Wendy kiggede ned.

“Chris, du har aldrig strømper på. Har du slet ingen?” spurgte Wendy.

Chris smilede. “Jo, jeg har nogle fantastisk flotte sokker, som en god ven har strikket til mig. De har fine dyre motiver på og er helt unikke. Jeg tror ikke, der er andre, der har sådan nogle.”

“Hvorfor bruger du dem så ikke?” spurgte Wendy.

Chris sukkede og kiggede på hende. “Det skal jeg forklare dig. Det er faktisk meget simpelt – jeg kan ikke tage dem på alene.”

Wendy blev lidt forlegen, hvilket fik lysene på hendes joystick pult til, at kører frem og tilbage som løbelys. Chris, “det er naturligt, at du spørger. Jeg er sikker på, at mange undrer sig, når jeg kommer på besøg med bare fødder. Men det handler ikke kun om sokkerne. Jeg føler mig også mere sikker, og jeg har bedre kontakt med underlaget, når jeg går med bare fødder. Det giver mig en følelse af tryghed omkring balancen. Når jeg er ude, har jeg selvfølgelig mine støvler på.”

Skip brød ind. “Ja, de gamle støvler – dem har du da haft i mange år. Var det ikke på tide med nogle nye?”

Grip rystede på hovedet og smilede. “Rolig nu, Skip. Der må være en grund til, at de ikke er smidt på bålet.” Han fnisede og tilføjede: “Men pæne er de jo ikke.”

Chris lo. “Jeg har tænkt på, at få nye støvler mange gange, men det tager et halvt til et helt år, før de er så udtrådte, at de er nemme at komme i. Og disse er jo miljøvenlige.”

“Miljøvenlige?” spurgte Wendy skeptisk.

“Ja, fordi jeg beholder dem i mange år,” grinte Chris.

“Men det er jo egentlig sjovt, at vi laver hjælpemidler til sko, der skal hjælpe folk med, at få skoene på, i stedet for bare at lave sko, der er nemme at tage på fra starten af!” udbrød Skip pludselig.

Grip nikkede eftertænksomt. “Det er faktisk et godt spørgsmål, Skip. Der findes jo allerede sko med elastiske snørebånd eller velcro, men det er ikke nok. De fleste sko er stadig designet med æstetik som førsteprioritet. Hvorfor er der ikke mere funktionalitet i de sko, der bliver udviklet til folk med motoriske problemer?”

Chris kiggede på dem. “Ja, du har ret, Skip. Hvorfor laver de ikke de samme sko i to versioner? Én til dem, der kan binde snørebånd, og én til dem, der har brug for en nemmere løsning. Det ville være en lille ændring, men en stor hjælp for mange.”

Wendy reflekterede. “Vi kan sende folk til månen, men vi har stadig svært ved, at lave simple ting som sko og tøj, der er nemme at bruge for alle. Tøjindustrien er lidt den samme – det meste tøj er lavet med knapper og lynlåse, som kan være svære for folk med svage hænder, at håndtere.”

Chris nikkede. “Det er præcis det, jeg har oplevet. Før jeg fik min moderne toiletløsning, måtte jeg altid i brusebad for at føle mig ren. Det gjorde mig skør, fordi jeg ikke kunne få strømperne af. Og så havde jeg jo ikke lyst til, at stå med strømper eller sokker på i badet. Nu får jeg også altid skrædderen hernede til, at sy specielt tøj til mig. Vi har sammen designet tøj, der er let at tage af og på, og det er nødvendigt, hvis jeg skal være selvhjulpen.”

“Ja, det er klart, men problemet er jo også prisen,” sagde Wendy. “Det adaptive tøj, som er let at tage af og på, er meget dyrere end almindeligt tøj. Det burde være standard, ikke en luksus.”

“Præcis!” sagde Chris. “Hvis jeg skulle købe tøj fra en almindelig skandinavisk butik, ville jeg gå nøgen rundt – eller have tøj, der lignede mine støvler. Hvorfor gør vi det så svært for folk med motoriske udfordringer, at klæde sig selv?”

Skip rømmede sig. “Men der er nogle firmaer, som er begyndt, at tænke i de baner, ikke? Som Nike med deres FlyEase-sko, der er designet til folk, der har svært ved at bruge hænderne.”

“Jo, Nike har taget et skridt i den rigtige retning,” sagde Grip, “men det er stadig en sjældenhed. De fleste tøj- og skoproducenter tænker stadig ikke funktionalitet for handicappede som en prioritet. De ser det som en niche, og derfor bliver de produkter, der faktisk hjælper, så dyre.”

“Desværre,” sagde Chris, “handler det hele for meget om æstetik. Det virker, som om de er bange for at lave noget, der bliver associeret med ‘handicrapvenligt design’. De frygter, at det ikke er ‘in’ nok til den brede befolkning.” Chris vippede med to finger på hver hånd samtidig, hvor tydeliggøre ordet´in´

Grip så alvorligt på Chris. “Men det er jo også en grundlæggende kulturel barriere. Det burde ikke være en niche, når vi taler om så mange mennesker. En stor del af befolkningen har jo fysiske udfordringer, og hvis man tænkte bredere, kunne det gøre en enorm forskel.”

“Ja,” sagde Chris, “og det er ikke kun tøj og sko. Det handler også om værdighed og selvstændighed. At kunne klæde sig selv giver en følelse af frihed, som mange tager for givet.”

Wendy nikkede. “Helt klart. Der er jo også tøjlinjer, som Tommy Hilfiger’s adaptive kollektion, hvor de bruger magnetlukninger i stedet for knapper. Det er en fantastisk start, men igen – hvorfor er det ikke mere udbredt?”

Chris trak på skuldrene. “Jeg ville ønske, der var flere, der tænkte som Hilfiger eller Nike. De har set potentialet, men der er stadig alt for få producenter, der fokuserer på handicappede. Vi er en stor del af befolkningen, og alligevel er vi nærmest usynlige, for mange store brands.”

“Er der virkelig ikke noget, der fungerer bedre?” spurgte Skip.

“Jo, selvfølgelig er der ting, der fungerer, men der er stadig langt mellem snapsene,” sagde Chris. “Mit retfærdighedsgen bliver bare trigget, når jeg ser, hvor mange muligheder, der bliver overset.”

Wendy nikkede igen. “Det er klart, du vil gerne have, at tingene bliver bedre. Det kunne man ordne ret hurtigt.”

Chris kiggede ned på sine bare fødder. “Jeg kan ikke danse længere, men hvis jeg kunne, ville jeg danse en regndans – for bedre forhold for handicappede.”

Grip tilføjede: “Ja, det er pudsigt, til nogle ting er bare fødder rigtige, men til andre ting skal man have sko på.”

Skip kunne ikke dy sig: “Hvis man kan få dem på.”

Wendy skulle lige til at sige noget morsomt om babyer og gamle, men lod Skip få det sidste ord.