“Pyha, 32° i dag,” sagde Skip. “Det er dejligt med den vind, der kommer ude fra ris marken.” Han og Grip sad sammen med Chris ude foran huset. Chris sad i Wendy’s kørestol. Aftenmåltidet var veloverstået, lækkert som altid, masser af grønt og urter. Der var glasnudler med noget svinekød, som Chris satte stor pris på, da det var godt krydret. For efter at Parkinson havde taget meget af hans lugte- og smagssans, var mange af de måltider, han før havde holdt af, blevet smagsløse. Til dessert var der noget frugt.

“Jeg synes, der er mange insekter,” sagde Skip og brød tavsheden.

“Der er ikke så mange som sidste gang, vi var her,” svarede Grip og kiggede på Chris, der slog to myg ihjel.

Stilheden indfandt sig igen, mens de lyttede til frøerne, der kvækkede.

Skip brød tavsheden igen; han kunne ikke altid sidde stille. “Hvor er det godt, at Chris har købt det fold-ud transportable tastatur.” Grip var nær ved at snuble over sætningen, og Skip smilede af ham. “Ja, det er godt nok smart og meget nemmere, når han skriver på sin mobil. Og med Bluetooth er det ingen sag at tilslutte.”

“Chris må huske at pumpe Wendy’s dæk op i morgen, efter at der blev lukket luft ud i dag,” sagde Grip. “Så hun kan køre på de sten, der er blevet lagt.”

“Er det noget, jeg skal gøre?” spurgte Skip og kiggede på Grip. “For det bliver lidt halvsvært.”

“Nej, nej, der er en lille kompressor ovre i det andet hus, så jeg forleden, da vi var der,” svarede Grip. “Chris må høre, om han kan låne noget luft.”

“Det var da heller ikke så smart med de sten,” fortsatte Grip. “Det er jo ligesom at køre på sne og is. Hjulene snurrer rundt, og hvor de på is bare glider, graver Wendy sig ned i de løse sten.”

“Ja, det er ikke altid til at blive klog på, hvad det er, hun kan, og hvad hun ikke kan. Sommetider er jeg blevet overrasket over, hvad hun magter, og andre gange står jeg uforstående, når hun bare snurrer rundt.”

“Det kunne faktisk være interessant at vide, hvordan producenter tester deres kørestole, for der burde jo være en form for varedeklaration og test på det.”

“Jeg tror ikke engang, hjælpemiddelcentralen ved noget om det,” svarede Grip. “Jo, måske en enkelt tekniker, men hvem spørger ham om noget?” Grip var blevet ivrig, og Chris lyttede.

“Der burde være en organisation eller offentlig instans, som tester hjælpemidler og udstyr, så forbrugerne har en reel mulighed for at få en uvildig vurdering af kvalitet og brugervenlighed,” sagde Grip.

“Det må jeg give dig ret i,” svarede Chris. “Man tester for alt muligt, men de ældre, handicappede og svage grupper er overladt til sig selv. Vi må se, hvad vi kan gøre ved det, fordi det er bestemt noget, der er væsentligt.”

“Ja, tænk engang, hvis denne gruppe af mennesker slog sig sammen ved et valg og stemte på det samme. Sikke en indflydelse, de ville have! Så tror jeg nok, de etablerede partier fik fingeren ud og gjorde noget,” sagde Skip, helt høj af tanken.

Chris trak ham dog hurtigt ned på jorden og blev meget konkret. “Du, i morgen skal vi køre aftentur til landsbyen. Det har vi ikke gjort endnu, og det er super hyggeligt.”

“Men nu er det tid til forberedelse til at komme i seng.” De fire venner kiggede på hinanden i accept.