En eftermiddag i skyggen. Chris sidder i sin kørestol, Wendy. Skip og Grip står parkeret ved siden af. Solen filtrer gennem træernes blade. En plastikhavestol knirker et sted i baggrunden.

Chris:

“Jeg læste en debat i morges. Det hele startede med et flysæde og en kvinde som fyldte halvanden sæde og synes ikke hun blev behandlet værdigt. Men det blev hurtigt til noget større, da jeg er begyndt at tænke rigtig over det. Helt ærligt – handler det ikke i virkeligheden om, hvem der får lov til at være her?”

Wendy:

“Eller mere præcist: Hvem der får lov til at være her uden at undskylde, hvordan de ser ud.”

Skip:

“Du mener: Hvis du fylder for meget, skal du betale ekstra. Hvis du ikke passer ind, er du til besvær.”

Grip:

“Det er jo som om verden er bygget til gennemsnittet – og dem, der falder udenfor, må selv finde plads i kanten.”

Chris:

“Jeg har siddet i mange stole i mit liv. Nogle for små, nogle for lave, én brød sammen under mig engang – det var en billig plastikhavestol fyldt med gips, sagde de. Men det værste var ikke stolen.

Det var blikket fra dem, der så den knække.”

Wendy:

“Men vi taler aldrig om det, der virkelig er farligt. Kan vi placere en ældre dame i en plastikstol, vi ikke aner kvaliteten af? Og når vi pakker folk som sild i offentlig transport – bus, tog, fly – så siger man: ‘Jo flere vi kan få med, jo mere miljøvenligt er det.’ Men det skurer i ørerne, Chris. For dem, der råber højst om klimaet, flyver selv i privat jet.”

Chris:

“Og det er samme logik vi ser igen og igen: Miljøargumentet bliver brugt som undskyldning for at presse os tættere sammen – mens dem, der har magten, flyver alene til konferencer og bliver hentet i sorte biler. Det er ikke klimahensyn – det er kontrol og komfort for de få.”

Grip:

“Og det hænger sammen med en anden ting, vi aldrig taler højt om:

Hvem fodrer egentlig de kroppe, vi senere kritiserer?

Vi lever i et samfund, hvor alt bliver større – undtagen forståelsen. Sodavand fås i liter, ikke i glas. Snacks fås i ‘økonomipakker’ – men den lille pakke koster næsten det samme som den store. Og politikerne gør intet for at begrænse det. Tværtimod – de lader markedet fedte os ind og fede os op.”

Skip:

“Ja, og så bliver det bagefter den enkeltes skyld. Som om det er os, der skal have skam – ikke systemet, der tilbyder dobbelt portion til halv pris og kalder det valgfrihed.”

Chris:

“Og ved du hvad, det er ikke engang størrelsen, der provokerer folk mest.

Det er, når man ikke passer ind. Hvis en stor mand sidder på et stort sæde, der passer – ingen kigger. Men hvis han tager halvandet sæde, fordi der ikke er et, der passer… så begynder blikkene. Så bliver det ‘uretfærdigt’, ‘ubehageligt’, ‘for meget’. Men det er ikke ham, der fylder for meget – det er pladsen, der er for snæver.”

Grip:

“Og i det øjeblik bliver det ikke bare en stol – det bliver et signal. Om hvem der er velkommen – og hvem der bare tåles.”

Skip:

“Og det gælder jo ikke kun i fly.

Hvad med skoler? Gymnasier? Børn og unge, der sidder time efter time i standardstole, der ikke passer til deres krop. Høje, lave, spinkle, brede. Alle bliver mast ind i samme form.”

Wendy:

“Eller ældre, der ikke kan rejse sig fra en stol, der er for lav. Restaurantbesøg, hvor stolen skærer i lårene. Biografen, hvor armlænet presser ind, og du ikke tør røre dig.

Vi snakker hele tiden om inklusion – men vi designer efter eksklusion.”

Chris:

“Og det mærkelige er, at vi godt ved, hvor vigtigt det er at sidde rigtigt. Når man sidder i kørestol, bliver der taget mål. Sædedybde, ryghøjde, bredde. Det er helt afgørende for komfort og sundhed. Men alle andre? De må bare tage det, der er.”

Grip:

“Det er jo ikke fordi vi ikke kan håndtere forskellighed. Vi gør det jo allerede med tøj, sko, cykler, hjelme. Vi ved godt, at one size doesn’t fit all.”

Skip:

“Men når det gælder stole – så virker det som om forskellighed pludselig bliver et problem. Som om én stor stol stjæler noget fra alle de små.”

Chris:

“Men det er jo ikke sandt. Hvis man tilpasser sædet til kroppen, så får alle det, de har brug for – ikke mere, ikke mindre. Det er ikke en konkurrence. Det er en tilpasning.”

Wendy:

“Men vi er bange for forskelle. Især når vi tror, at andres behov betyder, vi selv mister noget. Så bliver det hurtigt: ‘Hvorfor får han mere plads end mig?’”

Grip:

“Det burde være arrangører, producenter, skoledesignere, byplanlæggere, der gik forrest. Dem, der siger: ‘Vi vil skabe noget, alle kan være i.’”

Skip:

“Det er dét, det handler om. At være på forkant – ikke for at få en teknisk løsning, men for at vise respekt. For kroppe, mennesker, forskelle.”

Chris:

“Og det gælder ikke kun stole. Vi bliver også nødt til at tage stilling til ting som: Hvor stor skal et toiletrum være? Hvor bred skal en trappe være?

Hvor meget plads skal der være mellem to køkkenborde, eller i en brusekabine?

Ikke bare på grund af størrelse – men fordi folk har forskellige behov, bevægelsesudfordringer, handicaps.”

Wendy:

“Specielt på hoteller, i offentlige bygninger, i transportmidler. Alt, der handler om service. Vi snakker hele tiden om det normale. Men hvem ved egentlig, hvad det normale er?”

Chris:

“Siden 1850 er vi blevet højere og større. Det er næsten komisk, når man kommer ind i en kirke: Folk sidder kun med balderne på bænken – der er ingen støtte under lårene. Og mellem rækkerne er der så lidt plads, at man skulle være en ål for at komme ind. Siden 1950 og frem er gennemsnitspersonen ændret markant. Men hvornår blev standardpersonen egentlig sidst revideret?”

Wendy:

“Vi burde sætte et skilt op:

‘Pas på – verden kan være for skrøbelig, når du prøver at passe ind.’”

Chris:

“Og for at vende tilbage til det, vi startede med – flysædet: De fleste fly har jo første klasse. Så har du penge, kan du købe dig adgang til plads og komfort. Har du ingen – må du sidde klemt.

Præcis som den gamle børnesang: ‘Har du penge, så kan du få – har du ingen, så må du gå.’

Men i et inkluderende samfund ville man gå ombord på et fly og blive anvist et sæde, der passede til én. Ikke fordi du havde betalt mere – men fordi din krop havde brug for det. Der ville være forskellige størrelser, forskellige kvaliteter – et sæde til den ældre, et til den brede, et til barnet, et til den lange. Og ja, så kan det godt være, vi ikke kunne sidde ved siden af hinanden – men måske kunne vi komme med en løsning.

En computer kunne sagtens fordele pladserne intelligent. Tænk hvis teknologien hjalp os til at rumme hinanden – i stedet for bare at måle os op og sortere os.”

Chris (løfter øjenbrynene):

“Og måske skal vi også tænke helt nyt. Hvem siger, at tre sæder nødvendigvis skal være tre enkelt-sæder? Hvad hvis det i stedet var ét samlet sædesystem, som kunne tilpasses? Bordet foran kunne skubbes til siden. Selerne kunne fæstnes fleksibelt gennem huller i flere positioner. Nakkestøtten kunne skydes sideværts, så den passede – høj eller lav.Det er jo tankevækkende, at flysæder ofte er boltet ind tre ad gangen – så hvorfor ikke udnytte det?

At montere og demontere fleksible moduler behøver ikke være sværere end de stive modeller vi bruger i dag. Der er masser af plads til nytænkning – ikke kun for passagererne, men også for flyingeniørerne og dem, der bygger fremtiden.”

Skip (tøvende):

“Jaja, Chris – men hvem skal betale for det? Nye sædesystemmer, fleksible løsninger, mere plads – det lyder godt, men hvad med økonomien? Flyselskaberne tænker ikke i værdighed. De tænker i kroner og kilo. Og hvad med rejsetid, kapacitet, logistik – hvor realistisk er det?”

Chris (stille):

“Det ved jeg ikke. Men jeg ved, hvordan det føles, når verden er designet uden én i tankerne. Og hvordan det ændrer alt, når man pludselig passer ind.”

Wendy:

“Du ved det jo, for som gammel flymekaniker har du set det selv.”

Chris hørte ikke hvad hun sagde, for han var allerede begyndt at tegne og fortælle og designe et flysæde, ikke fordi han skulle, men fordi han ikke kunne lade være.

Grip (ser rundt på dem alle):

“Det er ikke sikkert, vi kan løse alt. Men vi kan begynde med at stille spørgsmål. Hvem definerer normal? Hvornår blev standardmålet sidst justeret? Hvordan bygger vi et samfund, der ikke måler mennesker – men rummer dem? Måske handler det ikke om at finde den billigste løsning.

Måske handler det om at finde den rigtige.

Et samfund, hvor alle får en plads – og ikke bare et sæde.”