Chris: “Vi bestemmer jo ikke selv, hvad vi får med i posen, når vi bliver skabt. Vi ved heller ikke, hvad vi skal bruges til, eller hvordan fremtiden former sig. Men én ting er sikkert – vi er os. Og uanset om vi ligner de andre, så er vi unikke. Det gælder også dig, Wendy.”

Wendy, som havde siddet og stirret på en løs møtrik og tænkt, at den nok hellere måtte strammes, kiggede overrasket og lidt febrilsk op på Chris.

Wendy: “Ja?”

Skip: “Sidder du og sover?”

Wendy: “Næh, jeg sidder bare med mine egne tanker og tænker på en møtrik, der er løs.” Hun rynkede panden, stadig ikke helt klar over, hvad der foregik omkring hende. “Hvad snakker vi om?”

Grip: “Om at være unik, selvom man ligner alle de andre.”

Wendy: “Ja, det er vel ikke noget nyt. Men hvad har det med mig at gøre?” Hun drejede sig rundt og kiggede mistænksomt på Chris. “Hvad handler det her egentlig om?”

Nu blev hun alvorlig. Chris tøvede et øjeblik. Han ville gerne sige det rigtigt – få det til at lyde oprigtigt, uden at fornærme hende.

Chris: “Wendy… du betyder meget for mig. Jeg kan ikke undvære dig.”

Wendy spærrede øjnene lidt op.

Chris: “Du er den bedste stol i miles omkreds. Ingen over, ingen ved siden af.”

Wendy rynkede brynene.

Chris: “Men… altså… jeg ville ønske, at fabrikanten havde været lidt mere kreativ.”

Wendy: “Undskyld, hvad sagde du?”

Chris: “Ja, altså, ikke at du ikke er fantastisk! Men… det ville være rart, hvis dit ryglæn havde flere siddepositioner. Og måske en tilt-funktion på sædet?”

Wendy: “Er det dét, det hele handler om?!”

Skip og Grip forsøgte at holde masken, men et fnis slap alligevel ud.

Wendy (tørt): “Så jeg er uundværlig… men lidt ufleksibel?”

Chris: “Præcis! Altså, nej! Jeg mener… Jeg elsker dig præcis, som du er… Men hvis jeg nu kunne få dig i en version 2.0…”

Wendy: “Du vil opgradere mig?”

Chris: “Bare en smule?”

Wendy sukkede dybt.

Wendy: “Så næste gang du vil give mig en kompliment, så lad være med at slutte af med en produktanmeldelse.”

Chris: “Noteret.”

De andre brød ud i latter, mens Wendy lod som om, hun var fornærmet – men inderst inde var hun faktisk ret tilfreds.

⸻

Skip (griner stadig): “Du er virkelig en mester i at kombinere ros og kritik på den mest kluntede måde, Chris!”

Grip (tænksomt): “Men det er egentlig interessant, hvordan vi opfatter kritik. Nogle ser det som en mulighed for at udvikle sig, mens andre ser det som en afvisning.”

Chris: “Ja, præcis. Jeg mente det jo godt. Men jeg kan jo godt høre, at det måske ikke lød sådan.”

Wendy: “Det er jo dét, der er problemet! Vi er så dårlige til at tale sammen. Når nogen siger noget kritisk, hører vi tit bare: ‘Du er ikke god nok’. Ikke: ‘Du kunne blive endnu bedre’.”

Skip: “Det er nok derfor, så mange mennesker reagerer defensivt, når de får kritik. De tror, det handler om, at de bliver afvist, ikke at nogen faktisk prøver at hjælpe dem.”

Grip: “Det er en kunst at kunne tage kritik rigtigt. Men det er også en kunst at give den på en måde, hvor folk forstår, at det er velment.”

Chris: “Så du siger, jeg burde have pakket det lidt pænere ind?”

Wendy: “Lad os bare sige, at hvis du var en gave, så var indpakningen lidt flået i hjørnerne.”

Skip: “Og så har nogen glemt at tage prisskiltet af.”

Grip: “Og pakket den ind i avispapir.”

De grinede igen.

Chris (smiler skævt): “Okay, pointen er taget. Jeg er glad for dig, Wendy – og jeg lover, at jeg næste gang finder en mere… justerbar måde at sige det på.”

Wendy (smilende): “Det var bedre.”

Hun lænede sig lidt tilbage og kiggede igen på møtrikken, hun havde tænkt på tidligere. Så sendte hun Chris et skævt blik.

Wendy: “Ja, vi er jo ikke fejlfri. Og hvis du nu vil pynte lidt på tingene, kunne du jo stramme den løse møtrik, der snart falder af. Så er vi jo på vej mod en opgradering.”

Chris (grinende): “Touché, Wendy. Touché.”

Solen stod lavt, og samtalen gled over i andre emner. Men de vidste alle, at de havde rørt ved noget vigtigt – den måde, vi kommunikerer med hinanden på. Nogle gange handler det ikke kun om ordene, men om hvordan de bliver sagt, og hvordan de bliver hørt.