det er ikke nogen kritik af professionelle kunstnere, men man kan godt undre sig over et system, der sætter så mange barrierer op for at støtte kunst.”

Wendy nikker og ser mod monumentet: “Ja, præcis! For sagen er, at hvis der virkelig var lige muligheder, burde systemet tage højde for de forskellige behov og evner. De skemaer er jo slet ikke designet til mennesker som os. Men du ved, Chris, dine skulpturer har noget, der skinner igennem. Jeg synes, det er vigtigt, at folk forstår, at en formel uddannelse ikke nødvendigvis gør én til en bedre kunstner.”

Skip griner: “Ja! Det kræver mod og erfaring – noget, Chris har rigeligt af! Og det at bruge 3D-print til dine værker? Det er da genialt! Det viser bare, at når man står over for udfordringer, finder man en vej. Du er kunstner, Chris, med stort K, om systemet så kan se det eller ej.”

Chris smilende: “Tak, venner. Det betyder virkelig noget. Det ironiske er, at vi handicappede næsten udgør en femtedel af befolkningen i både Danmark og Norge. Vi er ikke en lille niche. Vi er mange. Så hvorfor skulle vores stemme og kunst være mindre værd?”

Grip med et skævt smil: “Ja, og se lige, hvor meget vi egentlig kunne bidrage med. Kunst er ikke kun for dem, der kan udfylde et skema eller skrive et langt essay. Kunst er for dem, der har noget på hjerte – som dig, Chris.”

Wendy ser på monumentet igen: “Det her lille monument minder mig om, at kunst kan være simpelt, men stadig kraftfuldt. Måske handler det ikke om at passe ind i en kasse, men om at skabe noget, der rører mennesker.”

Chris ser alvorligt på sine venner: “Den skulptur, jeg arbejder på, skal symbolisere, hvordan teknologi og isolation påvirker os som mennesker. Jeg har lavet den med en stærk, robust underkrop – det er billedet på vores iboende styrke, på hvordan vi kan stå fast og klare os, selv når livet bliver svært. Men overkroppen… den er bare en tom konservesdåse. Det skal vise kontrasten mellem vores styrke og den tomhed, vi risikerer at ende med indeni. Jeg vil have folk til at se det og tænke over, om vi som samfund er ved at miste os selv, mens vi bliver mere og mere afhængige af teknologi og glemmer den ægte menneskelige kontakt.”

Skip griner og giver Chris et skub på knæet: “Og det behøver da ikke nogen formel godkendelse for , at blive et stærkt værk. Det kræver bare, at nogen ser det og tænker over budskabet.”

Grip smiler bredt: “Jeg synes, du skal gå efter at skabe dit værk – med eller uden støtte. Systemet kan ikke bestemme, om du er kunstner. Det gør du selv!”

Wendy trykker Chris’ i ryggen: “Og måske en dag vil systemet indse, at det må tilpasse sig og åbne dørene for alle slags kunst. For indtil da har vi dig, Chris, og dine værker som bevis på, at kunst skabes af sjælen, ikke af skemaerne.”

Chris med et stort smil: “Tak, venner. Det betyder alt, at I tror på mig. Der findes rigtig mange som mig, hvis kreativitet desværre aldrig får lov til at komme til udtryk eller blive hørt. At kaste mig ud i det her skulpturprojekt, som jeg har regnet ud vil koste mindst 200.000 danske kroner alene til materialer, assistance og støbeformen, rækker en folkepension ikke til.”

Wendy ser tankefuldt på Chris: “Det er jo netop det – og det er urimeligt. Hvis systemet ikke anerkender kunst fra folk som dig, hvad siger det så om vores kultur? Det er på tide, nogen tager fat i det.”

Chris henvendt til Wendy: “Og hvem skulle det være?” Chris blinker til Wendy, “apropos at blive hørt, jeg har sendt kørestoleartiklen til en ny dansk avis, men jeg regner ikke med, at den bliver optaget, fordi jeg ikke sendte et billede med, som der stod jeg skulle. Jeg fandt først ud af det, da artiklen var afsendt. De skrev også, at jeg ikke måtte have haft den på mit eget medie. Det er lidt interessant, at man har mere fokus på egne krav end samfundsproblemet. Men nu skal I høre,” sagde Chris og smilede, “jeg vendte det hele på hovedet og tænkte, hvis jeg nu høfligt spørger, om jeg må lave en ansøgning helt frit, så kunne det være, at jeg kunne åbne en ny dør.”

Chris kiggede på de tre andre. “Så det gjorde jeg, og ved I hvad, ret hurtigt kom der svar tilbage fra en af de store danske virksomheder, og det var direktøren, der svarede, at jeg godt måtte gøre det frit, og de ville hjælpe med, at sætte det ind i de rigtige skemaer. Så uanset om jeg får noget bevilget for det pågældende sted, blev jeg virkelig glad og har stor respekt for dem. Forresten har jeg også skrevet til Apple om deres USB-C ledninger og mine udfordringer – med forslag til en løsning.”

De sad alle et øjeblik i stilhed, mens de betragtede monumentet. Chris vidste, at kampen for at få sit værk ud måske ville blive lang, men han havde sine venner ved sin side og en urokkelig tro på, at hans kunst en dag ville blive set.

Skip: “Ja, du sidder ikke på den lade side, og du snakker om træthed og energi.”

Chris lo: “Det er jo det, jeg siger om kreativiteten – den holder mig i gang. Den er bedre end alverdens medicin mod depressioner, så langt.”