Chris: “Suk, jeg må indrømme, at teknologi er lidt af en redningskrans for mig. Med alle de udfordringer, Parkinson giver, er det guld værd, at min Mac, iPhone og alle Apple-enheder spiller sammen som gamle venner. Jeg taler til dem, og de skriver for mig – det er næsten, som om de har deres egne små hjerner.”

Skip: “Jamen, Chris, du har jo altid været lidt af en teknologinørd. Jeg husker den dag, du forsøgte at lære mig at skrive noter på en iPad. Det gik… skal vi sige, ikke så godt? Jeg er en krykke, ikke en sekretær!”, “ jooooking”

Grip: Fniser “Det var noget af et syn! Men helt ærligt, det er jo fantastisk, hvad det kan for dig. Du snakker bare, og så kommer ordene ned på skærmen,…. næsten. Ingen rystelser eller forkerte taster. Men hvorfor bruger du så ikke det tastatur til Parkinson, som du har?”

Chris: “Ja, det er jo netop problemet! Det tastatur virker kun med min Windows pc og ikke med min Mac. Jeg forstår det simpelthen heller ikke. Vi taler om et tastatur, der kan hjælpe folk som mig med rystelser, og så virker det ikke på Apples produkter. Man skulle tro, de to store teknologigiganter kunne finde ud af at tale sammen – ligesom dig og Skip, når I diskuterer, hvem der støtter mig bedst!” Latter fra Chris

Wendy: Brummer fra køkkenet “Hey, rolig nu, Chris. Jeg er jo her for at fragte dig rundt, når de to klovner svigter. Men du har en pointe. Teknologi burde jo arbejde for jer – ikke mod jer.”

Chris: “Præcis! Og man behøver ikke smide penge efter de dyreste produkter for, at få det til at fungere. Windows og Android har også deres fordele. Der er masser af folk derude, som har fundet smarte løsninger, der ikke koster en formue. Problemet er bare, at handicappede som mig sjældent er med i udviklingen af disse ting. De fleste programmer og apps er designet af folk, der nok aldrig har prøvet at holde en krykke i hånden eller skrive en besked med en rystende finger.”

Skip: “Helt ærligt, hvorfor er der ikke flere handicappede, der udvikler disse ting? Det virker, som om de mennesker, der skaber teknologien, ikke altid har fornemmelse for, hvad der virkelig er brug for.”

Grip: “Ja, det er lidt som at bygge en rutsjebane til børn og glemme at tjekke, om de faktisk kan nå op til trappen for at komme op på den.”

Wendy: “Chris, jeg har tænkt på noget. Her sidder jeg og kører dig rundt, men jeg kunne gøre så meget mere end bare, at være din trofaste følgesvendinde på vejene”, Wendy havde opfundet et nyt ord. Skip,  Grip og Chris kiggede på hinanden og nikkede anerkendende. Wendy fortsatte, “Forestil dig, hvis jeg kunne kommunikere direkte med Google Maps om stigninger og trapper. Jeg kunne advare dig om genveje, der ikke er kørestolsvenlige, og foreslå ruter, hvor vi undgår de værste bakker. Jeg kunne fortælle dig, om der er trapper forude, så du ikke skal vende om halvvejs på en tur.”

Grip: Griner “Wow, Wendy bliver jo en superchauffør! Men helt ærligt, det ville være smart. Ingen flere overraskelser midt på vejen. Og hvis du kunne kommunikere med bussen eller toget?”

Wendy: “Præcis! Forestil dig, Chris, hvis jeg kunne fortælle dig præcist, hvornår den næste bus, der kan tage os begge, ankommer. Jeg kunne kommunikere med stopskiltene og vide, om den bus, der ankommer, har en rampe og en ledig plads til din kørestol. Eller hvad med togene? Jeg kunne vise dig præcis, hvilken dør på toget der har den bedste indgang for kørestole – ingen flere forkerte gæt og stress med at skifte vogn i sidste øjeblik.”

Chris: “Ja, det lyder faktisk som en drøm. Og hvad med vinteren? Kunne du ikke også advare mig om sne og is på vejene?”

Wendy: “Selvfølgelig! Jeg kunne holde øje med, om der er sne og is på de ruter, vi planlægger, og fortælle dig, om der er blevet ryddet. På den måde slipper du for, at køre ind i farlige situationer, hvor vejen er for glat eller ufremkommelig. Jeg kan også beregne den præcise tid for vores ture, baseret på vejforholdene. Det ville spare os for tid og besvær.”

Skip: “Helt ærligt, Wendy, du lyder, som om du er klar til at overtage hele logistikken. Hvad skal vi andre så lave?”

Wendy: “Tag det roligt, Skip, I har stadig en vigtig rolle. Men jeg tænker, vi kan kombinere kræfterne – teknologi og teamwork. Det er jo det, vi handler om, ikke? At gøre hverdagen nemmere for Chris.”

Chris: “Det lyder som et fantastisk partnerskab. Hvis vi kunne få den form for kommunikation mellem jer og den teknologi, vi bruger hver dag, ville verden blive så meget mere tilgængelig for mig og mange andre i min situation. Vi kunne virkelig undgå de forhindringer, som de fleste ikke engang tænker over.”

Wendy: “Lige præcis. Med den rette teknologi og den kommunikation kunne vi planlægge alt, så der aldrig er nogen overraskelser – bare en glat, sikker rejse hver gang. Hvad tænker du, Chris, er vi klar til at tage det næste skridt ind i fremtiden?”

Chris: “Det tror jeg bestemt, vi er. Teknologien er her allerede, men det kræver, at vi handicappede kommer med i samtalen, så vi kan forme den efter vores behov.”

Skip og Grip tog Chris i hver sin hånd og hjalp ham ud i køkkenet. ” jeg kan se vi skal spise nu og det ser lækkert ud som altid”, Chris satte sig ned og hængte skip og grib bag på stolen i deres nye elefanter, som de kaldte dem. “Genialt”, tænkte Chris, “heldigvis sker der stadig fremskridt, til hjælp for også handicappede”. Han smilede, “livet var blevet lidt nemmere, med de elefanter”