Chris: (sidder i sin kørestol Wendy og ser rundt på det livlige marked) “Det er som at blive overvældet af sanserne her – en blanding af skønhed og rå virkelighed på samme tid.”

Han indånder dybt og rynker let på næsen.

“Lugtene… de er det første, der rammer mig. Frisk mango, guava og litchi sender en sød duft gennem luften. De står der, perfekt stablede i små bjerge af farver. Men så…” (han ser mod slagterområdet) “… kommer lugten af råt kød, blod, og det fugtige, næsten klæbrige vejr, gør det hele så meget stærkere. Det er en kamp mellem duften af liv – frugten og urterne – og duften af død, der hænger i luften omkring fisk og kød.”

Wendy: (ruller let frem og tilbage med Chris) “Det er som om, det er både smukt og barskt på samme tid, ikke?”

Chris: (nikker) “Ja, præcis. Man kan næsten ikke undgå, at blive draget af farverne. Alt er så perfekt præsenteret – korianderen ligger som små grønne buketter, og chilierne stråler i skarpe røde nuancer. Men lige ved siden af ser du knivene, der hurtigt hakker gennem kød, og lyden…”

Chris holder en pause og lytter til markedets kakofoni af lyde.

“Du kan høre stemmerne fra de handlende, der råber deres tilbud ud – nogle er venlige, næsten bløde, andre skarpe og desperate. Lyden af knivene mod skærebrættet blander sig med latteren fra børn, der løber rundt mellem boderne. Og så er der lyden af fisk, der smækkes på metalborde – som små eksplosioner i stilheden mellem stemmerne.”

Skip: (ser tænksom ud) “Det lyder som kaos, men alligevel… der er en rytme, en orden i det.”

Chris: (smiler skævt) “Ja, det er som om, det hele balancerer. Du har den tunge lugt af blod og fisk, men så… ser du lyset, der falder gennem de løse tagplader, og pludselig ser du noget smukt. Fiskeskællene glitrer som små juveler, og du glemmer næsten, at de ligger der, døde. Det er det, der gør stedet så… ja, fascinerende.”

Grip: (ser rundt) “Det er ligesom livet, ikke? En blanding af smukke øjeblikke og det mere barske.”

Chris: (ser tænksomt på Grip) “Det er en god måde at sige det på, Grip. Markedet er som livet selv – fyldt med kontraster. Der er skønheden i de små ting, som frugten, der er perfekt stablet, eller lyset, der skinner på fiskene. Men så er der realismen – fluerne, der kredser omkring, den rå kamp for overlevelse. Sælgerne, der kæmper for at få dagens salg til at gå op. Det minder mig om, hvordan vi alle har en indre kamp, mellem lys og mørke. Vi ser skønheden, men vi mærker også smerten.”

Han tager en dyb indånding og ser ud over markedet.

“Men på en eller anden måde, i alt det kaos og alle de lugte og lyde, så finder man ro. Måske fordi man er en del af det hele. Livet her er ærligt – ingen skjuler noget. Det er ikke altid smukt, men det er ægte.”

Chris smiler svagt, som om han tænker på noget fra fortiden.

“Og ligesom her på markedet, hvor vi skal vælge, hvad vi vil købe, så vælger vi også, hvordan vi ser på det hele. Jeg kunne fokusere på blodet og kaosset, eller jeg kunne se skønheden i lyset, der rammer frugten. Jeg tror, det er sådan med det hele – vi vælger, hvad vi vil se og mærke, selv når verden omkring os er fyldt med både lys og mørke.”

De finder en lille hyggelig Cafe´.  Chris sidder sammen med Wendy, Skip og Grip. Samtalen drejer sig om livet og de indre kampe, man står overfor, når man lever med sygdom.

Chris: (sidder stille og rører rundt i sin kaffe) “Jeg tænker ofte på, hvordan det indre liv kan være en kamp – en kamp mellem to kræfter, lige som modsætninger, vi talte om på market.

Wendy: (ruller tættere på) “Hvilke kræfter mener du, Chris?”

Chris: (ser eftertænksomt på sine hjælpere) “Inde i mig – og sikkert også inde i mange andre, der lever med sygdom og smerte – foregår der konstant en kamp. Det er som om, der er to kræfter, der kæmper om at styre mit liv.”

Skip: (retter sig op) “To kræfter? Hvad mener du?”

Chris: (ser ud ad vinduet, mens han fortsætter) “Den ene kraft er mørk og tung. Den består af frygt, fortvivlelse, vrede og bitterhed. Den får mig til at føle, at alt er ligegyldigt, at der ikke er nogen mening med at kæmpe, og at jeg lige så godt kan give op.”

Grip: (nikker forstående) “Jeg kender den følelse, Chris. Den mørke stemme kan være svær at ignorere, når man føler sig slået ned af modgang.”

Chris: (ser på Grip og smiler svagt) “Ja, og så er der den anden kraft. Den er lys og stærk. Den er fyldt med håb, mod, accept og taknemmelighed. Den minder mig om, at livet stadig har værdi. At selv når det er svært, kan jeg stadig finde glæde og mening. Den siger, at jeg skal fortsætte, at jeg skal få det bedste ud af den tid, jeg har.”

Wendy: (ruller frem og tilbage, som om hun tænker) “Det er smukt, Chris. Men hvordan ved du, hvilken kraft der vinder? Det må være svært at vælge, når smerterne og kampene er så store.”

Chris: (tager en dyb indånding) “Det er svært, Wendy. Meget svært. Men jeg har lært, at den kraft, der vinder, er den, jeg vælger at lytte til og nære.”

Skip: (ser overrasket ud) “Så det handler om, hvad du vælger at fokusere på?”

Chris: (nikker langsomt) “Ja, præcis. Det er ikke altid let. Nogle dage er mørket meget stærkt, og det kræver alt, hvad jeg har, bare at se et lille lysglimt. Men hver dag prøver jeg at vælge håbet og glæden frem for mørket.”

Grip: (smiler varmt) “Så det er ligesom at nære en plante. Den vokser alt efter, hvor meget du plejer den. Hvis du lader mørket tage over, vokser det, men hvis du vælger lyset, kan det også vokse og fylde mere.”

Chris: (smiler bredt nu) “Ja, Grip. Det er lige præcis sådan. Og det gælder for os alle. Vi vælger, hvilken kraft vi lader vokse, selvom valget ikke altid føles nemt.”

Wendy: (ser eftertænksomt ud) “Det er en vigtig lektie, Chris. Jeg tror, vi alle kan lære noget af den kamp, du beskriver. Hver dag er der et valg.”

Chris: (ser rundt på sine hjælpere) “Ja, og jeg vælger at lytte til lyset. For selv når mørket truer, har jeg jer, og det gør det lidt lettere at finde vej tilbage til håbet.”

(Gruppen sidder stille et øjeblik, alle reflekterende over Chris’ ord. Der er en følelse af fælles forståelse og styrke.)

Chris bryder stillede ,”nå venner skal vi se, at komme hjem af hjem til maden, jeg tror vi skal have noget lækkert igen i dag, lækkert som hver dag”.