Wendy vidste ikke, hvilket hjul hun skulle stå på.
“Det er jo virkelig spændende, Chris!” udbrød hun, og Chris nikkede.

“De er virkelig søde, de små stiklinger,” tilføjede hun.

Skip og Grip udvekslede et indforstået smil og rystede på hovedet.

Skip var den første til at bryde tavsheden: “Wendy, siden hvornår har stiklinger været søde?”

Grip stemte i: “Man kan da ikke sige, at stiklinger er søde!”

“Det synes jeg faktisk godt, man kan!” svarede Wendy bestemt og så mod Chris for støtte.

Chris så på hende, og så på de to krykker. “Jeg er enig,” sagde han eftertænksomt. “De står der med deres første blade – jeg synes godt, de kan være søde.”

Skip og Grip drejede om på hælene som for at understrege deres uenighed.

“Pladderromantik!” udbrød Skip, der ellers sjældent holdt sig tilbage fra farverige udtryk. Grip, som var lidt mere nøgtern, erklærede tørt: “En stikling er en stikling, og sådan er det.” De to krykker kiggede på hinanden. Det var sjældent, de var helt enige, men i dette øjeblik var de som to ærter i en bælg.

Chris kiggede på de små stiklinger og smilede let. De stod der, skrøbelige, men med små, spinkle blade, som langsomt foldede sig ud mod lyset. Han strøg forsigtigt fingrene henover en af dem, næsten uden at røre ved den.

“Det er sjovt,” sagde han eftertænksomt. “De er så små og sårbare lige nu. De har brug for pleje, støtte, det rette lys og vand. Og så kommer de sig.”

Chris stoppede op, og hans blik blev tungere. Han trak vejret dybt og så på Wendy. “Jeg føler mig ligesom dem, Wendy. Jeg er gammel nu. Gammel og syg. Jeg har Parkinson, gigt, mine hænder ryster konstant. Men lige nu, i denne fase af mit liv, har jeg brug for det samme som de små stiklinger.”

Wendy nikkede stille og ventede på, at han fortsatte.

“Jeg har brug for omsorg, støtte og lys – ikke sollys, men det lys, der kommer fra mennesker omkring mig, der holder af mig. Ligesom stiklingerne har jeg brug for det rette miljø for at kunne klare mig. Jeg er måske ikke en stikling længere, men det, jeg har brug for, er det samme.”

Der blev stille et øjeblik. Skip og Grip, der normalt ikke var bange for at sige deres mening, stod tavse.

“Det er som en cirkel,” sagde Chris langsomt. “Livet starter med, at vi har brug for omsorg, og når vi bliver ældre, ender vi med at have brug for det samme igen. Ligesom de små planter, der skal have hjælp til at slå rødder og vokse. Og når vi er gamle og syge, har vi igen brug for den samme støtte for at kunne klare os.”

Wendy kørte forsigtigt hen og skubbede sin fodstøtte ind på Chris’ ben.”Jeg forstår, Chris,” sagde hun stille. “Og du har os. Du er ikke alene i det her.”

Chris smilede svagt. “Jeg ved det. Jeg ved, I er her. Og det gør det lettere, men jeg kan stadig mærke den der sårbarhed. Ligesom stiklingerne er jeg skrøbelig nu. Men jeg ved, at med jeres hjælp, kan jeg klare det.”

Skip, der havde stået og lyttet i stilhed, rømmede sig. “Det lyder som pladder poetisk, men jeg kan godt se, hvad du mener, Chris. Man har brug for omsorg hele livet, og ja, når man bliver ældre, er det som om, man vender tilbage til udgangspunktet.”

Chris nikkede. “Ja, præcis. Man kommer tilbage til start.”

Wendy smilede varmt til ham. Men så hviskede hun: “Hvad går der af dem i dag? De har været så underlige hele dagen.”

Chris svarede med et skævt smil: “Jeg tror, det er fordi, de hørte mig i telefonen tidligere. Jeg nævnte, at jeg kunne mærke en forandring i fingrene og hånden, så højre krykke ikke passede ordentligt længere.”

“Åh nej!” udbrød Wendy og rystede på hovedet. “Vi må få talt om det, ellers bliver det en lang dag.”

“Den opgave må du tage, Chris,” sagde hun med et lille anstrengt grin.

Chris lagde en finger over sine læber for at tysse. Så hævede han stemmen: “Wendy, jeg tror, jeg skal have to nye krykker! Dem her er umulige at gå med, når de bliver så sure uden grund og opfører sig som et par hæklepinde.”

Skip og Grip svajede faretruende, som om de var ved at vælte af overraskelse.

“Hvad siger du?” udbrød Grip, der sjældent tog ordet først. “Mener du det seriøst?”

Skip kunne ikke få et ord frem og stammede bare: “Øh… hæklepinde?”

Chris trak på skuldrene: “Ja, lad mig lige høre: Hvem var det, der lyttede til min samtale og løb med en halv vind?”

Skip rettede sig lidt og sagde forsigtigt: “Det var mig…” Han så lidt flov ud.

Chris smilede, men alvoren lå under overfladen: “Det går ikke, at man løber med halve sandheder og starter noget, før man ved, hvad det egentlig handler om. Vi har jo talt om, at vi ikke er som politikerne – vi spørger, hvis vi er i tvivl, og får svar, før vi konkluderer. Ellers ender vi med at sprede forkerte oplysninger, og det gavner ingen. Vi har et ansvar for, hvad vi siger. Alt har konsekvenser.”

Chris holdt en pause, og krykkerne stod stive som tinsoldater.

“Slap af,” sagde Chris med et smil. Krykkerne åndede lettet ud og landede igen på deres gummifødder.

“Men,” fortsatte Chris, “I bliver jo ældre og mere slidte. Så en dag – hvis jeg stadig kan gå og har brug for krykker – så kommer der måske nogle yngre ind. Men den tid, den glæde,” sagde han med en let latter. “Det ligger stadig ude i fremtiden. Skal vi vende tilbage til det, vi har arbejdet på i dag?”

Wendy, som havde stået musestille, kunne ikke dy sig for et lille drilleri. “Apropos de sødeste stiklinger,” smilede hun bredt. “Det har været en stor oplevelse, og jeg synes, det er virkelig spændende. Jeg kan tydeligt se perspektiverne i denne dyrkningsform. I Danmark dyrker de allerede grøntsager kommercielt i store fabrikshaller, uden brug af jord, og med minimal vandforbrug. Det forhindrer også sprøjtning med giftstoffer på åbne marker, og det må være en stor gevinst for både dyreliv og miljø.”

“Ja,” nikkede Grip, som nu var faldet lidt til ro igen. “Det betyder, at man kan dyrke under næsten klinisk kontrollerede forhold, uden skadedyr.”

Wendy tog en dyb indånding og fortsatte ivrigt: “Og ved I hvad? Denne metode kunne også skabe mange arbejdspladser for handicappede, især folk i kørestol. Gulvene er plane, arbejdshøjden kan justeres, og man kunne bruge små, stærke kørestole, der betjenes med joystick – noget mange kørestolsbrugere er helt fortrolige med. Med lidt tilpasning kunne man skabe en masse arbejdspladser eller beskæftigelsesmuligheder for mennesker, der ofte bliver overset.”

Chris nikkede anerkendende til Wendy og tilføjede: “Det minder mig om det, vi har set her i Thailand. Selv om vi ikke er i Danmark, må jeg sige, at hobbydyrkerne her har adgang til langt mere avanceret udstyr. De kan få alt, hvad de skal bruge, fra simple til avancerede komponenter, der gør det muligt at dyrke grøntsager og urter derhjemme, næsten på professionelt niveau. Det er fascinerende at se, hvordan teknologien her er så tilgængelig.”

Skip, der havde lyttet opmærksomt, sagde: “Ja, selv hobbydyrkere kan kontrollere alt fra vandtilførsel til næringsstoffer med stor præcision. Det er virkelig imponerende.”

Wendy smilede. “Det giver nye muligheder for dem, der gerne vil dyrke deres egne afgrøder på en bæredygtig måde – uden at være afhængige af vejret eller have adgang til store marker.”

“Ja,” sagde Grip, som heller ikke kunne lade være med at være enig. “Det er fremtiden, både for hobbydyrkere og for de professionelle.”

Skip rømmede sig og kunne ikke lade være med at bryde ind. “Men Wendy, hvis vi nogensinde får en opgradering, vil jeg have turbo og GPS indbygget!” sagde han med et grin. “Forestil dig: ‘Bip bip! Krykker coming through!'”

Wendy lo højt, og Chris kunne heller ikke lade være med at grine.

Grip kiggede over på Skip og rystede på hovedet med et smil. “Hvis du får turbo på dine fødder, Skip, skal vi nok sørge for at sætte en fartgrænse på.”

Chris rundede samtalen af med et smil og sagde: “Det er jo også fantastisk, at vi nu har vores eget lille anlæg her, hvor vi kan få friske grøntsager hver eneste dag. Og det bedste er, at vi selv har dyrket dem – uden sprøjtegifte – og haft glæden af at se dem vokse. Det har virkelig givet os noget.” Han kiggede drillende på Wendy og afsluttede: “Og ja, stiklingerne er da faktisk ret søde, hvis jeg selv skal sige det.”