Chris sad ved bordet, klar til at tage endnu en bid af sin frokost, da han rakte ud efter saltbøssen. I stedet for at få fat i den, skubbede han til den med fingrene, og i slowmotion væltede den, mens saltet spredte sig ud over bordet.

Skip lo højt: “Godt det ikke var mælk, Chris!”

Grip var straks med på noderne og tilføjede: “Ja, for det skal man jo ikke græde over.”

Wendy fulgte op “og nu ejer de ikke saltet til et æg”

De andre lo med, og det var som om, den lille episode satte gang i en bølge af jokes og hverdagsanekdoter, som de alle kunne relatere til.

Wendy forsatte:”Kender I det med sokker? Du får den ene sok på uden problemer, men den anden? Den gemmer sig altid under sengen, lige udenfor rækkevidde og når du endelig får fat i den, så var det en anden sok, der havde ligget der længe, fyldt med nullermænd.”

Chris nikkede med et grin: “Skjorten er ikke bedre. Du tager den på, men den ene arm ender på den forkerte side af ærmet, og knapperne? De lukker skævt, så du må starte forfra.”

Wendy lo: “Og så er der lynlåsen. Du trækker i den, men den sidder altid fast halvvejs og pludselig kan du hverken hive den frem eller tilbage'”

Grip rystede på hovedet og tilføjede: “Og så er dine  bletæer Chris – et sandt elastisk mareridt. Elastikken hænger fast om tæerne, og når du endelig får den på, vender den selvfølgelig forkert.”

Skip grinede med: “Knapper er også en evig kamp. Hver gang du næsten har knappen igennem hullet, hopper den tilbage og det er altid på det er mest ubelejlige tidspunkt.”

Chris lo højlydt: “Og skoene! Jeg prøvede engang, at tage dem på, men den ene sko var forsvundet under bordet. Da jeg endelig finder den, er det ene snørebånd, bundet sammen i en knude.”

Wendy tilføjede: “Tuben med sennep er heller ikke til at stole på. Du trykker forsigtigt, og pludselig sprøjter det hele ud over bordet – men ikke på maden, slash.”

Grip nikkede: “Eller maden, der aldrig rammer munden Chris! Du prøver at spise, men halvdelen af maden ender på tøjet eller på bordet.”

Skip vippede frem og tilbage og sagde: “Og så er der kaffekoppen. Du hælder forsigtigt op, men så slår du koppen ved et uheld, og pludselig er der kaffe over hele bordet.”

Chris kunne ikke lade være med at grine: “Og gaflen, der pludselig bliver til en katapult. Du prøver at spise, men maden flyver gennem luften og lander altid på en hvid skjorte eller dug.”

Wendy rullede frem og tilbage og sagde: “Skærebrættet er også en klassiker. Du hakker grøntsager, men brættet begynder at danse på køkkenbordet, og grøntsagerne hopper væk.”

Grip tilføjede med et grin: “Og glasset med syltede agurker! Låget sidder fast som en fæstning, og når du endelig får det op, sprøjter eddikevandet ud over hele køkkenet.”

Skip kunne ikke lade være: “Stolen, der danser væk. Du prøver at sætte dig ned, men stolen glider bagud, og du sidder i luften som en tegnefilmsfigur.”

Wendy lo: “Og skraldeposen, der klamrer sig fast. Når du endelig får den ud af spanden, splitter den sig, og indholdet vælter ud over gulvet.”

Chris rystede på hovedet: “Toiletrullen er også altid en kamp. Du rækker ud efter papiret, men enten kommer der ingenting, eller hele rullen falder af og ruller hen over gulvet.”

Grip nikkede: “Vaskemaskinen, der spiser din sok. Hver gang du vasker, forsvinder én sok, og den dukker aldrig op igen.”

Skip grinede højt: “Og bruseforhænget, der vil krammes. Det klæber sig til dig, som om det har savnet dig hele dagen.”

Wendy kunne ikke lade være med at tilføje: “Og tøjstativet! Du hænger tøjet op, men stativet kollapser, og alt tøjet falder ned på gulvet.”

Chris nikkede: “Ja, og skraldespanden, hvor låget falder af, når du træder på pedalen. Så står du der med skrald i den ene hånd og ubrugelige talenter, i den anden.”

Grip grinede videre: “Og fjernbetjeningen, der altid glider ned mellem sofaens puder og forsvinder.”

Wendy tog en dyb indånding og sagde: “Papiret fra printeren, der altid flyver væk, lige når det kommer ud og lander på gulvet i et eller andet, som sætter sig på papiret.”

Chris lo: “Og nøglen, der nægter at gå i låsen. Uanset hvad du gør, sidder den altid skævt.”

Skip lo højt: “Og puden, der glider væk, lige når du er ved at falde i søvn.”

Wendy kunne ikke lade være: “Og kuglepennen, der løber tør, lige før du er færdig med at skrive.”

Grip slog ud med armene: “Og kuglepennen, der pludselig eksploderer og sprøjter blæk over det hele.”

Chris rystede på hovedet: “Og tandpastatuben! Du trykker forsigtigt, men der kommer ingenting ud. Så trykker du hårdere, og tandpastaen flyver ud over spejlet.”

Wendy grinede: “Eller lampen, der nægter at tænde, selvom du lige har skiftet pæren.”

Skip fortsatte: “Og bukserne, der bliver til en labyrint. Du prøver at tage dem på, men benene vil ikke finde vej.”

Chris tilføjede: “Og bæltet, hvor hullet forsvinder. Du står der og roder, mens bukserne glider ned.”

Wendy rystede på hovedet: “Og strømpebukserne, der ruller ned, lige når du har fået dem på.” De andre kiggede på hende forundret , Wendy kiggede på dem,” ja altså ikke på mig, men på damerne har jeg hørt,” “ og nogle mænd”, tilføjede Skip 

Grip lo højt: “Og ægget, der sprækker, og indholdet bobler ud som en vulkan, i kogt vand, det blev ikke blødkogt æg,  kan jeg så hilse og sige.”

Skip grinede: “Pastaen, der koger over, lige når du vender ryggen til. Klistervand over hele komfuret.”

Chris kunne ikke lade være med at tilføje: “Og kiksene, der eksploderer i en sky af krummer, der lander overalt.”

Wendy lo: “Eller smørret, der glider rundt på brødet som en skøjteløber, fordi det falder af kniven.”

Grib rystede på hovedet: “Og stolen, der nægter at flytte sig, fordi benene sidder fast i gulvtæppet.”

Skip lo: “Køkkenvasken, der pludselig bliver til et  springvand ,da man skiftede pakning, men glemte at lukke hovedhanen.”

Chris tilføjede: “Og skraldespanden, der vælter, når du træder på pedalen.”

Wendy rystede på hovedet: “Og låget, der flyver af, som om det var en raket.”

Grip lo: “Opladeren, der bliver ved med at falde ud af stikkontakten, når du er på ferie, fordi stedets stikkontakt er udformet anderledes.”

Skip rystede på hovedet: “Og headsettet, der på magisk vis, vikler sig sammen til en knude.”

Chris kunne ikke lade være med at grine: “USB-stikket, der altid vender forkert, uanset hvor mange gange du prøver.”

Wendy tilføjede: “Og tastaturet, hvor fingrene nægter, at ramme de rigtige taster, specielt på mobiltelefoner, ikk Chris ?”

Grip rystede på hovedet: “Og cykelkæden, der hopper af lige på det værste tidspunkt.”

Skip lo: “Eller bagagerummet, der nægter at lukke, selv efter fem forsøg.”

Chris nikkede: “Og bilen, der altid har tom tank, når du mindst venter det.”

Wendy kunne ikke lade være med at tilføje: “Toilettet, der nægter at skylle, lige når du har brug for det.” Wendy skar en grimasse.

Grip lo: “Og bruseren, der skifter til iskoldt vand uden advarsel.”

Skip rystede på hovedet: “Eller toiletrullen, der falder ned i toilettet lige som du skal skylle.”

Chris grinede højt: “Og fluen, der konstant rammer dit ansigt, når du prøver at slappe af.”

Wendy lo: “Eller myggen, der aldrig forsvinder, og som starter sin koncert, så snart du slukker lyset.”

Grip forsatte: “Eller edderkoppen, der forsvinder bag sofaen, så du aldrig ved, hvor den er.”

Skip nikkede: “Og den sidste kop kaffe, der altid forsvinder, fordi nogen tog resten uden at lave nyt.”

Chris lo: “Eller køleskabet, der er næsten er tomt og du er lækkersulten, da du endelig finder noget , er det mugnet.”

Wendy grinede: “Og grydens hank, der går i stykker ,lige når du skal bruge den.”

Grip lo højt: “Og bussen, der kører lige forbi dig, fordi sommerplanen er startet.”

Skip rystede på hovedet: “Og filmen, du aldrig nåede at se, fordi den blev taget af plakaten, inden du fik taget dig sammen.”

Chris grinede: “Og skraldeposen, du tog med i busen i stedet for rygsækken, som du nu godt ved hvor er.” Chris fortsatte mens han simulerede en passager der ringede på stop knappen, “dingding dong, chauffør kan jeg godt komme af nu.”

Wendy lo højt: “Og yndlings skruetrækkeren, der altid er væk, når du skal bruge den.”

Grip tilføjede: “Og værktøjet, der går i stykker midt i projektet og det er søndag.”

Skip lo: “Eller nøglerne, der altid gemmer sig, selvom du allerede har tjekket skuffen og tasken fem gange.”

Chris kunne ikke lade være: “Og skoen, der nægter at komme på, fordi hælen krøller sammen.”

Wendy lo højt: “Og knappen på jakken, der falder af lige som du skal ud ad døren.”

Grip grinede: “Og rygsækken, der springer op, så alt indholdet lander på gaden, lige inden du træder ind i en taxa og chaufføren holder ulovligt.”

For hver joke og anekdote blev stemningen mere og mere løssluppen. De grinede højt, mens de delte historierne, og det var tydeligt, at selv de små irritationer i livet kunne blive til noget sjovt, når man delte dem med venner.

Chris lænede sig tilbage og grinede. “Det er som om, livet har besluttet, at hver eneste lille opgave skal være et slags mesterskab i komplicerede bevægelser og Murphy har da ikke levet forgæves . 

Først starter vi med disciplinen om morgenen der hedder ‘rejs dig uden at ligne en jonglør med balanceproblemer’, så kommer vi til ‘find noget mad uden, at skulle fange det midt i luften’. Og hvis jeg kommer igennem det uden at spilde det meste, så er halvdelen af missionen lykkes og jeg vil ydmyg gerne ,tage imod en  medalje og præmie.”

Alle lo højt, og Wendy tilføjede: “Ja, og når du så vinder, er præmien… , må vi få en trommehvirvel.“ Alle bankede i gulvet og Chris på bordet,“……. ,”at gøre det hele igen i morgen!”

Grip tilføjede: “Bare rolig, Chris og hvis du taber noget på gulvet, så er det jo bare endnu en træningsøvelse i ‘bøj dig ned uden at vælte’.”

Chris grinede og rystede på hovedet. “Hvem har brug for fitnesscenter, når hverdagen er én stor udholdenhedstræning?”