“En ud af en million!” grinede Chris.

“Var du ikke overrasket?” spurgte Skip og henvendte sig til Chris.

“Jo,” sagde han med et bredt smil. “Hvad er chancen? En til en million eller en til ti millioner?”

Grip lo også. “Hvad er det, der er så morsomt?” spurgte Wendy og kiggede uforstående på drengene.

“Du var der jo selv,” sagde Skip.

“Var jeg det?” spurgte Wendy, nu endnu mere forvirret.

“Chris,” sagde hun. “Nu må du forklare mig, hvad det handler om.”

“Ja,” sagde Chris og forsøgte at se mere alvorlig ud. “Du ved, at der er blevet bygget en rampe, så du og jeg kan køre lige ind i huset. Og du ved også, at jeg har designet rækværket.”

“Ja,” sagde Wendy, “det ved jeg godt, og jeg er virkelig glad for, at vi kan køre op ad rampen og ind i huset, så jeg ikke skal stå ude i regnvejr og vente på at blive hentet ind.” Hun sendte Chris et lidt bebrejdende blik og fortsatte: “Og ja, der skulle laves et rækværk, fordi du var bange for, at vi kunne køre ud over kanten, hvilket ville være en katastrofe for dig.”

“Jeg er glad for din omtanke,” sagde Chris. “Vi ville nok begge to, blive en smule ramponeret.” Chris blinkede til Wendy.

“Og i dag fik vi skåret alle metalstolperne til, boret i betonen, så stolperne kunne blive sat fast,” fortsatte han.

“Chris,” sagde Wendy, “så langt, så godt. Men hvad så?” Hun lød tydeligt irriteret over, at det tog så lang tid at få svaret.

“Jo,” sagde Chris, “og du ved, at jeg har svejset før, så jeg har lånt et CO2-svejseanlæg. Så der sidder jeg og kigger på det hele, får monteret flasker, kobbertråd, ledninger og slanger. Vi sætter strøm til, og jeg skal lige finde ud af, hvordan det virker, fordi det er mange år siden, jeg sidst har svejset. Jeg er nødt til, at kunne forklare dem, der skal svejse hvordan det fungerer og stille alle parameter rigtigt, fordi de aldrig har brugt denne type svejseanlæg før. Så jeg sidder der og tester lidt for, at få strømmen indstillet rigtigt.

Mens vi står der, fire mand høj, kommer postbuddet – fordi man også leverer post om søndagen, på sin motorcykel,” Chris indskød, “ja, det er ikke som i Danmark og Norge,” så fortsatte han – “med en pakke.” Chris begyndte at le. “Han afleverer pakken, kigger på, hvad vi laver, slukker motorcyklen og stiger af. Så tager han et stykke jern, kigger på svejseanlægget, justerer på to knapper og griber svejsemasken og begynder at svejse. Perfekt svejs. Jeg tabte underkæben. Hvor tit sker det lige, at posten kommer på en motorcykel, tager svejsepistolen og svejser perfekt uden nogen hjælp?”

“Det er det, der er spørgsmålet,” sagde Grip med et grin. “Hvad er chancen for det? En til en million?”

“Nåh, det,” sagde Wendy. “Jeg bliver ikke overrasket over noget mere. Her kan alt ske.”

De tre drenge kiggede på hinanden, og så sagde Skip: “Var der ikke engang en dansk reklame, der sluttede med: ‘Der er så meget, kvinder ikke forstår’?”

“Jo,” sagde Grip, “men det vover du ikke at sige!”

“Ja,” sagde Chris, “det skal du ikke sige! Sikke en ballade, vi kan få.”

Grip så op mod himlen, som om han ikke havde sagt noget, og hviskede: “Var der ikke også noget med en dansk forfatter, der sagde noget om sjov og alvor?”

“Jeg hørte det godt,” sagde Wendy. “Og jo, det er faktisk lidt morsomt. Altså ikke det første, men det sidste, om hvad kvinder forstår .Og hvis du skulle have glemt det, så var det Piet Hein, der sagde: ‘Den, der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!’ Læg mærke til, at han nævnte ikke ‘hun’, men ‘han’.” Wendy slog en lille latter op.

Grip kiggede på Wendy “ Touché , mademoiselle.”