Chris Crutch sidder på den lille veranda foran huset og kigger ud over rismarkerne. De strækker sig ud som et grønt hav, bølgende i den blide brise, der fejer hen over landskabet med bjergene i det fjerne. Luften er tung af fugtighed, og solen hænger lavt på himlen ´, imens små skyer svæver lystigt over markerne. Chris trækker vejret dybt, selvom hans lunger arbejder lidt hårdere i dag, end de plejer. På en god dag ville han måske kalde sin krop en syver, men i dag? Måske en femmer. Den højre hofte, som han tidligere har kaldt sin værste fjende, er værre end nogensinde, og hænderne er stive som gammelt jern. Parkinsonen gør det sværere at tage den dybe indånd1ing, han længes efter. Men vejret skal han nok få.

Ved hans side står de trofaste krykker, Skip og Grip, plantet solidt i jorden. De er ikke bare fysiske redskaber; de er hans ledsagere, hans komplicerede samtalepartnere i livets mange absurde situationer. Skip, den rastløse og optimistiske af dem, er allerede begyndt at tale, som om stilhed aldrig rigtig har været hans ting.

“Chris, makker, skal vi ikke få skrevet lidt på den blog? Du ved, den om de forbandede hjælpemidler, der aldrig virker! Jeg mener, hvem har dog designet de ting? Måske en kontormand, der aldrig har haft en skruetvinge i hånden?” Skip fnyser og griner for sig selv. Hans altid sprudlende energi, selv når alt omkring ham føles tungt.

Chris smiler svagt. Skip har fat i noget. De hjælpemidler, han har fået gennem årene, er ofte mere til irritation end gavn. “Ja,” siger han, “jeg har set mange misfostre af design. Som om ingen tænkte på, at det var syge mennesker, de skulle hjælpe.” Han griber efter notesblokken, men hænderne vil ikke rigtig samarbejde i dag. De ryster for meget, og han lader dem falde ned på lårene igen. Frustrationen kribler op gennem kroppen, men han holder den nede.

Grip, den anden krykke, er altid mere afmålt, som en slags rolig, analytisk stemme i baggrunden. “Du ved, Chris,” siger Grip i en tone, der altid er lige præcis alvorlig nok, “det er ikke kun designet, der er problemet. Det er hele systemet. Hjælpemidler bliver bare udleveret uden nogen fornemmelse af, hvad brugerne virkelig har brug for. Hvad det koster samfundet i spildt tid og ressourcer, er uendeligt større, end nogen af de her mennesker forstår.”

Chris nikker, mens han skæver ud over rismarkerne. “Præcis. Og så er der medicinen. Har du nogensinde prøvet at åbne en pilleflaske med gigt i fingrene? Det er som at forsøge at dreje låget af en gammel motor, hvor gevindet er rustet fast. Hvem i alverden har tænkt på de designvalg?” Han kan mærke vreden i sig, en stille brændende irritation over den mangel på omtanke, der omgiver ham. Der er så meget unødvendigt spild, både af tid og penge, men endnu værre – spild af menneskelig værdighed.

Wendy Wheelchair står parkeret under et lille halvtag, lidt længere væk. Hun er stille i dag, men Skip, som altid har et kvikt svar klar, ruller med øjnene. “Ah, Wendy W, min gamle VW Bobbel. Sød som dagen er lang, men lad dig ikke narre. Hun starter hver gang, men Gud forbyde, vi havner i sne. Husk den gang i junglen, Chris? Hun kørte som en drøm gennem mudderet!” Skip griner for sig selv. Chris kan ikke lade være med at smile ved mindet om de utallige rejser, han og Wendy har været på.

Han vender blikket tilbage mod markerne og reflekterer over det særlige bånd, han har med andre syge og handicappede. “Vi deler noget, som de raske aldrig helt forstår,” siger Chris roligt, men med en klang af eftertænksomhed. “Det er ikke en svaghed. Det er en styrke. Vi behøver ikke sige meget, før vi ved, hvad den anden føler. Der er ingen konkurrence, ingen ‘se hvad jeg har.’ Bare en stille forståelse og hjælp, når det er nødvendigt.”

Grip rømmer sig diskret. “Det er sandt, Chris. Men det er også en kamp for værdighed. Du ved det lige så godt som jeg. Det er ikke bare kroppen, der falder fra hinanden, men også systemerne omkring os. Vi kæmper ikke kun mod sygdom, men også mod det samfund, der har glemt, hvad det betyder at tage sig af sine svageste.”

Chris føler det i hjertet. Han er træt. Ikke bare fysisk, men også mentalt. At være afhængig af systemer, der ikke altid fungerer, er en konstant kamp. Men indeni, under alle de fysiske begrænsninger, bobler han stadig af den samme ild, som han havde som ung. Den samme ild, der fik ham til at udfordre verden, til at skabe, til at drømme.

“Jeg giver ikke op,” siger han bestemt og retter ryggen så meget, hans gamle krop tillader det. “Indeni er jeg stadig den samme. Ham der vil have en bedre verden. Og jeg vil have respekt og værdighed – ikke medlidenhed.”

Og så sidder han der, midt i stilheden over rismarkerne, omgivet af sine trofaste følgesvende – med et glimt af humor og en stærk vilje, som ingen sygdom endnu, har kunnet knække. 

Han hører nogen kalde og selvom han ikke forstår hvad de siger. kan han høre sit navn. “Nå ja det er i dag vi skal til fødselsdag” siger han højt og fortsætter ”kom drenge, vi har jo købt en gave”. Skip og Grip hjælper Chris op og stå, og så går det i fuld galop, over stok og sten, langsomt tilbage, imens krykkerne ivrigt diskuterer, hvad mon der er på menuen.