“Så var de der igen, disse samme lange morgener” Skip kiggede på Grip “ja det tager sin tid, men jeg forstår ham godt, der er ingen grund til, at stå op, før det er overstået” svarede Grip
Chris lå i sengen og ventede på, at det skulle overstås og det tog sådan cirka 2 timer og 2 liter før, der ligesom var styr på tingene. Lægen havde ordineret ham de der vanddrivende piller, efter hans læg var hævet pga et sår og nu lå han bare der , for det tog sin tid. Først skulle han vente 1 time på, at den indtagende pille begyndte at virke og der efter, havde den virkning i cirka 2 timer og han vidste, at stod han op, så skulle han på løbe på toilettet hele tiden. Ja løbe og løbe, det var vist en overdrivelse, for han løb ingen steder mere. Men han vidste, det ville blive et mareridt, for hverken Parkinson eller artrosen, gav ham sprinter ben, så han var ikke gearet til, at løbe eller stavre sig på toilettet hver 10. minut, lige meget hvor meget Skip og Grip heppede og maste på. Så kunne han lige så godt blive i sengen.
Sommetider var det okay og han faldt lidt i søvn, ind imellem blæretømningen, andre gange var det kæmpe irriterende, at han ikke bare kunne stå op og komme i gang med noget han havde lyst til, eller bare være nærværende, drikke en kop morgenkaffe og se solen. Nu var det jo ikke sådan, at han ikke så morgensolen, for det gjorde han, tit var han vågen før den stod op og lyset var en kærkommen ven, natten var ikke bedste vennen, for der er man meget alene.
Hvor var han træt af alt den sygdom, men alternativet til situationen var ikke aktuelt, da ikke fordi han ikke havde tænkt tanken, når alt væltede sammen.
Han gjorde meget for det var ham og ikke sygdommene der styrede hans liv.
Chris talte felterne i loftet og tænkte videre “At lade vandet, når man er normal fungerende, handler jo om at gå på toilettet i rette tid og det kan man hurtigt gøre, når man mærker trangen, men han som mange tusind andre var ikke der. Når det pressede på, var det her og nu. Det var ligesom når han skulle i byen og handle, så ville han gerne gøre flere ting på en gang, når nu han var afsted, men han måtte planlægge hvor der var offentlige toiletter, så han kunne lade vandet og sommetider nåede han slet ikke de ting han gerne ville, fordi at vandet havde spillet ham et pus og det var lidt ubehageligt, at have en våd ble på og måske lugtede det, så han valgte, at køre hjem. Vilje var ikke altid nok og slet ikke mod de fysiske love.
“Så tror jeg ,at de sidste dråber er presset ud af citronen” jublede Skip “ ja det må vi håbe” svarede Grip og lagde sig til rette i Chris`es højre hånd “for ellers er det os, der skal rykke og forøvrigt er det på tide, at komme op nu, hvor klokken er 10”. “Ja og så må folk godt ringe eller komme på besøg “ Skip forsatte” så kan prinsen modtage audiens” Skip slog en latter op “Ahh nu synes jeg du er hård ved ham” sagde Grip “han sætter bare nogle rammer, så han ikke bliver frustreret og stresser og har lidt styr på sig selv og sin situation, stress gør alt værre, specialet når man er sårbar fysisk som psykisk. Han lever jo stadigvæk lidt i gamle dage før sygdom, for besøgende skal da have en kop kaffe eller te, når de kommer og besøge samt et eller andet godt”,” men nu må de sørge for sig selv og så kan han også godt lide, at der ikke er for rodet, for det er andre der skal rydde op efter ham. Det hæmmer ham jo også lidt, at han ikke kan rydde op efter sig selv og han skal da slet ikke tabe på gulvet”.
“Men nu er det tid for noget, at spise”sagde Grip, mens han strakte sig “ jeg kan dufte Larb Gay og omelet” “Oj så bliver Chris glad, for det er en thai yndlings ret” jublede Skip og lagde sig til rette i Chris`es venstre hånd.
