Wendy: “Chris, jeg har tænkt på noget. Hvad hvis du var blevet handicappet, før du begyndte at arbejde som håndværker? Tror du, du kunne have taget de samme uddannelser?”
Chris: “Godt spørgsmål, Wendy. Jeg ved ærligt talt ikke, om jeg kunne. Dengang var der i hvert fald ikke nogen, der tænkte på at gøre håndværksuddannelserne tilgængelige for folk med handicap. Der var ingen tilpasninger, og det var forventet, at man kunne klare det hele selv.”
Skip: “Det er jo vanvittigt! Kunst og håndværk burde være for alle, uanset om man kan gå, løfte eller bruge begge hænder. Hvad med en smed, der arbejder fra en kørestol? Hvorfor er det så svært at forestille sig?”
Grip: “Det handler jo om tilgængelighed og tilpasning. Hvis værksteder og uddannelsessteder ikke er indrettet til handicappede, bliver det næsten umuligt for dem at lære håndværk. Men jeg ved, at der findes skoler og uddannelsesprogrammer, der begynder at fokusere på det. For eksempel har nogle kunstskoler specielle faciliteter til studerende med handicap.”
Chris: “Ja, og det er ikke kun tilgængelighed, der er problemet. Der er også det med at få praktikpladser og jobs efterfølgende. Mange værksteder tænker ikke over, hvordan de kan indrette sig, så folk med handicap kan arbejde der. Det er en stor barriere.”
Wendy: “Så det er ikke bare uddannelsen, men hele systemet, der ikke rigtig er indrettet til, at folk med handicap kan blive kunstnere eller håndværkere? Det er jo skørt, når du tænker på, hvor mange kreative mennesker der kunne gøre en forskel.”
Skip: “Vi burde have flere muligheder, hvor der bliver tænkt på tilpasninger fra start. Hvad med at lave en særlig lærlingeordning for folk med handicap? Eller en skole, hvor værktøjet er justerbart, og arbejdspladsen er fleksibel?”
Grip: “Det er en god idé. Mange af de barrierer, der er, handler om, at vi ikke har tilpasset værktøjerne og arbejdspladsen. Hvis vi for eksempel tænker på glaspustning eller møbelsnedkerarbejde, så kunne man justere værkstederne og udvikle specialværktøjer til dem, der har brug for det. Og det handler også om at skabe bevidsthed i branchen.”
Chris: “Det kunne gøre en kæmpe forskel. Jeg ville gerne se flere unge mennesker, der har fysiske udfordringer, få muligheden for at blive kunstnere, smede eller snedkere. Det kræver jo kun lidt tilpasning. Hvis vi kan lave kørestole og proteser, der kan bestige bjerge, så kan vi også lave værktøjer, der passer til dem.”
Wendy: “Præcis, og det er en skam, at så mange talenter går tabt, fordi systemet ikke er fleksibelt nok. Der er tusindvis af mennesker, der ville kunne bidrage med noget fantastisk, hvis de fik den rette uddannelse og de rigtige muligheder. Det er ikke kun en fordel for dem, men for hele samfundet.”
Chris: “Og det er ikke kun uddannelserne, men også adgangen til hjælpemidler undervejs. Jeg har set, hvor meget det hjælper mig, når jeg har de rigtige hjælpemidler – for eksempel min kontorstol med hjul i køkkenet. Hvorfor kunne man ikke udvikle noget lignende for folk, der arbejder i værksteder?”
Skip: “Man kunne oprette et netværk af værksteder for handicappede kunstnere og håndværkere, hvor alt er tilpasset fra start. Det ville være genialt! Tænk, hvor mange mennesker det kunne give en chance.”
Grip: “Ja, det kræver bare, at man skaber den bevidsthed i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Vi har allerede teknologi og viden til at gøre det. Det er bare et spørgsmål om prioritering.”
“Men” rundet Chris af,” der vil altid være opgaver som er fysisk umuligt, at udføre for folk i kørestol, må vi huske på og sådan er det, men det gælder ikke kun folk i kørestol, men alle, for vi har alle vores begrænsninger på den ene eller den anden måde. Som de siger i filmen gummi Tarzan, der er altid noget man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er.”
Skip grinede og sagde: “Hvad vil du være, når du bliver stor, Chris?”
Chris lo og trak på skuldrene. “Tja, jeg har jo stadig et par idéer i ærmet. Måske verdens første rullende glaspuster eller en gal videnskabsmand, der opfinder alt muligt skørt til os, der sidder ned.”
Wendy smilede. “Du kan jo stadig blive alt, hvad du vil, Chris. Der er ingen alder eller begrænsning for at drømme stort.”
Grip tilføjede med et grin: “Bare så længe vi ikke skal rydde op efter dine skøre opfindelser, vel?”
Chris lo højt. “Det skal jeg nok sørge for, Grip. Jeg holder jer i gang, mens jeg finder ud af, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor.”
