Chris proppede flere kogte peanuts i munden og sagde med et grin, “Så har jeg smagt det med.” De fleste nødder landede, hvor de skulle, men de mest “levende” forsøgte at flygte – nogle endte på trøjen, mens andre søgte tilflugt på gulvet, som om de var midt i en fangeflugt. Tidligere ville det have irriteret ham voldsomt. Han havde altid sat en ære i at spise pænt, nok meget hjulpet på vej af sin mor i barndommen. Men nu kunne han se det fra en mere humoristisk vinkel – i hvert fald når han var alene.

Chris trak på skuldrene med et skævt smil: “Ja, bare jeg kunne slippe for at ligne en klovn, når jeg forsøger at spise.”

Grip, der prøvede ad hvile op af væggen nikkede: “Det er noget af en balancegang, Chris. Men hey, du tager det nu med et godt humør. Det er en slags kunst i sig selv.” ” Ja,” svarede Chris ,”det tragisk komisk og jeg kan se det absurde og morsome i de fleste ting, det er ligesom at jeg sidder og ser på mig selv, i en Charles Chaplin film eller Buster Keaton i Candid Camera”. og han forsatte,” og det passer altid med, at når jeg sætter mig ned, så skal jeg også tisse og så er det op igen . Chris lo og kiggede på Grip: “Ja, en Monty Python-sketch om en Parkinson-gangart. Det er, hvad det er.” Skip, der altid var klar til, at bryde ind med en joke, kunne ikke lade være: “Selv med mig og Grip ved din side, Chris, slår vi stadig ikke verdensrekorder for hurtigste gang.”

“Verdensrekorder? Chris burde få en medalje for bare, at klare sig igennem måltidet uden, at vælte noget og I på toilettet inden det hele er dryppet til” tilføjede Wendy, mens hun peb lidt med højre dæk på gulvet.

Chris trak vejret dybt og tænkte et øjeblik. “Det er blevet så meget mere komplekst at spise. Før i tiden var det bare noget, man gjorde. Nu er det et helt projekt, og idé, til konstatering, til planlægning og udførsel af projektet. Dertil kommer så afslutning af projektet, er der sket skader, skal der være underentreprenør, ny ble leverance, eller skal der ikke være en ny investering, eller er den nuværende brugbar?. Så bliver der et nyt efterspil, er maden varm, skal vi til at investere i ny opvarmning og hvor lang tid vil det tage, er der nogen der kan hjælpe og så videre.” “Er gæsterne gået ?” Skip kunne ikke lade være med at sige det, Wendy kiggede strengt på ham. ” Parkinson gør det svært, at få maden fra tallerkenen til munden, og synet er heller ikke, hvad det har været. Jeg havde aldrig tænkt over, hvor vigtigt synet er, når man skal ramme maden – og munden.” sagde Chris, der dog ikke kunne lade være med, at smile af Skip´s kvikke bemærkning.

Wendy nikkede forstående. “Jeg kan godt se, hvordan det må være en kamp. Det er ikke kun maden, det er alt, der skal planlægges.”

Chris fortsatte med et suk: “Når jeg spiser alene, kan jeg grine lidt af det, men i sociale sammenhænge er det en anden historie. Jeg føler mig bevidst om hver eneste lille fejltagelse. Måltiderne bliver længere og mere udmattende.” ansigtet på Chris så helt træt ud ,”jeg kan også mærke, at jeg undgår for meget socialt, hvis der indgår mad eller kage.”

Skip kiggede på Chris og sagde med et skævt smil: “Så du siger, at det ikke bare handler om smagen, men om at få maden op til munden uden at tabe halvdelen på vejen?”

Chris nikkede. “Præcis, Skip. Det er ikke kun, hvad der er på tallerkenen, det er også evnen til, at spise det uden at tabe det hele og i tillæg er der perioder, hvor det er svært, at synke maden og har man prøvet et par gange, at få maden forkert i halsen og følelsen af, at blive kvalt, så bliver man meget forsigtig”.

Når Chris skulle ud af huset, føltes det som en større logistisk operation. “Jeg føler næsten, jeg skal pakke en XXL-kuffert hver gang,” sagde han. “Bleer, ekstra bukser – hvis der sker et lille uheld med vandvognen.”

Grip medfølende og sagde: “Ja, du skulle næsten have en checklist for det hele. Men hey, du er godt forberedt!”

Chris fortsatte: “Nu er det ikke kun bukserne længere. Nu skal der også skjorter og trøjer med – eller en stor hagesmæk. Det er som om, pynten går af festen for hver ting, jeg pakker ned.”

Wendy, der altid fandt en positiv vinkel, sagde med et glimt i øjet: “Det er rart, at du stadig ser humoren i det. Men jeg kan godt forstå, hvorfor du føler, det kan være meget. Al den forberedelse bare for en tur ud.”

Chris smilede svagt. “Ja, men omvendt føler jeg mig også uendeligt sårbar, når jeg står uden alle de ting. Uden bleen, uden ekstra tøj, er det som om, jeg føler mig nøgen – og verden konfronterer mig med alt det, min krop ikke længere kan klare på egen hånd.”

Skip skubbede Chris på foden. “Men Chris, du klarer det jo alligevel. Og vi er her, klar til at hjælpe dig med hvad som helst – selv Monty Python-gangarter!”

Wendy smilede og sagde: “Måske skal vi bare tage det lidt langsommere. Vi kan jo stadig nyde turene sammen, selvom vi ikke slår nogen rekorder.”

Chris kiggede anerkendende på dem. “Langsomt eller ej, vi kommer igennem det sammen. Og det er nok det vigtigste.”