Chris Crutch har en særlig evne til at tage komplekse, hårde realiteter og omdanne dem til noget dybt personligt og menneskeligt. Når han taler om styrken i fællesskabet blandt dem, der kæmper med sygdom eller handicap, er det ikke bare en teoretisk observation – det er hans liv. Han ved, at fællesskabet ikke handler om, hvem der står øverst på podiet, men om dem, der er sammen i mudderet, griner ad de små ting, og hjælper hinanden op, når de falder.

For Chris er fællesskabet blandt syge og handicappede et unikt bånd. Det er et bånd, der er forankret i fælles erfaringer, hvor konkurrence ikke spiller nogen rolle, fordi man i bund og grund allerede kender smerten og usikkerheden hos hinanden. Det er ikke nødvendigt at bevise noget – i stedet handler det om at række ud og støtte dem, der står ved siden af én. Skip og Grib, hans elskede krykker, har set det hele. De har båret ham gennem både de lyse og mørke tider, og de er en påmindelse om, at man ikke står alene, selv når benene ikke vil bære.

Chris’ rejse med Parkinsons og andre udfordringer har lært ham, at ægte styrke ikke findes i fysisk kraft, men i den menneskelige forbindelse – i at dele sårbarhed og i fællesskab overvinde de daglige udfordringer. Det er ikke noget, man kan købe eller opnå gennem titler. Det er noget, der opstår, når man vælger at være der for hinanden, når tingene er svære.

Når Chris ser på det fællesskab, der opstår blandt de, der lever med sygdom eller handicap, ser han en styrke, som mange raske mennesker aldrig vil forstå. Deres liv er ofte præget af konkurrencementaliteten, men her, blandt de syge, handler det om noget helt andet. Det handler om at støtte hinanden med alt det, man kan, fordi man kender kampen indefra.

Derfor minder Chris os om, at vi alle kunne lære noget af dem, der dagligt står ansigt til ansigt med livet på sine hårdeste vilkår. De har opdaget, at ægte relationer ikke handler om præstationer eller rigdom, men om evnen til at række ud, selv når man selv har brug for støtte. Det er en ægte styrke – ikke en, der bygger på ego, men en, der bygger på kærlighed, respekt og forståelse. Det er en styrke, der både kan løfte én person op og hele et fællesskab, der står sammen. 

Så, når Chris Crutch hver morgen ser, sine trofaste følgesvende Skip og Grip, ved han, at hvert skridt, han kan tage, er en sejr – ikke kun for ham selv, men for alle dem, han har mødt på sin rejse. “Hvis du kan stå oprejst i dag,, så kan du også prøve, at tage et lille bitte skridt,” siger han. Og det er præcis den stædighed og tro der gør hans rejse til noget helt særligt. For han er ikke færdig med livet endnu, men det tager tid, at nå til de smertelige erkendelser, at livet er vendt på hovedet og det kan godt gøre, en og anden Chris svimmel og rød i hovedet.