Chris kigger tankefuldt ud af vinduet: “Jeg fik et afslag i dag, fra en af de største danske aviser om, at de ikke ville bringe mit læserbrev om dårlige kørestole. De vægtede andre ting vigtigere. Personligt er jeg ikke påvirket eller føler mig afvist, men som handicappet føler jeg mig degraderet og ikke taget seriøst. I ved, det kan godt være, at vi sidder her og griner og laver jokes, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange der sidder alene derude. Ingen at tale med, ingen at dele de her små ting med…”

Wendy nikker: “Det er rigtigt, Chris. Mange har ikke engang den støtte, som vi har. Isolation kan være så usynlig for omverdenen, især når det gælder os med fysiske udfordringer. Folk ser kun, hvad de vil se.”

Skip løftede sit håndtag: “Ja, og hvad de ikke ser, eksisterer ikke for dem. Det er som om, når du ikke længere passer ind i samfundets idealbillede, så bliver du usynlig. Det er den største uretfærdighed.”

Grip læner sig ind mod bordet: “Og så er der de små daglige kampe, som vi tager for givet. At skulle planlægge hver eneste tur ud af huset, bekymringen for, om der er ramper, om toilettet er tilgængeligt… Det er ikke noget, folk tænker over.”

Chris smiler lidt: “Og hvad med alle de steder, vi ikke engang kan komme hen? Jeg tænker på, hvor mange invitationer handicappede har måttet afvise, fordi der ikke er adgang for kørestole.”

Wendy ryster på hovedet: “Det er netop det. Alle de små, skjulte barrierer. Det er ikke bare det fysiske, det er også den mentale belastning. Ingen ser, hvor meget vi tænker over hver eneste detalje – og hvor ensom man kan føle sig, selv når man er omgivet af folk.”

Skip vrider lidt på gummifoden, så det piver: “Præcis! Folk ser kun vores handicap, men de ser ikke personen bag det. Vi bliver gjort usynlige – det er ironisk, ikke? Jeg mener, jeg er lige her, men alligevel føler jeg mig nogle gange, som om jeg ikke er der.”

Wendy ser opmærksomt på Chris: “Har du nogensinde tænkt over, hvor stor en del af befolkningen i Norge og Danmark der egentlig er handicappede?”

Chris svarer: “Nej, ikke rigtig, men jeg ved, at det er mange.”

Grip sukker: “Det værste er, at ingen rigtig taler om det. Medierne går aldrig ind i de her problemer, medmindre det er en eller anden skandaløs historie. Ellers er det bare stilhed.”

Grip, som er talnørden i gruppen, forsatte: “Jeg har engang regnet på det bare for sjov, men det er faktisk mere alvorligt, end mange overhovedet ved. Chris, tast lige tallene ind på din telefon.”

Chris tog telefonen frem og smilede: “Jeg er klar, professor. Kom med det.”

Grip fortsætter: “I Danmark er der cirka 680.000 handicappede vælgere, hvilket er lidt under antallet af stemmer til det største parti, som fik 984.000 stemmer ved sidste valg. Fik du tallene, Chris?”

Chris nikker: “Ja, jeg har dem.”

Grip fortsætter: “I Norge er der omkring 585.000 handicappede vælgere, hvilket er tæt på antallet af stemmer til det største parti, der fik 782.000 stemmer. Hvis alle handicappede i begge lande stemte på det samme parti eller deres eget, ville de være tæt på at kunne overgå de største partier i både Danmark og Norge.”

“Wow,” siger Skip. “Det tror jeg ikke, der er mange, der ved.”

Wendy smiler eftertænksomt: “Nu vil de jo aldrig blive enige, men hold da op, det er noget af en magtfaktor.”

Grip svarede lettere forarget: “Det ved politikerne godt, og derfor er der ingen fare for deres mandater.”

Chris nikker og sagde: “Jeg tænker nogle gange på, hvor meget lettere livet kunne være, hvis alt fra starten var designet med os i tankerne. Universelt design burde være en standard. Ingen af os burde skulle tænke over, om vi kan komme ind ad en dør eller finde et toilet. Alt burde bare være tilgængeligt for alle.”

Wendy lagde armlænene ned: “Det ville ændre alt. Og det er ikke kun for os, det er for alle. Tænk på ældre, små børn, eller dem med midlertidige skader. Hvis alt blev designet med tilgængelighed som en selvfølge, ville vi alle få det nemmere.”

Chris nikker: “Præcis. Men det stopper ikke der. Jeg tror, vi har brug for mere uddannelse. Folk ser os og tænker kun på handicap, men de forstår ikke vores virkelighed. Hvis alle vidste mere om, hvad det faktisk vil sige, at leve med et handicap, ville vi ikke være så usynlige i samfundet.”

Wendy ser alvorligt på ham: “Det handler om at fjerne fordomme og misforståelser. Hvis folk blev undervist i, hvad det vil sige at leve med et handicap, ville de ikke kun se kørestolen eller krykken – de ville se os.”

Chris smilende, men med et alvorligt blik: “Måske er det tid til at bryde den stilhed. Tiden er kommet til at dele vores oplevelser og vise verden, at vi eksisterer – og at vi har meget at bidrage med.”

Wendy ser på Chris: “Chris, du sender da artiklen om kørestole videre til en ny avis, ikk’?”

Chris smilende: “De fire musketerer plejer jo ikke at give op, gør de?”

Skip med et grin: “Længe leve replikken!”

Grip tøvende, men grinende: “Er du sikker på, det var det, du mente?”

Skip afbryder hurtigt: “Ja, det mente jeg .”

Chris smiler til Skip: “Du kommer efter det, Skip,” og så lo de alle sammen.