“Sommetider tror jeg, du er synsk, Chris,” sagde Wendy med et skævt smil. “Hver gang du siger noget, så bliver det næsten altid sådan. Du må altså lade være med at sige nogle ting.” Hun kiggede på Chris med en blanding af frustration og beundring. “Men du har ret i én ting: tingene løser sig. På en eller anden måde.”

Chris trak på skuldrene og nikkede roligt. “Ja, det gør de. Tingene har det med at finde deres egen vej – på godt og ondt.”

“Som i Chiang Rai,” sagde Wendy og skiftede emne. “Der blev vi mødt af en gammel kending. Eller, han er jo faktisk en ung fyr. Han har haft os før, og som altid var han både smilende og kompetent. Det er virkelig en fornøjelse at møde nogen, der tager sig tid og gør rejsen lettere. Fra effektiv transport til flyet til klar kommunikation – det hele fungerede bare. Og på flyet var det heller ikke dårligt. Kyllingesandwich, kaffe og en flaske vand som standard – og det på en billig rejse. Jeg må indrømme, at det gjorde turen noget lettere.”

“Men Bangkok gjorde det også godt,” tilføjede Skip. “De sørgede godt for dig, Chris. Og det med vandflasken – de kørte dig helt hen til en butik, hvor priserne var langt lavere end dem ved gaten. Det er den slags små gestusser, der gør en forskel.”

“Det er rigtigt,” sagde Chris. “Og så flyet fra Bangkok til Oslo. De sørgede for et godt sæde ved midtergangen med to tomme pladser ved siden af. Det var skønt at have lidt ekstra plads, og personalet gjorde virkelig en indsats for, at alt var, som det skulle være. Og maden? Jeg blev trakteret med to måltider som altid, men denne gang overraskede de mig også om natten, mens alle andre sov. En stewardesse tilbød mig en ekstra kyllingesandwich og juice – det var virkelig en fin gestus.”

“Det lyder godt,” sagde Wendy. “Men så kom vi til Airbus-flyene,” fortsatte Grip og slog ud med armene. “Helt ærligt, at de har fjernet handicaptoiletterne – hvad tænker de på? Det her fly, der nu er sat ind i stedet for Boeing 777, er en klar nedgradering for folk med særlige behov.”

“Det føles som at gå 30 år tilbage i tiden,” sagde Chris frustreret. “På de gamle Boeing 777-fly var der handicaptoiletter. Nu, med Airbus-flyene, er der ingenting. Og så sætter de mig på de såkaldte ‘munke-sæder’ helt fremme. Det er smart nok, når man skal hurtigt ind i flyet, men de tætteste toiletter er kun for business- og førsteklasse. Hvordan giver det mening? Skal vi handicappede bare holde os?”

“Det er decideret diskriminerende,” sagde Skip. “Og så er de her toiletter heller ikke bedre for personalet. Jeg overhørte en stewardesse sukke, fordi pladsen til deres egne arbejdsforhold også er skåret ned. Hvem har egentlig tænkt det her igennem?”

“Det er netop det,” sagde Chris med et suk. “Der er ingen tanke bag. Beslutningerne bliver taget i mahogni-gangene, hvor de fokuserer på profit og ikke passagerernes behov. Flere sæder, flere penge – det er den eneste logik. Og så får personalet lov til at stå med problemerne og undskylde for beslutninger, de ikke selv har haft indflydelse på.”

“Thai Airways er stadig mit foretrukne selskab,” sagde Wendy forsigtigt. “Men det er virkelig skuffende, når de ikke lever op til standarden fra før. På de lange rejser er deres forplejning i top, og jeg blev endda tilbudt ekstra sandwich og juice mellem måltiderne. Men toiletsituationen? Det er helt uacceptabelt.”

Da vi landede i Oslo, ventede der endnu en udfordring. Chris sukkede tungt og sagde: “Miro fra ISS reddede os. Uden ham havde vi været strandet. Thai Airways kunne ikke ombooke min billet til SAS, fordi de ikke længere samarbejder gennem Star Alliance. Det efterlod mig i en situation, hvor jeg skulle betale 1.600 kroner for en ny billet. Hvad nu, hvis jeg ikke havde pengene? Skulle jeg have siddet på Gardermoen som i filmen The Terminal?”

“Det er virkelig ikke godt nok,” sagde Grip. “Systemet svigter fuldstændig. Og det er jo ikke personalet på gulvet, der er problemet. De slider sig selv halvt ihjel for at redde passagererne fra de elendige beslutninger, der bliver taget højere oppe.”

“Præcis,” sagde Chris. “Miro var fantastisk. Han var rolig, kompetent og hjalp os gennem hele processen, selv under tidspres. Men hvad med de materialer, de arbejder med? Kørestolene er under al kritik. Hvis ISS var en privat virksomhed, der skulle leve af kvaliteten af deres udstyr, ville de gå konkurs. Det er medarbejderne, der holder det hele sammen.”

“Det er også det, der gør mig vred,” sagde Wendy. “Både ISS og Falck tjener millioner, men de giver ikke medarbejderne de ressourcer, de har brug for. Det er simpelthen ikke godt nok. Hvor er Arbejdstilsynet, når man har brug for dem og til SAS, I er en skygge af jer selv, I kan ikke leve på jeres renomme, 1600 kr. og en flad kop kaffe. Men jeres crew er loyale og dygtige, jeg tror I skal opgradere jer selv kære ledelse.”

Efter hjemkomsten lå vi alle brak i to døgn. Wendy kiggede på Chris. “Er du blevet friskere nu?” spurgte hun.

Chris sukkede og rystede på hovedet. “Jeg har aldrig været så træt. Dagen efter hjemrejsen var jeg bare helt færdig. Jeg sov og sov. Og selvom den nye seng var fin, så var madrassen en af de der smarte bølgemadrasser. Den kunne jeg slet ikke ligge på – det føltes helt unaturligt. Hvordan kan noget, der skal være komfortabelt, være så umuligt at sove på?”

“Selvom rejsen var hård, var der også lyspunkter,” sagde Wendy. “Folk som Miro fra ISS i Oslo og de opmærksomme assistenter i Bangkok, Chiang Rai samt fly personale gør virkelig en forskel.”

“Men systemet som helhed har brug for forbedringer,” sagde Grip. “Handicappede passagerer skal ikke være afhængige af held og penge for at få en god oplevelse.”

Chris nikkede. “Det kræver ændringer. Men det starter med, at vi taler om problemerne og sætter ord på dem.”

“Ja,” sagde Skip. “Det er måske vores vigtigste opgave – at råbe højt, så det kan blive bedre for os og for alle andre.”

Wendy:”Men nu er vi hjemme i Winter wonderland, fra +32 til -7 grader, det er sne, julemåned og kooooldt.”

“Jeps” svarede Chris:” tak for jeres selskab på rejsen, endnu et minde, men kun et af en lang række, for nu starter et nyt eventyr.”

De kiggede på hinanden og lo,” en for alle, alle for la Chris.”