Wendy: “Chris, jeg har lagt mærke til, at du har været ret urolig på det seneste. Hvordan går det egentlig med din søvn? Med både Parkinson og gigt må det være svært at finde ro om natten. Og så skal du jo også have apnømasken på.”

Chris (nikker): “Ja, Wendy, det er virkelig en udfordring og noget af et cirkus. Jeg vågner mange gange om natten, men ikke fordi jeg skal op for at gå på toilettet, hvilket mange jo ellers skal. Jeg har indrettet mig med urinflasker, så jeg slipper for at stå op og gå ud af sengen, hvis jeg skal. Det hjælper lidt, men rystelserne fra Parkinson og smerterne fra gigten og ryghvirvlerne gør det stadig svært at få ordentlig hvile, og det bliver nok aldrig bedre – tværtimod.”

Grip: “Det lyder som en hård kamp. Men smerten fra artrosen må også være en stor del af problemet. Hvordan håndterer du det, når du ikke kan tage smertestillende medicin?”

Chris: “Det er desværre rigtigt. Jeg er en af de såkaldte ‘non-responders’, så almindelig smertestillende medicin virker ikke på mig. Der er en lille procentdel af os, der ikke reagerer på smertestillende, og det er virkelig frustrerende. Men jeg har en god ven, som er skrædder. Han lavede en smart, lille hård pude, som jeg kan lægge mellem knæene, når jeg ligger på siden. Den har en lang snor fastgjort, som jeg binder til sengekanten. Hvis den falder ned fra sengen, kan jeg bare trække den op igen. Det er lidt ligesom at hive en torsk op fra vandet.”

Skip: “Det lyder som en rigtig god løsning! Det må i det mindste hjælpe med at lette trykket på hofter og knæ, når artrosesmerterne er værst.”

Chris (smiler): “Ja, det gør det faktisk. Det er ikke en mirakelkur, men den lille pude hjælper med at lindre noget af smerten, så jeg bedre kan finde en behagelig stilling. Og når den falder ned, kan jeg nemt trække den op med snoren, uden at skulle rode rundt i mørket.”

Wendy: “Det er godt at høre, at du har fundet noget, der virker for dig, selvom der stadig er mange udfordringer. Men hvad gør du ellers for at få lidt glæde i hverdagen? Det kan ikke være let at håndtere både Parkinson, rygproblemer og knæ hele tiden.”

Chris: “Nej, det er bestemt ikke nemt. Men jeg har fundet ud af, at jeg kan ændre arenaen for min kamp. Når det bliver koldt og snefyldt derhjemme, rejser jeg ned til varmen. Det hjælper enormt meget, især når gigtsmerterne bliver værre i kulden.”

Grip: “Rejser? Hvordan får du det til at fungere økonomisk? Mange tror jo, at det er for dyrt at rejse til varmere lande, især i længere tid.”

Chris: “Det er en af de største misforståelser. Rejser behøver ikke være en luksus. Jeg holder mine faste udgifter herhjemme på et minimum og planlægger mine rejser nøje. Jeg køber flybilletten på det rigtige tidspunkt, og i stedet for at bo på dyre hoteller eller spise på restauranter, bor jeg hos værtsfamilier og spiser sammen med dem. Jeg har opbygget et netværk af lokale, som jeg kan bo hos, og det gør hele forskellen. Jeg får mad og selskab, uden at det behøver at koste en formue.”

Skip: “Det lyder som en fantastisk måde at gøre det på. Så det handler ikke om luksus, men om at vælge sine prioriteter og være godt forberedt.”

Chris: “Ja, præcis. Vi har så mange fordomme om, at rejser er luksuriøse, men det er en gammel skrøne. Det handler om, hvordan du vælger at gøre det. Jeg savner selvfølgelig meget dem derhjemme – dem, der ikke rejser med, og mine vante omgivelser – men jeg har truffet et valg, og jeg bliver bakket op 100% af alle omkring mig.” Chris tænkte et øjeblik på dem derhjemme, og at de også fik lidt tiltrængt fred, når han ikke var der. Det kunne ikke være nemt med ham i huset. “Jeg kan vælge at kæmpe med kroppen og psyken derhjemme i kulden, eller jeg kan gøre det i et varmere klima. Og for nu, mens jeg kan, har jeg valgt det varmere klima.”

Wendy: “Det lyder som om, du har fundet en god balance. Mange ville aldrig tænke på at rejse som en løsning, fordi de tror, det er uden for deres rækkevidde.”

Chris: “Ja, det handler om at prioritere. Selvfølgelig er der ofre – jeg savner mine kære og nogle af de små ting fra hjemmet – men jeg har mit valg. Det er ikke altid et valg mellem godt og dårligt, men det er stadig mit valg.”

Grip: “Det lyder som en rigtig stærk tilgang. Og du har ret, det er vigtigt at føle, at man har kontrol over, hvor man vil møde sine udfordringer.”

Skip: “Det er virkelig inspirerende, Chris. Du viser, at det at tage kontrol over, hvor og hvordan man kæmper sine kampe, kan gøre en stor forskel – selvom man har både Parkinson og gigt, eller noget helt tredje.”

Chris (smiler): “Tak, venner. Det handler om at finde sin egen vej og huske, at man har valgmuligheder, selv når kroppen ikke samarbejder. Jeg ved godt, at der er mange, der er forhindret – det kræver jo en vis form for mobilitet og is i maven. Og jeg er heldig at have jer med på rejsen, både derhjemme og når jeg drager sydpå.” Chris holdt en lille pause og fortsatte så: “Med den nye teknologi – bærbare computere, mobiltelefoner og internet – er man jo ikke langt fra hinanden. Det er ikke som før i tiden, hvor man modtog et postkort fra folks udenlandsferie, når de var kommet hjem.” Chris smilede. “Så fik man et postkort med et stort træ foran hotellet, hvori der var sat et kryds i træet med en kuglepen, og så stod der: ‘Her bor vi.'” De smilede alle sammen, og der blev et øjeblik stille. Så brød Wendy tavsheden: “Chris, hvad skal vi i dag?”

Chris: “I dag, Wendy, skal vi se, hvordan det går med de små spirer i vores hydroponiske system. Og hvis du kommer lidt nærmere, så sætter jeg mig i dig, og så kører vi ud og kigger.”

Skip: “Hey, hvad med os?” lød det fra Skip.

Chris: “Bare hop op, så er vi kørt,” svarede Chris og trykkede joystikket i bund.