Chris Crutch vågnede op, trak vejret dybt og mærkede straks den velkendte rystelse i højre arm. Han satte sig på sengekanten og lod blikket vandre ud ad vinduet. Solen skinnede, og det lød næsten som en invitation til at starte dagen.

“Skip”: “Solen skinner, Chris! En perfekt dag for lidt Starship i baggrunden – hvad siger du? ‘Nothing’s Gonna Stop Us Now’ kunne sætte lidt gang i humøret!”

“Grip”: “Rolig nu, Skip. Chris Crutch har haft en nat med kun fem timers søvn. Lad os starte med at få styr på, hvordan kroppen føles i dag.”

Chris mærkede den gamle træthed i kroppen, men han kunne også mærke en slags ro indeni. Han havde sovet fem timer, og selvom højre arm rystede, var der en følelse af klarhed. Der var ingen tid til at dvæle ved trætheden.

Chris (tænker): “En syv’er i dag… højre arm ryster, men det går. Jeg har prøvet det hele før. Det må jeg klare.”

Han satte sig ved bordet og smagte på den velkendte asiatiske morgenmad, han havde det privilegium, at kunne nyde i øjeblikket. Maden fyldte ham med energi, og han tænkte over dagen, der lå foran ham. Hydroponikprojektet var begyndt at bære frugt, og senere skulle han undervise de unge drenge i engelsk. Der var stadig meget, han kunne bidrage med, selvom kroppen svigtede ham oftere nu.

Chris (reflekterer): “Indeni er jeg stadig den samme kriger. Stadig den samme, jeg vil stadig skabe noget nyt, og det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke kan gøre det, som jeg plejer. Det føles …. Ja, begrænsende.”

Skip: “Hey, Chris! Du har stadig masser at give. Se på det hydroponiske anlæg, det spirer og gror også på grund af din medvirken. Det er ikke spildt, ven.”

Grip: “Det er rigtigt, Skip. Men vi må også være realistiske. Chris Crutch ved godt, at sygdommene trækker ham længere og længere væk fra den frihed, han engang havde. Det er en svær erkendelse.”

Chris rejste sig fra bordet og gik hen mod vinduet, hvor han kunne se ud på det hydroponiske anlæg i haven. De små planter strakte sig mod solen, og selvom hans krop svigtede, kunne han stadig skabe noget, der voksede og levede.

Chris (tænker): “Jeg ved godt, hvor sygdommene bærer mig hen. Det er svært at erkende, selvom jeg har alle forudsætninger for at forstå det rent psykologisk. Men jeg hader, at være fanget i min egen krop.”

Han gik langsomt ud i haven med krykkerne i hænderne. Hver bevægelse føltes tung, men han havde et mål. Der var liv derude, som han havde sat i gang, og det gav ham en følelse af kontrol midt i alt kaosset.

Skip: “Chris, det her er en god dag. Du kan mærke solen, du kan se planterne gro. Du har stadig en masse at give.”

Grip: “Men vi må også huske, at Chris stadig er træt. Han er ikke, hvad han var. Det kræver sin mand at holde fast i det, han stadig kan.”

Mens han bevægede sig langsomt ud i haven, blev tankerne om livet og døden pludselig nærværende. Det var ikke noget nyt – de dukkede ofte op, især nu, hvor hans krop begyndte at svigte ham oftere. Han tænkte over, hvordan det ville være, når døden en dag kom. Ikke som en frygt, men mere som en realistisk erkendelse.

Chris (tænker): “Man tænker mere over døden, jo ældre man bliver. Hvornår den kommer, og hvad den betyder. Jeg ved godt, at når jeg er væk, så er jeg væk. Jeg sidder ikke i et hjørne og iagttager dem, der blev tilbage. Det er bare slut. Men det er ikke så skræmmende, som det engang var. Døden er ikke en fjende. Den er bare en del af rejsen.”

Han tænkte på alle de stadier af livet, han allerede havde gennemlevet – fra barn til ung, voksen og nu gammel. Hver periode havde haft sin tid og sine udfordringer, men døden var den sidste ukendte.

Han kunne heller ikke undgå at tænke på sine helte. Michael J. Fox og Muhammed Ali, begge ramt af Parkinson. De havde kæmpet deres kampe, men på hver deres måde. Michael Fox fortsatte sin kamp med en ukuelig vilje, mens Ali, den store bokser, kæmpede en mere stille kamp mod sygdommen, indtil den endelig tog ham. Chris følte en forbindelse til dem begge. På samme måde som Fox og Ali havde haft deres mørke stunder, følte Chris sig også udfordret. Men det gav ham styrke at tænke på deres rejser.

Chris (tænker): “At både Michael og Ali blev ramt af Parkinson er jo personlige tragedier, og selvom jeg ved, at de begge også har haft deres kriser, sorg, håbløshed og opgivelse, viste de nogle stærke sider. Fox gør det jo stadig.”

Og som hans norske yndlingstroubadour, Bjørn Eidsvåg, havde sagt det: “Man bliver blødere med årene.” Chris forstod nu, hvad det betød. Han var blevet mere følsom, mere reflekterende, men han vidste også, at det var en styrke, ikke en svaghed.

Chris (reflekterer): “Det er her, i grænselandet mellem at være og ikke være, at visdommen kommer. Det er her, man lærer sig selv at kende. Jeg har truffet valg hele livet, og nu er jeg her. Jeg har stadig noget at give, men jeg ved også, at der er en afslutning et sted. Spørgsmålet er, om jeg vil livet, som det er, eller om tingene bliver helt umulige.”

Skip: “Døden? Pfft, det er alt for langt væk, Chris! Du har så meget liv tilbage. Se på de planter! Se på børnene, du skal undervise senere. Du er stadig i gang.”

Grip: “Men det er en naturlig tanke, Skip. Chris er en tænker, og det er klogt at overveje livets store spørgsmål. Døden er en del af livet, og det er vigtigt at være bevidst om den – ikke at frygte den, men at forstå den.”

Chris følte en ro, da han kiggede på planterne, der groede i det hydroponiske anlæg. Det mindede ham om livets cyklus. Det begyndte, det voksede, og det sluttede. Alt havde sin tid, og lige nu var han stadig i vækstens fase, selvom kroppen langsomt svandt ind.

Chris (tænker): “Jeg er forundret over, hvor meget jeg stadig vil skabe, på trods af, at kroppen bliver svagere. Men måske er det sådan, det skal være. Måske er det en del af processen – at fortsætte, selv når man ved, at tiden er begrænset.”

Lige nu føltes det hele… næsten normalt.