En samtale om modgang, opfindsomhed – og om at finde sig selv i det, man skaber.
Regnen har lagt sig som et blødt tæppe over haven. Luften står stille. Vinduet er dugget. Chris sidder i Wendy med en kop kaffe i hånden. Foran ham hænger Skip og Grip – én på bordkanten, én på stoleryggen. De siger ikke noget i starten. Men de er dér. Som de har været længe.
Wendy: “Du var stille i nat, men jeg så du ikke sov.”
Chris: (kigger ned i koppen) “Jeg tænkte bare på… hvor langt vi er kommet. Og hvor dybt hullet var dengang.”
Skip: (duver lidt) “Du mener… dengang Grip og jeg bare var to væltende pinde?”
Chris: (smiler svagt, men tungt) “Ja. Da jeg fik jer, blev jeg ikke fri. Jeg blev mere fanget. I var altid i hænderne. Aldrig til at stille fra mig. I væltede. Lå på gulvet. Jeg skulle altid finde et hjørne, I kunne stå i, og så balancere mig frem med rystende skridt – uden støtte – for at vaske hænder, tage en jakke på, pakke varer ned. Det var ydmygende. Og det tog… alt.”
Grip: (stille) “Det var ikke værdighed. Det var overlevelse.”
Chris: “Jeg følte mig som en byrde. En, der ikke længere kunne tage vare på sig selv. Afhængig af andre til selv de mindste ting. Det dræner én. Ikke kun fysisk – men i sjælen. Man forstår det ikke, før man står der selv. I mørket.”
Chris kiggede frem for sig: “Hvor mange gange har jeg ikke stået i en butik og skulle pakke mine varer ned, og krykkerne lå på gulvet? Det ville have været nemmere, at blæse med mel i munden – for det var umuligt at både have en krykke i hånden, samle den anden op fra gulvet og samtidig holde poser. Der må være mange, der har fået sig en god latter over at se det – det lignede et klovnenummer. Heldigvis var der de fleste gange en venlig sjæl, som hjalp mig.”
Wendy: (blidt) “Men du blev ikke stående i mørket.”
Chris: “Nej. Jeg begyndte at lede. Ikke efter medlidenhed – men efter noget jeg kunne bruge, men jeg fandt intet så jeg måtte skabe dem selv. Og midt i det hele kom tanken: Hvad nu hvis krykkerne kunne holde sig selv oppe? Hvad nu hvis jeg kunne have hænderne fri – bare lidt?”
Skip: “Og så fik vi… snabler!”
Chris: (smiler for første gang) “Ja. Små fleksible snabler. Jeg har jo mistet evnen til ,.at arbejde med mine hænder som før på grund af Parkinson og gigt, så jeg kunne ikke lave modeller – hverken i træ, papir eller stål. Men idéerne – dem havde jeg stadig. Så jeg begyndte fra bunden. Jeg havde engang lært 3D-tegning, men 3D-print havde jeg aldrig beskæftiget mig med. Jeg læste både nat og dag for at blive klogere, men det tog først rigtig fart, da min bedste ven fortalte, at det lokale bibliotek havde 3D-printere, man kunne leje. Ja, og så var der det med materialer – det var et kapitel i sig selv. Jeg bandede. Græd. Svedte. Men jeg lærte. Testede. Og én dag virkede det.”
Chris’ øjne lyste op, og et stort smil spredte sig: “I skulle have set de første modeller! Store klodser – og de fleste blev kasseret, for jeg havde endnu ikke forstået nok.”
Wendy: “Så det var hjem på skolebænken igen?”
Chris: “Ja. Og så begyndte jeg at få kendskab til flere og flere materialer. Der var så stor udvikling inden for teknologien, at min viden næsten var opdateret – samtidig med at der hele tiden kom noget nyt.”
Grip: “Og så kom en lille snabel. En stor forskel.”
Chris: “Ja. Og jeg investerede i min første egen printer, så jeg kunne arbejde hele tiden. Det sparede en masse tid. Hold op, hvor er der blevet fremstillet mange modeller! Og pludselig havde jeg skabt en model med fleksibel krog – Elefanten var født.
Pludselig kunne I hænge på alt – senge, borde, håndvaske, stole, på varebåndet i butikker, bildøre. Og det bedste? Med en snabel på hver af jer – kunne I hjælpe hinanden, hvis én af jer væltede.”
Skip: (stolt) Det var vores evolution!”
Chris: (kigger på dem) “Og det var dér, det vendte. For første gang i lang tid følte jeg, at jeg havde skabt noget, der faktisk gjorde en forskel. Og vigtigst af alt – I var aldrig længere væk end en halv armslængde.”
Wendy:(blidt) “Du var ikke alene længere.”
Chris: “Og så… så min ældste søn jer. Han stod dér, kiggede på det hele, og så sagde han ikke bare ‘fedt nok, far’. Han sagde: ‘Far… jeg hjælper dig med at løfte det her. Det færdiggør vi sammen.’
Og så gjorde vi det. Sammen. Han tog mine grove skitser og gjorde dem skarpe. Vi fandt materialer, lavede modeller. Vi skabte noget, der kunne bære – ikke bare vægten af en krykke, men også værdighed.”
Grip: “Født i modgang. Formet i håb.”
Chris: “Siden da har vi arbejdet på at gøre Elefanterne miljøvenlige. De skal kunne tåle både varme og kulde, klor og saltvand, kunne monteres på alle typer krykker uden værktøj – og samtidig have multifunktionalitet og fleksibilitet.”
Skip: (strækker sig lidt stolt) “Og nu er vi… ved at blive verdensberømte!”
Chris: (løfter brynene) “Rolig nu, Skip. Vi skal passe på, at vi holder begge snabler – og begge ben – på jorden. Det er rigtigt, at Elefanten nu bliver produceret i vores lille firma, Go or Stay. Og ja, der er stor interesse. Fra brugere. Fra hospitaler. Fra genoptræningscentre. Vi ser også stor interesse fra udlandet, og Elefanten har fået plads på udstillinger om fremtidens teknologi.”
Chris:”Men vi er jo et lille firma, så må bruge vores fritid på at producere og sådan ud til folk. Vi har jo ikke reklamebudget, store investorer, vi laver selv og er dybt afhængig, af at folk fortæller den gode historie og brugere fortæller deres gode positive oplevelser, så vi har brug for alt den hjælp vi kan få, til at udbrede kendskabet og således at vi kan hjælpe mange flere.”
Wendy:“Og de fås i mange farver. Nogle sjove. Nogle elegante. Der er noget for enhver smag. Men funktionerne – dem, der virkelig gør en forskel – de er ens i dem alle. Det er det, der binder det hele sammen.”
Chris:“Jeg ved ikke, hvor det ender. Men for mig handler det ikke om at tjene en masse penge. Det handler om noget andet. Noget større. Det handler om at give livsmod. Frihed. Tryghed. Til andre, der bruger krykker eller stave – og som har stået dér, hvor jeg stod.”
Grip: (sagte, på engelsk)
“Developed for one. Meant for millions.”
Wendy: (kigger blidt på Chris) “Og det mærker man. I hver eneste snabel.”
Chris: “Og vi lavede også en model til børn. Med farver. Leg. Og tryghed i øjenhøjde.”
Skip: “En elefant til små ben og store drømme!”
Chris: (smiler) “Men det… det er en helt anden glædeshistorie.”
Wendy: “Og så skabte du os – og vi blev til en blog. Vi fire musketerer.”
Chris: “Ja. Så skabte jeg os som blog. For at inspirere og motivere. For at fortælle, at man kan lykkes. For at fortælle, at du ikke er alene.
Vi er mange, der har det som dig – og vi ser dig. Vi hører dig. Altid. Men I opstod også, så vi kan give indsigt i vores liv og vores oplevelser.”
Skip:” Men Chris du opfinder jo stadigvæk , jeg ser jo hver dag hvordan du i timevis sidder og kæmper dig gennem tegninger.”
Chris:” ja der er meget der skal opfindes, men mest prøver jeg at gøre mit liv nemmere og så er det jo ikke umuligt, at noget af det også kan komme andre til gavn.”
Chris smiler sit lune smil og det lille glimt i øjet.
Wendy:”Ja man må sige du slås for det og samtidig bruger du mange timer på, at lave blog, jeg tror ikke der er mange der ved, at du gør det ved hjælp af tale til tekst.
Chris:” ja der bliver meget der skal rettes, for det er jo ikke alt der bliver hørt rigtigt og der er sommetider nogle stavefejl som helst ikke skal slippe ud, men jeg kunne blive verdensmester i at finde underlige ord, og en sikker vinder hver gang, er at jeg flere gange skal rette ordet lakrids.”
De brød alle fire ud i latter.
⸻
Til dig, der læser med:
Hvis du står midt i mørket – eller kender én, der gør – så husk: Det er ikke altid styrken, der får os op. Nogle gange… er det viljen til at finde en vej. Og troen på, at selv et lille skridt – en snabel – kan gøre en stor forskel.
Måske har du aldrig haft brug for krykker. Men måske har du prøvet at føle dig afhængig. Eller usynlig. Eller bare træt. Så er du også en del af den her fortælling.
Hvis du vil vide mere, eller se, hvordan Elefanten ser ud – så kig forbi: