Chris kigger op fra sin kop kaffe: “I ved, jeg sad lige og tænkte på noget… Vi er en ret stor gruppe, os handicappede. Faktisk er vi næsten en femtedel af befolkningen i Danmark og Norge. Men hvorfor er det så svært at finde tøj, der passer ordentligt til os?”

Wendy smiler og mærker, der er noget i gang: “Ja, og ikke bare svært… det er som om, tøjindustrien har glemt, at vi også har brug for funktionelle og pæne klæder. Kan du forestille dig, hvor mange gange folk har kæmpet med en lynlås, når deres hænder ikke vil samarbejde?”

Skip svinger krykken med et grin: “Hah! Eller når bukserne er så stramme, at du skal være gymnast for bare at få dem på. Måske er det derfor, folk holder sig til joggingbukser! Altid elastik eller snøreordning, altid behageligt.”

Grip justerer sin stilling og kigger alvorligt rundt: “Men seriøst, hvis vi nu udgør 17-18% af befolkningen… burde tøjproducenterne så ikke have os i tankerne fra starten? Det er jo ikke en lille niche. Det er ikke som om, vi er få.”

Chris nikker og lægger armene over kors: “Præcis! Hvis bare bukserne havde lidt større lommer f.eks harmonika system, lidt bredere ben og elastik eller snøre i taljen… så kunne mange flere bruge dem, ikke kun os. Og skjorter? Hvorfor kan de ikke alle bare laves med velcro eller magneter, så vi kan få dem på uden at skulle kæmpe med knapper?”

Wendy griner og dyttede med sit indbyggede horn: “Ja, velcro… kan vi ikke alle blive enige om, at det er opfindelsen, der bare skulle være standard? Og hvorfor ikke gøre det til en mode-trend? Velcro-skjorter for alle!”

Skip nikker energisk: “Jamen, det giver jo ingen mening! Hvis det ikke engang ville være dyrere at producere… hvad er så undskyldningen? Det meste af tøjet bliver jo allerede fremstillet i Kina, Tyrkiet, Vietnam og Bangladesh. Det er ikke lønomkostningerne, der belaster budgettet. Så hvad holder dem tilbage?”

Grip løfter sig 2 cm. op over gulvet: “Og her er problemet: Ingen efterspørger det, fordi de ikke ved, at det findes – og det findes ikke, fordi ingen efterspørger det. Det er en ond cirkel!”

Chris med et skævt smil: “Så vi er fanget i en tøjmæssig version af ’hønen eller ægget’-dilemmaet. Måske skulle vi starte vores eget tøjbrand?”

Wendy driller: “Chris & Co. – Tøj til folket, der faktisk kan bruges!”

Skip ler: “Lynlåsfrit, knappefrit og med masser af elastik! Jeg ser allerede reklamen for mig: ‘Elastik er det nye sort!’”

Grip grinende: “Men seriøst, der er så mange fantastiske unge designere derude, og der findes så mange spændende materialer. Mulighederne har aldrig været større for at udvikle tøj, der både er brugbart og smart. Vi taler om god kvalitet og spændende farver.”

Chris med et nik: “Ja, vi orker ikke at være kedelige – livet kan være det nok i forvejen. Vi vil have elegant tøj, hverdagstøj, arbejdstøj – og det skal være funktionelt. Hvis tøjet er designet til vores behov, betyder det jo, at vi kan blive mere selvhjulpne. Hvorfor skulle vi nøjes?”

Wendy smilende, men med alvor i stemmen: “Vi ved jo godt, at det ikke er alle handicappede, der har de samme udfordringer, så det er ikke sådan, at vi forsøger at generalisere. Men der er helt sikkert nogle fællesnævnere, hvis man undersøger det lidt nærmere.”

Skip griner: “Præcis! Det handler om at finde de ting, som de fleste af os kunne have gavn af – større lommer, lettere lukkemekanismer, og noget der bare er lidt nemmere at få på.”

Grip smilende, men alvorlig: “Det er ikke kun et spørgsmål om mode, det handler om frihed og selvstændighed. Hvis man ikke skal kæmpe med at få tøj på hver dag, kan man fokusere på de vigtigere ting i livet.”

Chris tager en slurk kaffe: “Måske er det tid til at råbe op? Hvis vi kunne få nogen til at lytte… tænk på det. Vi er næsten en femtedel af befolkningen. Hvis vi alle blev enige om at kræve tøj, der virker for os…”

Wendy afbryder med et grin: “Så ville vi blive trendsettere! Snart ville alle gå rundt med elastikbukser og velcro-skjorter.” Wendy stopper med at grine,” men Chris du ved jo godt hvordan det skal være, du har jo fået fremstillet tøj til dig selv mange gange.” Chris nikkede” ja jeg har designet tøj sammen med en skrædder, tøj som er smart, praktisk og enkelt, nemt at tage på og af, behageligt at have på, gode lommer jeg kan komme ned i, fin kvalitet og de farver som jeg har lyst til, og min skrædder sagde, at det var nemmere at sy mit tøj, end alt det andet ,som han normalt lavede, “ 

Skip,” Ja det kan vel ikke bliver værre og mere skørt, end alle de babysokker voksne folk går rundt med i skoene, eller Jeans med store huller i ?”

Wendy,” Så så Skip, nu ikke så fordømmende, det er mode og folk vil helst ikke skille sig ud, og så er det nemt for dig, at sige, som ikke bruger strømper.” Wendy kunne jeg alligevel ikke lade være,” men de ville passe fint I størrelse, til din lille gummidut på krykken.” Wendy lo igen og de andre gjorde hende følge.

Chris fugtet læberne og fortsatte, efter afbrydelsen fra Wendy og Skip” vi kunne måske lægge tegninger og foto ud på vores blog, til  inspiration for andre, vi kunne lægge den på hjemmesiden, under vores mening? ”.

“ kanon ide”, Wendy lavede en pirouette på gulvet.

Skip lo: “Og så kan vi sidde her og tænke: ‘Vi startede det hele!’”

Chris med et smil: “Ja, hvem ved? Måske skulle jeg skrive en artikel om det… Men hvem ved, om nogen vil trykke den.”

Grip med et glimt i øjet: “Hvis de ikke gør, starter vi bare vores eget magasin – ‘Mode for Mennesker der vil kunne klæde sig selv’.”

De lo alle sammen ved tanken, men i deres latter lå også en alvorlig erkendelse af, at noget måtte gøres. Hvis ingen andre gjorde det, så måtte de tage sagen i egne hænder…… igen.