Chris: (kigger ud over bordet, hvor et halvtom tekrus står ved siden af passet og en lille bunke thailandske mønter) “Så er vi her… to og en halv måned senere. Taskerne buler. Hjulene på Wendy knirker lidt efter eventyret. Og vi… vi skal hjem.”

Wendy: (sænker sig en anelse, som i en lille bukning) “Eller… måske tager vi noget med hjem, som ingen kan pakke ud.”

Skip: (vrikker skævt med håndtaget) “Hø hø… første gang vi ikke skal betale overvægt for sjælen!”

Grip: (tørrer sig nærmest af på Chris’ bukseben) “Tal for dig selv, Skip. Jeg føler mig tungere end nogensinde – på den gode måde.”

Chris: (smiler) “Vi fik noget her. Ikke i poser og pakker. Men i hjertet. I rygmarven. I blikket på hinanden.”

Wendy: “Vi lærte, at selv når kroppen svigter, kan man komme længere, end man troede.”

Skip: “Vi lærte, at latter kan redde en dag, hvor alting ellers føltes som lort i en plastikpose.”

Grip: “Og vi lærte, at kærlighed ikke kræver store ord. Bare en hånd, der strejfer din skulder, uden at spørge hvorfor.”

Chris: (ser ud, stemmen bliver blødere) “Og vi lærte noget mere.
At sige farvel.
Farvel til mennesker, vi har grinet og grædt med.
Mennesker, vi har bygget broer med hen over kulturkløfter.
Mennesker, der mindede os om, at vi bliver ældre, at vi ikke kan alt det samme længere.
At fremtiden aldrig er givet – at gensyn er noget, man kan håbe på, men ikke love.
At vi må kunne rumme glæden, når vi ses, og sorgen, når vi skilles.
Om det så er gamle venner, børn, hunde, køer – eller træer med blomster på grenene.”

Wendy: (drejer forsigtigt hjulet) “Vi tager det hele med. Snører posen stramt. Så intet falder ud.”

Skip: (kækt) “Vi har jo øvet os hele livet på det der med goddag og farvel.”

Grip: (stille) “Men specielt farvel… det bliver man aldrig rigtig god til.”

Chris: (lægger hånden på bordet) “Og bloggen… ja. Den voksede. Men den blev også noget andet, end vi troede. Ikke en platform. Ikke en reklamesøjle. Bare… et sted. Hvor vi kunne være. Hvor andre kunne mærke: Jeg er ikke alene.”

Wendy: “Men vi må også være ærlige. Vi begynder at træde de samme stier nogle gange.”

Skip: “Vi kan jo heller ikke opfinde nye liv hver dag. Vi lever jo det samme liv… bare lidt dybere for hver runde.”

Grip: “Måske handler det ikke om nyt. Måske handler det om at finde dybere lag i det vi allerede bærer.”

Chris: (ser ud over bordet) “Men måske er det også tid til at åbne døren mere.
Vi savner at høre, hvad andre tænker.
Vi vil invitere jer, der læser med, til at dele jeres tanker, hvis I har lyst.
Skriv en kommentar på Facebook, hvor vi linker til bloggen, eller send os en mail – adressen står nederst.”

Skip: “Ikke for at lave en debatklub. Men fordi rigtige ord fra rigtige mennesker er liv.”

Grip: “Og fordi vi stadig vil være levende. Ikke bare gentagelser af os selv.”

Chris: (løfter blikket mod vinduet) “Nu venter de lyse nætter på os. Den høje, blå himmel. Den kølige luft vi næsten havde glemt. 37 grader hver dag sætter sig i kroppen. Og nu… nu mærker vi regntiden banke på.”

Wendy: (smiler) “Sneen og isen hjemme er næsten væk. Vi kan komme ud i luften igen. Gå ture – eller rettere, jeg kører, Chris tænker.”

Skip: (vipper) “Og vi har fået stolelift op til første sal. Så bliver det måske lidt mindre bjergbestigning.”

Grip: “Og handicapbilen venter lige rundt om hjørnet. Frihed på hjul – og en masse nye eventyr.”

Chris: (trækker vejret dybt) “Vi flytter kultur. Sprog. Geografi.
Men vi flytter ikke det vigtigste:
Menneskelighed.
Respekt.
Tid til andre.
Empati.”

Wendy: “Vi flytter også noget indeni. Noget, Chris endnu kun kan ane konturerne af.”

Skip: “En ny nysgerrighed. En trang til at forstå igen. På en ny måde.”

Grip: “Og snart… bålkaffe. Venner. Og senere på sommeren: børn og børnebørn.”

Chris: (rejsende sig let, mens han strammer en snor omkring sin taske)
“Vi rejser hjem. Men vi rejser også videre.
Ikke væk fra det vi har lært.
Men dybere ind i det.
Med håb.
Med latter.
Med kærlighed.”

(Wendy ruller langsomt frem, Skip og Grip svajer i hver sin takt, mens Chris ser ud på himlen, hvor skyerne åbner sig som et vindue mod det, der venter.)

Hvis du har lyst til at dele dine tanker – et minde, en følelse, en tanke – så skriv til os.
Du kan sende os en mail (adressen står nederst) eller kommentere via vores Facebook-link.
Vi skriver videre. Når noget taler. Når noget brænder. Når vi mærker, vi stadig har noget at give.