En stille rejse ind i det usagte

Et vindue med dug. En kop kaffe, der er blevet kold. En trægulvsplanke, der knirker på den rigtige måde. Et hjørne af verden, hvor du ikke skal forklare dig. Et rum med skygger fra gamle minder – og lyset fra det, du endnu ikke har sagt højt. Her handler det ikke om mursten og tagsten. Her handler det om det, der holder dig – uden at holde dig fast.

Om hjem.

Om det sted, hvor kroppen slapper af, og hjertet husker, hvem du er. Hjem betyder noget forskelligt gennem livet. For nogle er det en adresse. For andre er det en længsel.

Her er et forsøg på at finde det igen – i ord, i minder, i samtaler. En rejse gennem alder, tab, stilhed og håb.

Sen eftermiddag. Stilhed i stuen. En kop kaffe, der er blevet kold. Chris sidder i en stol og kigger mod vinduet. Grip står lænet op ad væggen ved siden af. Solen har lagt sig lavt, og skyggerne bliver længere.

(Chris sidder lidt foroverbøjet. En sammenfoldet seddel ligger på bordet ved siden af kaffekoppen. Han ser ikke på den – bare ned i bordpladen, mens han taler.)

Chris: “Jeg havde skrevet nogle tanker ned i morges. Bare nogle ord – ikke noget stort. Men noget jeg har gået og tænkt på længe…… at vi flytter hjem mange gange i livet.

Nogle gange fysisk – som når vi flytter hjemmefra, eller forlader barndomshjemmet for sidste gang. Andre gange indeni – som når man bliver forælder og pludselig selv skal være nogens tryghed. Når børnebørnene kommer – og latteren flytter ind igen.

Og så… de sværere skift. Når man mister sin livspartner. Eller flytter på plejehjem. Eller rejser ud i verden – og opdager, at hjem ikke altid har en adresse længere.

For nogle er hjem en bygning, de har måttet forlade. For andre er det en længsel, de bærer med sig – pakket ned i en rygsæk, en sang, en bøn.

Det hele fik mig til at tænke på… hvor er hjem egentlig? Ikke bare fysisk – men i hjertet.”

(Han skubber forsigtigt til sedlen med fingerspidserne. Den bliver liggende.)

Chris: (lægger den ene hånd på armlænet og lader fingrene følge træets struktur)

“Jeg sad og læste det højt for mig selv før. Det der med hjem i alle aldre. Og da jeg kom til linjen om at miste sin livspartner… … ja, så kom jeg til at tænke på noget, jeg ikke havde tænkt på før.

Grip: (retter sig lidt op og tipper en anelse fremad, som om han vil høre bedre)

“Hvad da?”

Chris: (trækker vejret ind gennem næsen, lader blikket falde)

“At det første hjem…… det var jo dem. Mor og far. Deres arme, deres stemmer, deres måde at dække bordet på.”

(Pause. Han ser ud mod lyset i vinduet.)

“Men det er jo ikke sådan for alle. Nogle vokser op uden det hjem. Uden stemmer, der kalder dem ind til aftensmad. Uden nogen, der gemmer deres tegninger i skuffen.

Og alligevel…

… så finder de et sted at høre til.

Måske i en lærer, der så dem. I en nabo, der lod dem blive lidt længere. I en ven, der delte sit brød og sin tavshed. Et første hjem behøver ikke være perfekt – det skal bare være et sted, hvor man blev holdt – eller håbet på det.”

(Chris bliver stille et øjeblik. Han løfter hovedet lidt, som om han lytter efter noget indeni.)

Chris:

“Måske er det i virkeligheden det indre barn, der hele livet leder efter hjem. Et sted, hvor man kan kravle op og blive holdt – uden at skulle forklare hvorfor. Et blik, der siger: ‘Du er okay, bare som du er.’ Det barn bor stadig i os. Selv når vi bliver voksne, selv når vi bliver gamle. Og det barn bliver aldrig færdig med at søge hjem, hvis ikke det fandt det dengang, det havde mest brug for det.

Men længslen i sig selv…

… den fortæller os, at vi stadig håber. At vi stadig tror, at hjem findes.”

Grip: (drejer sig en anelse, så han ikke længere står helt op ad væggen)

“Og når den sidste af dem går bort – så føles det, som om man mister det første hjem. Ikke bare en person. Men porten til barndommen. Den, der huskede, hvornår man lærte at cykle. Hvem man elskede først.”

Chris: (nikker svagt, næsten usynligt. Hænderne samler sig i skødet.)

“Ja… og nu er det væk. Det findes stadig i mig, men… jeg kan ikke ringe og høre, hvordan vejret er hjemme. For der findes ikke længere.”

(Chris bliver siddende længe i tavshed. Vinden rører let i gardinet. Så løfter han blikket igen.)

Chris:

“Da jeg blev syg…

… da kroppen begyndte at svigte, der mistede jeg et hjem, jeg ikke engang vidste, jeg havde. Ikke et sted. Men evnen til at kunne. Til at gå. Tage af sted. Vende hjem. Til at være uafhængig, stolt, målrettet. Det var som om hjemmet inde i mig selv faldt sammen. Min tryghed forsvandt. Mine færdigheder blev til barrierer. Min vilje stod alene – uden muskler nok til at bære den.

Og nu… nu leder jeg igen.

Men denne gang er der ikke noget kort. Jeg er på bar bund. Der er ingen tydelige referencer. Alt er nyt – selv det velkendte. Og det værste er… Uanset hvor jeg slår mig ned, vil det føles fremmed i starten. Hver en kop. Hver en gestus. Alt må vendes og drejes – psykisk og fysisk – før det måske kan føles som hjem. Men derfor…… derfor må man ikke give op. For hvis man stadig har viljen til at tage ud – så findes der stadig en vej hjem.”

Grip: (løfter sig op i en mere rank position, stemmen bliver blødere)

“Så spørgsmålet bliver: Når man mister sine forældre – hvor flytter hjem så hen?”

Chris: (tørrer forsigtigt næseryggen med pegefingeren)

“Måske til noget dybere. Noget indvendigt. Et sted hvor deres stemmer stadig lever. Men det er ensomt. For nu er jeg den ældste. Der er ikke nogen ovenover mig længere.”

Grip: (lader krykken vippe en smule frem og tilbage mod gulvet)

“Det er en mærkelig slags tomhed. Som om nogen har trukket stigen op bag dig.”

Chris: (trækker vejret tungt, ser ned på sine hænder)

“Og man vil gerne være taknemmelig. Man er taknemmelig. Men sorgen sniger sig alligevel ind i revnerne. Det er som at miste sin barndom for anden gang.”

Grip: (træder en halv meter nærmere, holder pausen)

“Du må godt sørge. Du må godt føle dig hjemløs i et stykke tid. Det betyder bare, at det betød noget.”

Chris: (ser op, et lille smil i mundvigen)

“Ja. Og måske…

… måske er hjem lige nu det, vi bygger af ord. Af kaffe. Af stilhed og gamle fotografier. Af dig og mig Skip og Wendy. Af det, der stadig er her.” Og måske er det netop løsningen: At hjem ikke er noget, du finder én gang for alle. Men noget, du får lov at genskabe – hver gang du mister. At hjem kan ligge i hænderne, der bærer dig gennem sorgen. I stemmen, der siger: “Du må godt være her.”

I det blik, der bliver. Du kan være hjem for et andet menneske.

Og når du er det – er du også lidt mere hjemme selv.