Om tavsheden fra de magtfulde – og stemmen fra en kørestol.

De sad på den brede træ veranda i skyggen og så ud på køerne. Solen var ved at gå ned. En sagte vind bevægede gardinet i døren bag dem.

Chris sad på en stol med en kop te. Grip hvilede sig op ad gelænderet. Skip havde fundet citrongræs og duftede til det.

Fluerne fløj lavt og langsomt rundt på brædderne.

Wendy stod i hjørnet – tavs, men urolig. Hun ændrede vægt mellem hjulene.

Chris: “Det gør mig sgu trist. At der kan være så stille omkring noget så basalt. Det handler jo ikke om politik, men om menneskelighed.”

Grip: “Og netop derfor er det politik. Politik er ikke bare tal og strategier. Det er et spejl af, hvad vi som samfund accepterer – og hvem vi vælger at ignorere.”

Skip: “Tænk, at en liter mælk er billigere beskattet end en albuestok. Som om mælk giver liv, men støtte gør det ikke.”

Chris: “Jeg ville bytte en liter mælk for en værdig behandling hvilken som helst dag. Det handler om at kunne komme på toilettet selv. Om ikke at føle sig som en belastning.”

Grip: “Men det bliver pakket ind. De siger: ‘Vi har jo støtteordninger.’

Men det er ikke alle, der får støtte. Og selv dem der gør – de bliver mødt med papirbunker, tidsfrister og mistænkeliggørelse.”

Chris: “Der er noget grundlæggende skævt i, at en kørestol kan blive betragtet som en ‘vare’ – og ikke som en del af kroppen. Et hjælpemiddel burde ikke betragtes som luksus.”

Skip: “Det føles som om vi bliver reduceret til udgifter i et regneark. Ikke medborgere. Ikke medmennesker.”

(Wendy bevæger sig lidt frem. Hendes hjul knirker let. Hun siger stadig intet, men ryglænet bliver fastere. Armpuderne sidder stramt på armlænene.)

Chris: “Det værste er næsten, at ingen engang prøver at forklare det. Det er bare… tavshed.”

(Wendy rykker tættere på. Et klik fra bremsen. Hun løfter hovedet. Øjnene er mørke. Stemningen trykkes.)

Wendy: “NU VIL JEG SIGE NOGET.”

(De andre stopper. Luften bliver tung. Hendes stemme slår igennem som et ekko mod trævæggen.)

⸻

Wendy’s brøl:

Wendy:

“Og jeg vil ikke tale pænt. Ikke i dag.

TIL ALLE POLITIKERE I NORGE OG DANMARK – hør godt efter:

HVAD ER JERES UNDSKYLDNING?

EU GAV JER LOV I 2022.

I KUNNE FJERNE MOMSEN, SKABE LIGE RETTIGHEDER.

Men I gjorde INGENTING.

INGEN forslag.

INGEN debat.

INGEN ansvar.

Er det fordi vi ikke tæller? Fordi vi ikke marcherer med bannere og råber jer i hovedet?

Eller er det fordi I ikke tør se os i øjnene – os med ar, smerte og kørestole?

Hvad er jeres holdning?

Sig det højt!

Mener I, at handicappede ikke er jeres medmennesker?

Mener I, at vi skal betale skat af vores ben og vores balance og vores værdighed?

HVEM ER I, NÅR INGEN SER PÅ?

I siger, det er svært at ændre systemet.

Men hør her:

I Norge er der 15 % moms på mælk – men 25 % på en kørestol.

I Danmark er det endnu værre: Der er 25 % på begge dele.

En kørestol er altså beskattet som en liter mælk – som om det var et valg, ikke en nødvendighed.

Er det dét, I mener?

At det er lige meget?

At det er vores problem – ikke jeres ansvar?

Jeg vil have hvert eneste medlem af Folketinget og Stortinget til at svare.

Offentligt. Med navn.

Ikke skjult bag udvalg og systemer og partipolitisk sludder.

Hver enkelt af jer.

JERES holdning.

JERES moral.

JERES ansvar.

Fordi stilhed er også en stemme.

Og lige nu råber jeres tavshed højere end alle os, der ikke kan løbe efter jer.

I siger, I kæmper for lighed.

Så fjern momsen på hjælpemidler.

IKKE NÆSTE ÅR.

IKKE EFTER EN HØRING.

IKKE NÅR DET PASSER JER.

NU!

Og hvis I ikke vil, så skriv det. Underskriv det.

Så hele folket kan se, hvem I er.

Så vi ved, hvem der ser os som mennesker – og hvem der ikke gør.

Jeg vil have svar. Ikke omsvøb.

Ikke fordi jeg er vred.

Men fordi jeg er FÆRDIG MED AT VENTE.”

(Hendes stemme klinger ud. Ikke i svaghed – men i tyngde. Som noget, der endelig blev sagt.

Ingen siger noget med det samme. Fuglene er tavse. Luften står stille. Det er som om verandaen holder vejret sammen med dem.)

Chris ser på hende. Øjnene lidt blanke. Skip har sænket sin krykke ned mod trægulvet og nikker langsomt, som om noget har sat sig på plads.

Grip står helt stille – frosset midt i en bevægelse – som om kroppen glemte at følge med.

Chris: “Bravo… Wendy. Det var… det var nødvendigt.”

Han rækker en hånd frem, men lader den bare hvile et øjeblik. Han smiler, men det er ikke et let smil. Det er et anerkendende. Et med tårer bag.

Skip: “Godt brølt, løve.

Jeg vidste ikke, du havde sådan en stemme gemt i dig.”

Han blinker, prøver at lette stemningen, men med respekt i øjnene.

Grip: “Hold da op… der var jeg nærmest ved at vælte, lille søde Wendy…”

Han stopper. Vender sig lidt væk. Trækker vejret ind. Prøver igen.

Grip: “Nej. Jeg mener det ikke sådan, Wendy. Ikke sådan ‘lille’.

Du er vores anker.

Jeg har aldrig hørt dig snakke så højt.

Og aldrig hørt dig blive så vred.

Og jeg… jeg tror, det var det vigtigste, nogen har sagt her i år.”

Wendy siger ingenting. Hun ser ud over landskabet. Hendes ryglæn er stadig spændt, men øjnene bløde.

Hun lægger en hånd på sit hjul – ikke for at flytte sig, bare som et punktum.

Et par sekunders stilhed igen. Denne gang ikke tung, men fyldt med noget andet. Noget nødvendigt.

Chris: “Skal vi sende det ud?”

Wendy: “Ja.”

Chris tager sin computer og skriver. Da han er færdig, siger han:

“Her er brevet, som vi sender til alle via mail. Jeg læser det lige op:”

⸻

Brevet:

Kære medlem af Folketinget / Stortinget

Mit navn er Chris, og jeg er handicappet. Jeg er afhængig af hjælpemidler i min dagligdag, og jeg betaler stadig fuld moms, hver gang jeg skal købe noget, der gør mit liv bare lidt lettere.

Det undrer mig – og det gør mig vred.

Siden 2022 har det været muligt for EU-medlemslande (og EØS-lande som Norge) at fjerne momsen på hjælpemidler. Dette fremgår tydeligt af EU-direktiv 2022/542, vedtaget af Rådet den 5. april 2022, om ændring af direktiv 2006/112/EF vedrørende moms.

Alligevel har hverken Danmark eller Norge benyttet sig af muligheden.

Jeg er én blandt tusindvis af mennesker med handicap.

Vi ved godt, at man ikke kan få alt fra det offentlige – og det forventer vi heller ikke.

Men når sagsbehandling kan tage uger eller måneder, og det handler om vores liv, vores hverdag og vores udfordringer, så skal vi ikke straffes økonomisk for selv at tage ansvar.

Når vi prøver at gøre noget for at lette vores liv, bevare værdigheden og fungere bedre i hverdagen – så burde vi ikke mødes med en ekstra regning i form af moms.

Derfor stiller jeg dig dette enkle spørgsmål:

Hvad vil du konkret gøre for at sikre, at handicappede ikke skal betale moms af deres hjælpemidler – noget vi ikke vælger, men har brug for?

Hvis du ikke mener, at momsen skal fjernes – vil jeg gerne vide hvorfor.

Dette er en del af en borgerdrevet høring, hvor jeg som borger forsøger at skabe åbenhed omkring en vigtig problemstilling.

Alle svar – eller manglende svar – vil blive offentliggjort, så vælgerne og offentligheden kan se, hvor de enkelte politikere står i denne sag.

Jeg respekterer dit svar – uanset hvilket det er – og offentliggør det som led i en åben og demokratisk samtale om handicappedes rettigheder.

Hvis du ikke svarer, vil tavsheden tale for sig selv.

Jeg ser frem til dit svar.

Med venlig hilsen

Chris

⸻

De sidder alle og lader det synke ind. Chris rømmer sig og siger: “Nu skal jeg bare have fundet e-mailadresser… så skal vi nok få sendt det afsted.”

Wendy nikker. Ikke med hjulene, men med hele stolen.

Det er ikke slut. Det er begyndt.