Solen var gået ned, men det var stadig omkring 25 graders varme. En lille kølig brise kom ind fra rismarken og førte samtidig lyden af hundredvis af frøers kvækken med sig. Alle sad stille, indtil Chris brød tavsheden:

“Hvis I måtte stille fire spørgsmål hver, og fire spørgsmål i fællesskab, hvad ville I så spørge mig om?” spurgte han. De tre venner blev lidt overvældede over Chris’ spørgsmål.

“Ærlige spørgsmål,” tilføjede Chris, “ingen filter og ingen tabuer.”

Wendy Wheelchair rømmede sig og begyndte:

“Chris, hvordan føles det egentlig for dig, at sidde her og se verden fra et andet perspektiv end før? Føler du nogensinde, at folk ser anderledes på dig?”

“Ærligt talt, ja. Det er en anderledes verden, når man sidder her. Før havde jeg mere kontrol, men nu ser jeg folks blikke. Nogle gange med sympati, andre gange som om jeg er usynlig. Det er hårdt at vænne sig til, at folk ser mig som en syg person, før noget andet.”

“Jeg er altid ved din side,” sagde Wendy, “men er der øjeblikke, hvor du føler dig totalt isoleret, selv med mig?”

“Ja, det er der. Du er en hjælp, Wendy, men det kan føles, som om jeg sidder fast i dig. Jeg føler mig nogle gange isoleret, ikke fysisk, men mentalt – som om folk omkring mig ikke helt forstår, hvordan det er, at være fanget i denne krop.”

“Har du nogensinde tænkt på, hvordan det ville være, at slippe for mig – eller har du accepteret, at vi er et team nu?” spurgte Wendy.

“Jeg har tænkt over det tusind gange. Nogle dage drømmer jeg om, at rejse mig og gå væk fra dig, men jeg har også indset, at vi er et team nu. Jeg kan ikke ændre det, og jeg må finde måder, at leve med det på.”

“Hvordan har du det egentlig med den omsorg, du modtager fra andre? Føler du, det går ud over din værdighed?” spurgte Wendy.

“Det er svært at sige det højt, men ja. Det rammer min værdighed hårdt, når jeg skal have hjælp til de mindste ting. Jeg prøver at acceptere det, men hver gang nogen hjælper mig med noget, jeg tidligere klarede selv, minder det mig om, hvad jeg har mistet.”

Skip, som altid var så kreativ, tog ordet:

“Chris, vi støtter dig fysisk, men hvordan støtter du dig selv mentalt, gennem alt det her?”

“Jeg forsøger at holde fast i det mentale ved, at fokusere på de små sejre. Nogle dage er det bare, at komme igennem dagen uden alt for meget smerte. Andre dage forsøger jeg, at finde glæde i de ting, jeg stadig kan gøre som, at tale med min familie, venner, udtænke løsninger på problematikker eller skrive lidt på pc. Familien og de fleste venner er jo stadigvæk aktive på arbejdsmarkedet, så de står naturligvis, ikke altid til disposition. Men det er en mental kamp hver dag, og jeg taber nogle gange.”

“Har du nogensinde følt, at folk synes, det er besværligt, at have dig med – og hvordan håndterer du den følelse?” spurgte Skip.

“Ja, jeg føler det, men måske det er mere inde i mig, det foregår. Jeg prøver at joke med det eller lade som om, det ikke gør noget, men inderst inde er jeg klar over, at folk skal tage hensyn, når jeg er med. Jeg hader det. Jeg har svært ved, at føle mig som en byrde for dem, selvom de aldrig siger noget.”

“Hvis du kunne give et godt råd til andre, der først lige er begyndt , at bruge krykker eller kørestol, hvad ville det så være?” spurgte Skip.

“Mit bedste råd er, at tage det én dag ad gangen. Du skal ikke se for langt frem, for det kan virke overvældende. Accepter hjælp, når du har brug for det, men prøv også at holde fast i det, du stadig kan gøre selv. Og vær tålmodig med dig selv – det er ikke en svaghed, at være afhængig af krykker og kørestol, det er jo blevet et livsvilkår.”

“Hvordan tror du, det ville være, at vågne op en dag uden mig og Grip? Frygter du at miste os, eller ser du det som en mulighed for frihed?” spurgte Skip.

“Det ville være en drøm, men samtidig frygter jeg det. Jeg har vænnet mig til, at I er mine støtter. Hvis jeg skulle undvære jer, ville jeg først skulle lære at stole på min krop igen, og jeg er ikke sikker på, at den kan holde til det længere.”

Så vendte Chris sig mod Grip.

“Har du tænkt på nogle spørgsmål?” spurgte han.

Grip, som var den mest jordnære af de tre, svarede: “Jep.”

“Chris, har du nogensinde følt, at folk ikke forstår, hvor meget energi det faktisk kræver, at leve med dine begrænsninger?” spurgte Grip.

“Helt sikkert. Folk ser kun det ydre – at jeg bruger krykker eller sidder i kørestolen – men de forstår ikke, hvor meget energi det kræver at gøre de ting, der før var simple. Bare det, at komme ud af sengen eller tage et bad, kan føles som at løbe et maraton.”

“Hvad tænker du om fremtiden? Ser du den som en lang kamp, eller har du fundet en måde, at acceptere det på?” spurgte Grip.

“Fremtiden er svær at tænke på. Jeg prøver at tage en dag ad gangen, men nogle dage virker det som en lang kamp, som jeg ikke kan vinde. Andre dage føler jeg, at jeg har accepteret min situation – men det svinger meget. Jeg forsøger at finde en balance.”

“Når du ser dig selv i spejlet, hvem ser du så – den samme Chris som før, eller en ny version af dig selv?” spurgte Grip.

“Jeg ser en anden person. Den gamle Chris er der stadig inde i mig, men det er, som om han er blevet dæmpet. Jeg ser en mand, der lider, og som har måttet tilpasse sig et liv, han aldrig havde forudset. Det er svært, at genkende sig selv nogle gange.”

“Hvordan holder du fast i din glæde, når din krop gør oprør? Er der noget, du gør, som hjælper dig med, at holde humøret oppe?” spurgte Grip.

“Det er svært at holde fast i glæden, når kroppen svigter. Men jeg prøver, at fokusere på de små ting – en god samtale, en smuk solnedgang, tid med familie og vennef. De små øjeblikke hjælper mig med, at huske, at der stadig er noget at være taknemmelig for.”

Chris tog en dyb indånding og sagde: “Det var nogle tætte spørgsmål. Det er meget underligt og stærkt følelsesmæssigt, når man bliver konfronteret med dem, men jeg tror, det er sundt. Nu holder vi lige en lille pause, og så tager vi jeres fælles spørgsmål.”

Efter en kort pause, vendte Chris tilbage efter et toiletbesøg.

“Nå, er I klar?” spurgte han.

“Ja,” svarede Wendy. “Her er vores fælles spørgsmål.”

“Hvordan har din kamp påvirket dine forhold til dine venner og familie? Føler du, de forstår dig, eller har der opstået afstand?” spurgte Wendy.

“Mine relationer er blevet mere komplicerede. Nogle forstår mig og støtter mig, men der er også en afstand. Jeg tror, det er svært for dem, at forstå, hvad jeg går igennem, og nogle gange ved de ikke, hvordan de skal håndtere det. Det kan føles ensomt, selv når folk er omkring mig.”

“Hvordan ville du ønske, folk omkring dig talte om dine sygdomme og fysiske udfordringer? Er der noget, du ville ønske, de forstod bedre?” spurgte Skip.

“Jeg ville ønske, de kunne tale om det åbent uden  at gøre det til noget, der skal ties om. Jeg har ikke brug for medlidenhed, men jeg ville gerne have, at folk forstod, at det er en del af mit liv, og at det er okay at tale om. De behøver ikke gå på listefødder omkring det.”

“Hvordan klarer du dig med, at skulle tage så mange mediciner og behandling hver dag? Føles det som en byrde, eller er det bare blevet en del af dit liv?” spurgte Grip.

“Det er en byrde, ingen tvivl om det. Det føles som en konstant påmindelse om, at jeg ikke længere er den, jeg var. Men det er også blevet en del af min daglige rutine, så jeg prøver, at tage det med ro. Nogle gange virker det overvældende, andre gange går det lettere.”

“Hvis du kunne ændre én ting ved hele din situation, hvad ville det så være? Er det smerten, bevægelsesfriheden eller noget helt andet?” spurgte Wendy.

“Det er svært at vælge, men hvis jeg kunne ændre én ting, ville det være smerten. Smerten tærer på min energi og mit humør. Hvis jeg kunne være smertefri, tror jeg, det ville gøre det lettere, at håndtere alt det andet.”

Der blev stille, og alle sad og tog det ind, det der var blevet sagt. Skip sad lidt uroligt. Chris kunne se, at der var noget, han måtte spørge om.

“Hvad vil du spørge om, Skip?” spurgte Chris.

Skip tøvede og så på de to andre, som nikkede opmuntrende. “Vi snakkede om…” begyndte han forsigtigt. Chris kunne se, at Skip blev berørt af situationen. “Jo, vi snakkede om… har du nogensinde tænkt på, ikke at leve?”

Chris rømmede sig lidt. “Jeg havde faktisk troet, at det ville være et af spørgsmålene, men svaret er ja. Det har jeg tænkt på. Jeg tror, alle i min situation tænker over det. Det er en proces, man må igennem, og den kan forsvinde og blive afvist, men den kan pludselig opstå igen. Jeg er glad for livet, selvom jeg også er bekymret for fremtiden, specielt omkring mine nære, børn og børnebørn. Men jeg er også kommet til en konklusion: Jeg kan ikke gøre noget ved det. En dag er min tid forbi, men  jeg håber ikke, det er lige med det samme, for jeg synes stadig, jeg har nogle ting, jeg har lyst til at gøre, jeg ved jeg har været privilegeret og oplevet og set meget, men jeg vil gerne have mere sidste, som min søn engang sagde.”

Chris lod sætningen står i luften, sukkede tungt, men med et smil om munden: “Også selvom det tit er op ad bakke, og man har krudt i bagdelen.”

Den sidste bemærkning lettede stemningen, og de tre venner tænkte hver især: “Ukrudt forgår ikke så let.”