“Hvad glor han på denne gang?” spurgte “Skip”, med sin vanlige nysgerrighed. “Han sidder der i ‘Wendy’ og holder øje med elektrikernes arbejde,” svarede “Grip” roligt og kiggede over mod Chris. “Det er, som om han ikke kan lade være. Håndværkere fascinerer ham stadig, selvom han selv ikke kan være med længere.”

“Ja, typisk Chris,” sagde “Skip” og rystede lidt på hovedet. “Altid klar til at holde øje med, hvordan andre gør tingene. Han har stadig den der trang til at være med i det praktiske, selvom kroppen ikke længere vil samarbejde.”

“Grip” kiggede eftertænksomt over på Chris, der sad i “Wendy Wheelchair”. “Men du kan se på ham, at han er træt i dag. Efter thaimassagen i går er det altid som om, kroppen skal restituere. Det er sjovt, når man tænker på, at han er uddannet i det og ved præcis, hvordan det virker. Men alligevel rammer det ham hårdt.”

“Skip” lo lavmælt. “Ja, han er altid optimistisk efter en omgang massage, men det koster, og det ved han godt. Selvom han snakker om, at det holder kroppen i gang, så ser det ud til, at Mr. Parkinson langsomt tager mere og mere fra ham. Det er nok også derfor, han sidder så stille i dag.”

“Grip” trak på skuldrene. “Han er blevet god til at tage en dag ad gangen. Han ved, hvad der venter, men han er også en stædig fyr, som ikke helt vil indrømme det. Han har stadig den der krigermentalitet, men det hjælper ikke meget, når kroppen nægter at følge med.”

De to krykker blev stille et øjeblik, mens de kiggede på Chris. Han sad i sin elektriske kørestol, “Wendy”, og betragtede håndværkerne. “Han ville sikkert selv have været derude og hjælpe, hvis han kunne,” mumlede “Skip”.

“Grip” nikkede. “Men det er fortid nu. Han ved det godt. Han ser, lytter, og analyserer – det er, hvad der er tilbage.”

“Hvor længe tror du, han bliver siddende?” spurgte “Skip” og strakte sig lidt, som om han også var ved at blive utålmodig. “Han sidder jo ikke ligefrem og nyder frokost eller noget.”

“Grip” smilede tørt. “Nej, men det er typisk ham at sidde stille og observere. Det er hans måde at føle sig tættere på noget praktisk. Han kan ikke være i det med hænderne længere, så nu er det øjnene, der gør arbejdet for ham. Men jeg tror ikke, det holder så længe.”

“Skip” lo igen. “Og så skal vi jo til fødselsdag i morgen! Jeg er spændt på at se, hvordan han klarer det. 11-års fødselsdage kan være lidt for meget af det gode, især når man sidder fast i ‘Wendy’ hele dagen.”

“Grip” nikkede. “Ja, det er en god afledning. Han elsker at være omkring børn, men det bliver en test for ham. Jeg tvivler dog på, at han vil vise, hvis han bliver for træt. Det er sådan, han er.”

De to krykker lo sammen, mens de kiggede mod Chris. Han sad stadig i sin trofaste “Wendy”, betragtede håndværkerne med et roligt, men træt blik. Der var stadig noget tilbage af den gamle Chris, men meget havde ændret sig.

“Grip” rettede sig lidt og tilføjede med sin vanlige tørre humor: “Og hvad kan vi så lære af det? Selv når man bliver ældre og slidt, så har man stadig trang til at blande sig. Det er bare en anden måde at gøre det på.”

“Skip” rystede på hovedet og smilede. “Ja, det er vist meget godt sagt. Lad os bare håbe, vi ikke skal sidde her alt for længe.”