Chris kunne næsten høre sin mors stemme. Han prøvede og kæmpede med, om hånden ville den ene eller den anden vej, men den havde ikke bestemt sig, så den frøs bare fast midt mellem tallerken og mund.
Det var lækker mad, han fik, som altid, når nogen lavede mad til ham. For når han selv skulle lave mad, blev det til en klapsammen mad – to stykker brød med noget ost eller skive pølse imellem. Han var ikke længere i stand til selv, at skære eller røre i en gryde, eller stå oprejst på sine ben. Han kiggede ned ad tøjet – han havde endnu ikke spildt på skjorten… endnu.
Skip og Grip, hans to trofaste følgesvende, stod ovre i krogen og iagttog Chris.
“Han har da gjort det okay indtil nu med ikke at spilde,” sagde Skip. “Nu mangler han bare at tage en skefuld mere, så er vi oppe på fire skefulde.” Skip smilede lidt af det tragikomiske skuespil, som altid udspillede sig, når Chris skulle spise, og han vidste, at Chris hadede det og derfor helst ville spise alene.
“Ja, den forbandede Parkinson,” sagde Grip. “Den er skummel og uforudsigelig. Men det er jo ikke kun den. Alle de andre sygdomme, Chris har samlet op undervejs, gør heller ikke dagligdagen eller natten nemmere.”
Chris var begyndt at spise det meste mad med en ske og måtte tit bede om hjælp til at få skåret maden ud. Han følte sig næsten som et barn – der var flere ligheder, og der kom flere til.
“Det skal nok lykkes, Chris, kom så,” opmuntrede han sig selv. Han prøvede at lade hjernen tale til hånden; det plejede at hjælpe. “Det er også pokkers, at det lige er højre hånd, der er ramt. Hvis den virkede, kunne jeg stadig gøre rigtig mange ting – ikke kun spise, men også tegne, skrive, skabe og være kreativ, som jeg altid har været.” Nu var det nye udfordringer, hvor alt skulle gøres med venstre hånd, men han mærkede svagt, at han også begyndte at miste kræfterne og motorikken i den.
Skip kiggede fascineret på den venstre hånd, der førte lidt grøntsager og et lille stykke kylling op til munden. “Godt, Chris, nu virker det,” sagde Skip. “Ups, du glemte kyllingen – den ligger nede på trøjen.” Chris smilede til Skip. Dette cirkus havde de været vant til i flere år, og de havde faktisk en indbyrdes konkurrence om, hvor mange gange Chris spildte under et måltid.
“Øv,” kommenterede Chris. “Det var lige det stykke, jeg havde glædet mig til.”
“Ved du hvad, Skip, og for den sags skyld også dig, Grip,” sagde Chris og lagde skeen fra sig, “jeg tror, Murphy’s lov er skabt til sådan nogen som mig, for profetien holder hver gang – det, der kan gå galt, vil gå galt.”
Chris lo højt, og Skip og Grip lo med.
“Hvis det her fortsætter,” sagde Grip, “så bliver du tynd som et siv.”
“Ja, og hvis jeg skal ligge i en kiste, er den nem at bære,” svarede Chris med et grin. De tre havde udviklet en særlig galgenhumor, som nok kun kom til udtryk, når Wendy Wheelchair ikke var der.
“Du har da ellers fået en gaffel, der kan bøje,” sagde Skip.
“Ja, men med en ordentlig klods af et håndtag, og det er ikke særlig behageligt at holde på. Jeg ved ikke, hvem der har fundet på den, men den er tung og uhåndterlig. Den kostede kun den nette sum af næsten 200 kr. Jeg kunne for samme pris have købt 12 gafler og en rulle gaffatape, så kunne jeg have haft 12 gafler, hver med sin egen vinkel.”
“Ja, du får nok ikke lov til at, aflevere den tilbage, når den er bøjet,” sagde Skip.
“Næh, og fordi jeg har haft den i munden,” lo Chris igen.
“Hvis vi skal være færdige i dag,” fortsatte Skip, “så var det måske en god idé at fortsætte måltidet, eller skal vi komme det i en blender, så du kan drikke det med din nye tudekop?”
“Tja, det er vel ikke værre, end da jeg var munk, og alt maden blev lagt ned i samme bowle og blev blandet sammen når man gik. Sometider smagte det meget godt, andre gange spiste man det, for der var jo kun ét måltid om dagen.”
Chris tod skeen op og kastede sig ind i kampen om den næste skefuld, mens han tænkte over, der må findes bedre løsninger end det bestik der fandtes, noget der kunne individuelt tilpasses og 200 kr. for en gaffel, så var den vist også købt og betalt må man sige.
