Chris vågnede tidligt denne morgen til en kølig brise, der sneg sig ind gennem det åbne vindue. Vinden havde vendt, og den kom nu fra nord. De lokale sagde altid, at når vinden kom fra nord, betød det, at vinteren var på vej, selvom det her, i dette klima, ikke betød sne og kulde som i Chris’ hjemland. Han kunne mærke den skiftende årstid i luften, som om noget nyt var på vej.

Chris strakte sig og bemærkede, at kroppen føltes lettere i dag. Skip og Grip, hans trofaste krykker, stod klar ved siden af sengen, og Wendy, kørestolen, rullede roligt frem. I dag var en af de gode dage, hvor træningen virkelig gav pote.

Chris: smilende “Det føles som en af de gode dage. Kroppen er med mig i dag.”

Skip: hopper lidt op og ned “If you don’t—”

Grip, Wendy, og Chris (i kor): smilende “—use it, you lose it!”

De lo sammen. Selv små fremskridt blev fejret, for de betød så meget i hverdagen.

Før han gjorde sig klar til dagen, kiggede Chris ud over ris marken. Vinden fra nord blæste let hen over planterne, og de små dråber fra nattens regn glimtede stadig på bladene. Det var en særlig følelse, at se marken på denne tid af dagen, fyldt med liv og fornyelse. Det var snart tid til høst, og Chris vidste, at naboen ville bruge den traditionelle metode – segl og tærskning, som altid.

Chris: med et lille smil “Naboen er klar til at høste snart. Han bruger den gamle metode igen, så intet går til spilde.”

Grip: ser ud mod marken “Det er langsomt, men det er det hele værd. Ingen maskiner, ingen spild.”

Naboen havde forklaret, hvordan moderne maskiner ofte knuste planterne og efterlod meget spild. Ved at bruge segl kunne han skære præcist og skånsomt, så selv resterne kunne bruges som foder eller kompost. Det mindede Chris om hans egen træning – små skridt, men hver eneste skridt tæller. Mens han reflekterede, tænkte han på, hvordan vi mennesker ofte glemmer at være i nuet.

Chris: tænksomt “Vi bruger så meget tid på at tænke på fortiden eller bekymre os om fremtiden, at vi glemmer, at lige nu er det eneste tidspunkt, vi virkelig har.”

Wendy og de andre hørte vinden blæse koldere, og Wendy bemærkede:

Wendy: “De gamle siger, at når vinden kommer fra nord, betyder det, at vinteren er på vej.”

Grip: grinende “Vinter? Her? Kom nu, Chris. For dig som viking er dette høj sommer.”

Chris: ler “Ja, for mig er vinteren lidt anderledes. Men de har jo deres egne tegn på årstidernes skifte.”

Skip: hopper lidt op og ned “Alt er stadig grønt, selvom nogle planter begynder at visne lidt. Men for dig er det her nærmest forår, ikke?”

Chris: nikker “Ja, men der er noget særligt ved at mærke årstidernes skifte, selv her. Og snart vil mine orkidéer blomstre igen – en hel mini-farm af dem.”

Efter at have brugt et øjeblik på at nyde udsigten og reflektere, satte Chris sig til morgenbordet. Der var en mangosalat, stegt kød med hvidløg, friske grøntsager og en anden ret, der straks virkede bekendt, men som han ikke kunne placere. Han tog en bid og blev ramt af en smag, som vækkede minder, men som han ikke helt kunne sætte navn på. Han spurgte nysgerrigt:

Chris: “Hvad er der i denne ret? Der er så mange forskellige smage.”

En ven ved bordet forklarede, at hovedingrediensen var makrel i tomat, kombineret med mange finthakkede grøntsager. Chris lo for sig selv. Hele sit liv havde han spist makrel i tomat på rugbrød eller som makrelsalat, men aldrig i denne form.

Chris: med et grin “Makrel i tomat! Jeg har aldrig smagt det på denne måde før – det er fantastisk.”

Mens han spiste, bemærkede Chris dog, at finmotorikken stadig drillede ham. Det var som om, han holdt skeen og gaflen som skovle eller planteske. Han kunne få maden til munden, men det føltes ikke elegant eller præcist. Alligevel spiste han, langsomt og med tålmodighed, og accepterede, at dette også var en del af hans rejse.

Efter morgenmaden begyndte han, at tænke på turen til markedet senere på dagen, en begivenhed han glædede sig til. Hver søndag i mange måneder, blev markedet holdt, og selvom han havde været der mange gange, var det altid en oplevelse. Han kunne næsten fornemme den afslappede atmosfære for sig – duften af alverdens friske frugter, så som mangoer, æbler og bananer, kokos, blandet med dufte fra boder med grillede grøntsager og krydret mad.

Markedet summede af liv, men det var aldrig stressende. Folk gik langsomt rundt og hyggede sig, og der var altid plads til Chris og Wendy. Mennesker flyttede sig venligt for dem, uden irritation, og atmosfæren var fyldt med smil og varme. Det var en begivenhed, hvor familier samledes for at gøre deres indkøb og nyde dagen.

Wendy: ruller blødt fremad “Selvom der er mange mennesker, er det aldrig overvældende. Stemningen er altid så rolig.”

Chris: med et bredt smil “Ja, folk er her bare for at nyde dagen. Det er som om, alle ved, hvordan man giver plads og nyder nuet.”

Markedet ville være fyldt med håndlavede varer – små træskåle, masser af tøj, sko, fermenteret fisk, hjemmelavet syltetøj, husholdningsartikler, flæskesvær i kæmpe poser, og her lavede de fleste selv flæskesvær og det var en oplevelse, at finde de bedste som han kunne lide og så var der de fine cellofan pose, med filurlige sløjfer med alverdens ting inden i, frugtstykker, slik og andre lækkerier. Chris glædede sig især til at finde sin ven, der solgte akvarier og fisk. Det ville blive en glædelig overraskelse at gense ham og se, hvad han havde med sig denne gang.

Chris: med et smil “Jeg vidste ikke engang, at han ville være der i dag. Det bliver spændende at se, hvad han har med af akvarier og fisk.”

Musikken fra et amatørband ville sikkert fylde luften, som det plejede. Han huskede, hvordan de unge musikere, nervøse men engagerede, altid forsøgte at skabe en stemning med deres sange. Ofte var forsangeren en ung pige, som stod på et hjørne og sang med hele sit hjerte, mens hun forsigtigt rettede på sit hår.

Chris kunne næsten fornemme, hvordan alt ville glide i takt. Duften af maden, synet af de farverige boder og den venlige atmosfære. Det ville blive en perfekt dag, fyldt med glæde og nye indtryk.

Chris: med forventningsglæde “Nuet. Vi vil være lige her og nyde hver eneste oplevelse. Det bliver fantastisk.”