Chris og Wendy rullede langsomt gennem det travle marked, mens den fugtige varme hængte tungt i luften. Solens sidste stråler skinnede ned på de farverige boder, og folk bevægede sig mellem dem som en strøm af liv. Mennesker i alle aldre var samlet her – små børn, teenagere, bedsteforældre og unge par, der lo og flirtede, ja endda hele familiegrupper. Chris sad afslappet i Wendy Wheelchair, mens hun dygtigt styrede dem gennem markedets mange boder.

“Du ser lidt eftertænksom ud, Chris. Hvad tænker du på?” spurgte Wendy, da de holdt en kort pause ved en bod fyldt med frisk frugt og grøntsager.

Chris smilede og kiggede ud over markedet. “Jeg tænker på, hvor anderledes det er her sammenlignet med Skandinavien. Alle disse mennesker, så mange sanser på spil… og jeg har stadig ikke set en eneste person, der virker beruset. Det er som om, folk nyder markedet og det sociale samvær uden det store behov for alkohol.”

Wendy nikkede. “Ja, det er bemærkelsesværdigt. De drikker nok deres øl, men det er som om, det hele er meget mere afdæmpet her. Jeg har hørt, at de blander øl med vand – det virker som en god måde, at holde det under kontrol på.”

Chris lo. “Det minder mig om, hvordan franskmændene blander deres hverdagsvin med vand. Måske er der noget om det – det handler nok om balance og at få nok væske, voksen saftevand.” Skip og Grip, som hang i deres elefanter bagpå kørestolen, slog en latter op over ordet “voksen saftevand.”

Mens de talte, fangede Chris øje sin ven, som havde en bod med små akvariefisk. Fiskene svømmede rundt i plastikbaljer, og smukke kampfisk stod i deres egne gennemsigtige beholdere, med krystalklart vand. Hans ven solgte fisk til folk, der havde små damme eller akvarier derhjemme. Chris var altid fascineret af, hvor ordentlige og velholdte disse små miljøer var – der var ingen døde fisk at se, og alt blev holdt rent og iltet. Wendy styrede dem hen mod vennen,  han stod der med sin hustru og deres tre børn, og flere familiemedlemmer var også omkring dem. Alle havde små poser med mad, som de havde købt fra boderne, og nu sad de sammen i skrædderstilling, mens de spiste. 

Hans ven sendte et stort smil, da han så Chris, og ønskede ham hjerteligt velkommen. Efter de havde forsikret sig om, at de begge havde det godt, kiggede Chris på baljerne. “Skal vi kigge nærmere på fiskene?” spurgte Chris og nikkede mod sin ven.

Vennen viste dem, hvordan kunderne fik de små fisk med hjem i plastikposer fyldt med vand, ligesom Chris huskede fra Danmark. En lille sjat oxygen blev tilføjet til poserne, så fiskene kunne klare turen hjem uden problemer.

“Det er imponerende, hvordan de holder fiskene her,” bemærkede Chris. “Det minder mig om akvariebutikkerne derhjemme og de virker meget omhyggelige med vandet og ilten her, også taget i betragtning, at det ikke er store glamourøse forhold.”

Wendy nikkede og smilede, mens hun betragtede fiskene. “De er virkelig smukke. Det er en lille levende oase midt i alt kaosset.” Der var fyldt med fisk i alle farver nede i baljerne, men de flotteste var kampfiskene i deres flotte farver, som stod i fine glas, med en fisk i hver i det krystalklare vand. 

De blev sammen med vennen og hans familie, nogle timer og Chris så hvor dygtig en købmand vennen var, smilende og hjælpsom. Der kom rigtig mange og købte fisk, til deres små bassiner derhjemme og Chris frydede sig over den store glæde mange børn viste, når de så fiskene og hvilken ømhed der var i børnefamilien, når en far eller mor satte sig ned på huk og pegede på de forskellige fisk, og børnene jublede. 

Så livsbekræftende tænkte Chris og tænkte på, sin egen glæde når han oplevede sin egne børns spontanitet og begejstring, når han havde vist dem noget, da de var små. Nu var de store og havde selv børn. Chris mærkede et stik i hjertet, af længsel efter fortiden, men også en glæde over de næste generationer.

Efter at have sagt farvel til vennen og hans familie, bevægede de sig videre gennem markedet. De gjorde deres indkøb – mest grøntsager, som de altid gjorde – og Chris var glad for, at vennerne var thailændere, så de kunne sikre sig den bedste kvalitet varer. Han var taknemmelig for deres hjælp, især når det gjaldt om, at finde de perfekte frugter og grøntsager. De tog sig altid tid til at lugte til dem, mærke dem og sikre, at de var af den bedste kvalitet.

“Du er heldig, at de ved, hvad de laver,” sagde Wendy med et smil. “Jeg ville bare have taget det første og bedste, men de er professionelle.”

Chris nikkede. “Ja, det gør en stor forskel.”

“Hvad var det du købte og spiser nu,” spurgte Wendy og kiggede på Chris som fornøjet, spiste noget langt hvidt som lignede bambus.

“Det er Khao Lam, traditionel thailandsk dessert lavet af klisterris, der koges med kokosmælk i et bambusrør, sommetider tilsættes sorte bønner, men det er der ikke i denne her. Bambusrøret sørger for, at den røget aroma bliver bibeholdt, under tilberedning. Dette er smagen af Thailand og jeg må have sådan en hver gang jeg er her,” sagde Chris og spiste sin Khai Lam færdig.

Markedet var som altid en sanseoplevelse. Lydene, lugtene, synet af de farverige boder – det hele føltes intenst og levende. Men for Chris var det ikke kun en praktisk opgave at handle. Det var en måde at forbinde sig med livet omkring ham, at mærke, at han stadig var en del af det pulserende samfund. Han tog en dyb indånding og smilede for sig selv.

Markedet havde også en næsten meditativ stemning, som mindede Chris om walking meditation. En stærk meditationsform som han selv havde praktiseret og undervisning i. Thailænderne virkede altid afslappede, selv når de handlede på et travlt marked. Det var som om, de gik rundt med en indre ro, smilende og fulde af gode vibrationer. De så ud til at være til stede i nuet, som om markedet var deres egen form for meditation. Dette fravær af stress og jag var noget, der altid havde imponeret Chris, især når han sammenlignede det med, hvordan tingene foregik derhjemme.

“Det er som walking meditation,” sagde Chris til Wendy, mens de rullede videre. “Folk går bare rundt og hygger sig, smiler og er til stede i øjeblikket.”

“Ja,” svarede Wendy. “Det virker som om, de har fundet en balance, som vi derhjemme kunne lære meget af. Ingen stress, bare smil og gode vibrationer.”

På vej tilbage mod bilen tænkte Chris over, hvor meget de små oplevelser betød for ham – at se fiskene, dufte frugten, høre lydene af markedet. Det var de små ting, der gjorde dagen speciel. Og med Wendy ved hans side og vennerne til at hjælpe ham, følte han sig aldrig helt alene.

Da de nåede bilen, gjorde de sig klar til turen hjem. Vennerne løftede Wendy op på ladet af bilen, som de altid gjorde. Hun grinede og sagde, som hun plejede: “Plads på første række!” Heroppe kunne hun mærke vinden i fælgene og følge med i alt, hvad der foregik, og hun elskede den følelse af frihed, det gav hende. Hun blev også godt afkølet af den friske brise, mens Chris gjorde sig klar til at køre.

På vej hjem tænkte Chris igen på, hvor heldig han var. Med vennernes hjælp og de små glæder i hverdagen kunne han stadig nyde livet på trods af sine fysiske begrænsninger.